Udfasning af fælles landbrugspolitik er katastrofalt for Danmark

DEBAT: Det vil få katastrofale følger for Danmarks konkurrenceevne, hvis vi som det eneste land i EU udfaser landbrugsstøtten. Det mener Hans Peter Bay, udviklingsdirektør hos Heden & Fjorden, og Karsten Willumsen, formand for Ikast-Bording Landboforening.

Af Hans Peter Bay og Karsten Willumsen
Udviklingsdirektør hos Heden & Fjorden og formand for Ikast-Bording Landboforening 

Onsdag 13. marts 2013 skal Europa-Parlamentet stemme om det nye landbrugsbudget. Her står Danmark alene som det eneste land, der ønsker at udfase landbrugsstøtten. Det har desværre medført, at vi med stor sandsynlighed udspiller den fælles landbrugspolitik i EU, da nogle lande stort set ikke vil opleve en reduktion i støtten, mens konkurrenceevnen i lande som Danmark forringes katastrofalt.

Det har kæmpestore konsekvenser for et landbrugsland som Danmark, der eksporterer 80-90 procent af vores fødevarer.

Eksempelvis bliver 1.500 ud af 12.400 heltidslandbrug overlevelsestruede, hvis reformen gennemføres i nuværende form. Det er 17.000 arbejdspladser, der er på spil. Hvis politikere og interesseorganisationer bare evnede at lytte til hinanden, kunne Danmarks situation se helt anderledes ud.

Danmark kan spille en afgørende rolle
Grundet en voksende global middelklasse efterspørger flere kvalitetsfødevarer, og her kunne Danmark som landbrugsland spille en afgørende rolle. Det bliver desværre umuligt, hvis reformen gennemføres.

Det er uforståeligt, at vi ved at udspille den fælles landbrugspolitik lader denne enestående chance gå os danskere forbi, når både politikere og befolkningen råber på vækst og arbejdspladser. Vi håber derfor, at Parlamentet anerkender, at reformen er et dårligt sted at spare, og at stats- og regeringscheferne sætter sig sammen og forhandler en ligelig reduktion for hele EU på plads.

Lukningstruede bedrifter 1.500
Tab af arbejdspladser
 17.000
Samfundsøkonomisk konsekvens (mistet skatteprovenu)
 2,5 milliarder
 = 8.500 offentlige ansatte

 

Forrige artikel Europa-Parlamentet skal lære at have magt, hvis det vil have den Europa-Parlamentet skal lære at have magt, hvis det vil have den Næste artikel Sort dag for landbrugspolitikken venter i Europa-Parlamentet! Sort dag for landbrugspolitikken venter i Europa-Parlamentet!