Fratag Ungarn stemmeretten

DEBAT: Viktor Orbáns regering ødelægger den demokratiske retsstat og afskaffer den grundlæggende magtdeling. Derfor bør EU suspendere Ungarns stemmeret.

Af Erik Boel
Udenrigskommentator, tidl. formand for Europabevægelsen.

Sidste mandag godkendte det ungarnske parlament forfatningsændringer, som vil indskrænke præsidentens og forfatningsdomstolens magt. Samtidig betyder forfatningsændringen også, at definitionen af en familie som et ægteskab mellem en mand og en kvinde bliver skrevet ind i forfatningen - endnu et udslag af de homofobiske tendenser i statsminister Victor Orbáns Ungarn.

Lovændringerne strider mod respekten for retsstaten, EU's lovgrundlag og Europarådets standarder.

Ungarns forhold til basale demokratiske rettigheder som en fri presse har længe været mere end tvivlsom. Statsminister Orbán indførte i starten af 2012 kontroversielle lovændringer, som fik tusinder af borgere ud på gaderne i protest. Det drejede sig om en retsreform, en medielov og begrænsninger i Nationalbankens uafhængighed, idet der blev tale om flere politisk udpegede repræsentanter i Nationalbanken og en begrænsning af nationalbankdirektørens kompetence.

Pressefriheden er kommet under pres med en restriktiv medielovgivning. Loven betyder, at et fempersoners udvalg nedsat af regeringen kan idømme bøder til medier, hvis det skønnes, at et medie publicerer politisk farvede historier eller historier, der "sårer menneskelig værdighed" eller "fornærmer nationaliteter, religioner eller minoriteter".

EU bør suspendere Ungarns stemmeret
Det er på tide, EU reagerer og lytter til de ungarske borgere. Basale menneskelige rettigheder krænkes i hjertet af Europa og det svækker EU's troværdighed på den internationale scene. EU kan dårligt tillade sig at kritisere andre lande med ondt i ytringsfriheden, når et af dets medlemslande selv bekæmper den frie presse. Nu rykker Ungarn væk fra det gode selskab i EU og tættere på de gamle allierede i Kreml.

Det er nødvendigt, at vi reagerer her og nu, og derfor bør EU suspendere Ungarns stemmeret. Det ville sende et klart signal, som ville blive forstået i Budapest. I tilfælde af overtrædelse af de grundlæggende europæiske principper giver artikel 7 i Lissabon-traktaten EU ret til at suspendere det pågældende lands ret til at stemme i Ministerrådet.

Da Ungarn i 2010 op til landets EU-formandskab i foråret 2011 censurerede den nationale presse reagerede EU-parlamentet med at kritisere Ungarn, men konsekvenserne for Ungarns ledere udeblev. Nu bør der reageres.

Et ekko fra en totalitær fortid
Statsminister Orbán har tidligere udvist en bølleagtig fremfærd over for udenlandske virksomheder og den kritiske presse. Den ungarske regering bragte med sig en lov om særskat på udvalgte brancher i strid med reglerne for det indre marked. Skatten, som indkræves med tilbagevirkende kraft, er skræddersyet til at ramme udenlandske virksomheder i Ungarn især inden for energi og den finansielle sektor.

De ungarske tiltag er udtryk for en populisme, som underminerer det indre marked og dermed den afgørende forudsætning for det europæiske samarbejde.

Den ungarske statsminister Orbán bliver spøgefuldt omtalt som Putin fra Pusztaen. Desværre er der ikke så meget at spøge med. Når det gælder forholdet til medierne og respekten for forfatningen, minder han til forveksling om Putin, og regeringens egen selvfølelse er også som snydt ud af Kremls næse. I alle offentlige kontorer skal regeringens slagord ophænges, hvor det forkyndes, at der gælder et "system for nationalt samarbejde", som hviler på fem søjler: "arbejde, hjem, familie, sundhed og orden". Der vil blive arbejdet "beslutsomt, kompromisløst og urokkeligt" for at nå dette mål, hedder det. Det lyder som et ekko fra en totalitær fortid, men det foregår i midten af Europa.

Nu bør der reageres
EU's stats-og regeringschefer iværksatte i 2000 sanktioner imod Østrig i forbindelse med, at Jörg Haiders højrepopulister blev en del af regeringen. Imidlertid blev det hele ved spektakulære udtalelser om Hitlers beskæftigelsespolitik og hyldest til veteraner, som havde spillet en yderst uheldig rolle under krigen - den østrigske regering gennemførte aldrig i praksis tiltag, der satte de grundlæggende frihedsrettigheder under pres. 

Her er det omvendte tilfældet i Ungarn. Her benytter regeringen sit klare flertal til at ændre på forfatningen efter forgodtbefindende, føre en gangsteragtig politik over for udenlandske virksomheder og krænke pressefriheden.

Viktor Orbáns regering ødelægger den demokratiske retsstat og afskaffer den grundlæggende magtdeling. Hvis Ungarn havde set sådan ud, da landet søgte om optagelse i EU, var det aldrig blevet optaget. Udviklingen i Ungarn bør være en advarsel til os alle - og derfor bør vi nu reagere.

Forrige artikel Ungarn kalder på handling – nu! Ungarn kalder på handling – nu! Næste artikel Da den petrokemiske industri blev demokratiforkæmper Da den petrokemiske industri blev demokratiforkæmper