Ungarn kalder på handling – nu!

DEBAT: Fjerde overgreb på demokratiet på tre år kalder på handling i Europa. Regeringscheferne er for tilbageholdende i forhold til Ungarns nye forfatning, og derfor bør den danske regering gå forrest og handle hurtigst muligt.

Af Jens Rohde (V)
Medlem af EU-Parlamentet

Ungarns regeringschef, Viktor Orbán, har for fjerde gang siden 2010 gennemtrumfet en omfattende revision af den ungarske forfatning. Taberne er retssikkerheden, demokratiet og menneskerettighederne, og Ungarn er reelt blevet et parlamentarisk diktatur uden magtens tredeling.

Forbavsende tavshed i EU
Reaktionen fra Europas regeringschefer og nationale parlamenter er den samme som ved de sidste tre overgreb på demokratiets fundament i Ungarn: Man rynker brynene og udtrykker "bekymring". Men når det kommer til handling, sidder alle på hænderne og venter på bedre tider. Ved at holde sig tilbage bidrager regeringscheferne til, at fællesskabet, den politiske stabilitet og freden sættes i stor fare.

Nye forfatning strider imod EU's fundamentalle principper
Fremover kan et flertal på 2/3 af Ungarns parlament uden videre ændre den ungarske grundlov, uden at forfatningsdomstolen skal høres. Fremover må forfatningsdomstolen ikke skele til retspraksis fra før januar 2012 i sine afgørelser.  Fremover er det alene justitsministeren, som kan beslutte, hvilke domstole forskellige sager skal henvises til. Fremover må man kun føre valgkamp gennem statsstyrede medier.

Alle disse beslutninger styrker det siddende flertals position, men svækker civile rettigheder og demokratiske principper. Hårdt ramt er allerede beskyttelse af individets ret til lighed for loven uanset seksualitet, ytringsfrihed og retten til at komme for en dommer før frihedsberøvelse af myndighederne.

Viktor Orbán må grine hele vejen til sit regeringskontor. For nøjagtig et år siden stod han skoleret over for Europa-Parlamentet og EU-Kommissionen. Dengang ville han ændre på vilkårene for den frie presse og et frit kulturliv. Det blev dog sparket til hjørne. EU truede med at aktivere artikel 7 i traktaten, og den ungarske forfatningsdomstol forhindrede dengang en række af Orbáns initiativer til indskrænkning af frihedsrettighederne i landet. Vi kunne alle ånde lettet op.

Men nu er forfatningsdomstolene handlingslammede, og magtens tredeling er ophævet i Ungarn. Det betyder, at alle lovforslag, som Orbán tidligere har fået kendt i strid med den ungarske grundlov, nu kan gennemføres. En forfatning, som skal beskytte borgerne, eksisterer reelt ikke længere.

Tiltagene fra den ungarske regering er åbenlyst i strid med de fundamentale principper i EU-samarbejdet. Alligevel tør ingen regeringschefer investere sig selv og vove skindet for en politisk aktion mod Ungarn.

Danmark må handle nu
Et samlet dansk folketing gemmer sig bag udenrigsministerens udmelding om ønsket om at få nogle nye og mindre drastiske værktøjer til sanktioner over for lande, der forbryder sig mod demokratiske principper og menneskerettigheder. Før vi får nye værktøjer, vil Danmark ikke foretage sig andet end at udtrykke "bekymring". Det er i sandhed historieløst.

Hvis der skal nye værktøjer og procedurer til, før det danske Folketing og Europas regeringschefer vil tage det demokratiske ansvar alvorligt i EU, skal ungarerne, det europæiske fællesskab og demokratiet med vente på, at en ny traktat gennemføres i alle lande. Det giver Viktor Orbán og folk som ham minimum fire til fem år til at fortsætte deres overgreb på demokratiet.   

Europas historiske blodspor er ikke bare et aftryk af gale mænds værk. De er også et aftryk af alle "bekymrede", som ikke havde modet til at gøre, hvad der var rigtigt, mens tid var. Fjerde overgreb på demokratiet på tre år kalder på handling i Europa. Ikke om fire år, men nu.

Forrige artikel Sort dag for landbrugspolitikken venter i Europa-Parlamentet! Sort dag for landbrugspolitikken venter i Europa-Parlamentet! Næste artikel Fratag Ungarn stemmeretten Fratag Ungarn stemmeretten