Svanesang for græker-vitsen

Af Morten Løkkegaard 
Medlem af Europa-Parlamentet (V)  

Hvad stiller vi op med grækerne..?

Spørgsmålet falder med usvigelig sikkerhed efter de første høflighedsbetragtninger ved hvert eneste middagsselskab, man som europa-parlamentariker er så heldig at deltage i for tiden.

Det kan godt være, at danskerne generelt ikke har den store interesse for - eller indsigt i - EU-forhold, men selv de mest ignorante har for længst fattet, at det er grækerne, som er problemet. Og det er på en måde rart, for så glider samtalen pludselig lidt lettere. Der er altid fire-fem vittigheder eller vandrehistorier om den afsindige græske griskhed og kuk-åndsvage, klientelle kultur, som kan bruges som en ice-breaker, hvis EU ikke lige er vejen til borddamens indifferente hjerte...

Så - hvad stiller vi op med grækerne..?

Ja, en ting, der i hvert fald ikke fungerer, er at fordømme og ydmyge dem. Grækerne er - som de fleste sydeuropæere - stolte mennesker, som ikke er vant til at få den germanske stok, det britiske understatement eller - oh ve - den danske ironi og sarkasme at smage.

"Så kan de lære det!", vil man - måske oven i købet med rette - kunne indvende. Jo, men tænk nu, hvis de IKKE vælger fallitten og hopper i Ægæerhavet - og vi fortsat må trækkes med dem i klubben i de næste mange år(tier)...?

Hvis grækerne vil - så bliver de 
Og lad mig blot komme med en forudanelse: Jeg tror, at det bliver sådan! Jeg har sagt fra starten - og vil fastholde - at hvis grækerne SELV ønsker at blive, så bliver de. Og man behøver jo blot som græker at kigge på alternativet for at se, hvor den vej ender. Med et land, der er kommet fra borgerkrig og generaltyranni til Euro-lykkeland på tre årtier, skal man vist være mere end almindelig idiot for ikke at foretrække det sidste. Også selv om det indebærer, at man må leve med de forbandede tyskere og de hovne eurokrater.

Det er just pointen: Kansler Merkel ønsker ikke at smide grækerne i havet. Risikoen er ganske vist blevet stadig mindre for økonomisk sammenbrud i takt med, at bankerne har fået afskrevet deres tab og lovet at tage deres del af smerten. Men politisk er "grexit" stadig en yderst risikabel affære - og hvilken tysk kansler eller fransk præsident har lyst til at ende på historiens losseplads som dem, der ødelagde drømmen fra sine store europæiske forgængere..?

Eurokrisens medicin
Ansvarlige grækere ønsker som sagt heller ingen skilsmisse. Valget står ganske vist mellem pest eller kolera, men euro-sygen kan kureres - og er trods alt mindre smertefuld...

Altså må man jo til det: At tale pænt til hinanden igen.

Og det er præcis, hvad der sker i disse dage og uger. Efter en periode med skældsord og gensidig banden - ja, så har Merkel valgt en anderledes rund og rummelig politiker til at håndtere grækerne. Hans-Joachim Fuchtel er navnet på manden, som er udset til at være græker-charmør. Ifølge International Herald Tribune mandag kørte han forleden som en gestus rundt på en (græsk) cykel til en banket med græske officials, og han taler gerne om den skønne græske vin, han for nyligt serverede til sin 60-års fødselsdagsfest. Det er nye toner fra en regering, som på det seneste er blevet portrætteret som nazister i græske aviser...

Det er som i et (over)modent ægteskab. Når man er gennem "Det må briste eller bære"- perioden og har valgt "bære" - ja, så er tiden inde til at lade diplomatiet tale og indlede en strategisk offensiv.

Så til alle os, der nu i et par år har scoret billige point ved middagsselskaberne med vore græker-jokes. Måske er det på tide at skifte hest og strategi, inden den dag kommer, hvor man vil blive betragtet som en gammeldags Middelhavs-chauvinist uden føling med fremtiden...

Rådet er hermed givet videre.

debat@altinget.dk