Sort dag for landbrugspolitikken venter i Europa-Parlamentet!

DEBAT: Hos Den Grønne Gruppe er der enighed om at stemme imod det fremlagte forslag til de næste syv års landbrugspolitik. Der må simpelthen prioriteres om, hvis ikke EU skal gå fuldstændig i baglås.

Af Margrete Auken (SF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Ved plenarsamlingen i Strasbourg i dag stemmer det samlede Europa-Parlament om landbrugsudvalgets forslag til de næste syv års landbrugspolitik, der er gjort endnu ringere, mindre miljø- og naturvenlig og mindre markedsorienteret, end den politik vi har i dag. Sandsynligheden for, at det samlede Parlament vil rette op på dette græsselige forslag i dag, er lille: Rygtet siger, at aftalen er handlet af med formændene for de store partigrupper i Parlamentet, de konservative og socialdemokraterne og vistnok også de liberale.

Nej til forslaget
Vi i den Grønne Gruppe er enige om at stå fast på at sige nej til det fremlagte forslag. Alle burde kunne se, at der er tungtvejende budgetgrunde til at afvise landbrugsudvalget. Med en økonomisk bundskraber som det foreslåede syvårs-budget må der simpelthen prioriteres om, hvis ikke EU skal gå fuldstændig i baglås.

Da jeg for snart ni år siden sad med for første gang til møde i landbrugsudvalget, skulle den ny kommissær, Mariann Fischer Boel, udspørges. Det var nedslående. Næsten alle spørgsmål drejede sig om, hvordan den og den produktion kunne få (mere) støtte. Nærmest ingen havde et europæisk perspektiv på landbrugspolitikken, endsige nogen omsorg for EU's skatteborgere, skønt landbrugsstøtten æder op imod halvdelen af hele EU's budget. Udvalget var godt fyldt op med landmænd, og ud fra deres spørgsmål var både nemt at gætte, hvor de kom fra, og hvad de selv producerede. Godt, det ikke er dem, der bestemmer over vores landbrugspolitik, både tænkte og sagde jeg dengang.

Siden har vi fået Lissabontraktaten. Jeg kæmpede bravt for den - blandt andet med det gode argument, at de folkevalgte fremover ville få fuld medbestemmelse i EU's lovgivning, nu også i landbrugspolitikken. Omsider ville Parlamentet sikre, at der i udvalget sad medlemmer med både økonomisk ansvar og europæisk og globalt udsyn - troede jeg!

Tung landbrugslobby
Nu viser det sig i stedet, at der i udvalget sidder cirka 40 gode argumenter imod Lissabontrakaten, 40 medlemmer, der alene tager hensyn til egne særinteresser. Kritik og visioner fremlagt af udviklings- og miljøudvalget har de for eksempel ignoreret.

Europa-Parlamentet kan simpelthen ikke være bekendt at misbruge den nyvundne demokratiske indflydelse til kun at beskytte en ganske lille gruppes interesser - på bekostning af det store flertal.

Og hvad værre er: Landbrugslobbyen sidder lige så tungt på flere af de nationale regeringer, så der er stor fare for, at det forslag, der kommer fra Rådet, bliver endnu værre!

Forrige artikel Udfasning af fælles landbrugspolitik er katastrofalt for Danmark Udfasning af fælles landbrugspolitik er katastrofalt for Danmark Næste artikel Ungarn kalder på handling – nu! Ungarn kalder på handling – nu!