Professor: Hvordan kan en kaffebonde fra Brasilien hamle op med en stor europæisk fødevarevirksomhed i retten?

Selv om det har fået en del kritik, også på Altinget, er der mange gode ansatser i EU-kommissionens forslag til direktiv om virksomheders due diligence for miljø og menneskerettigheder.

Et enkelt emne glimrer dog ved massivt fravær i debatten.

Det gælder forslaget om klageadgang for personer i lande uden for EU, som oplever at lide skade som følge af EU-baserede virksomheders utilstrækkelige due diligence. Efter forslaget skal de have adgang til at indbringe sager for domstole i EU. Et i øvrigt nytænkende forslag.

En reel mulighed for erstatning?

Retssager om skade forvoldt af multinationale virksomheder falder ofte mellem flere stole: Hjemstatens domstole vil eller kan ikke behandle sager om noget, der er hændt i værtslandet og værtslandets domstole er enten ikke effektive eller henviser til hjemstatens domstole.

Direktivet med adgangen til at anlægge civile søgsmål i hjemstaterne vil gøre op med dette

Desværre mangler en debat om, hvorvidt den formelle domstolsadgang også fører til en reel mulighed for at få erstatning; og hvad der skal til for at det kan ske.

Idéen om at indføre pligt for virksomheder til at identificere og forebygge risici for deres egen og deres forsyningskæder og genoprette den skade, der er sket, er i global sammenhæng ambitiøs.

Forslaget om domstolsadgang er fortjent blevet fremhævet som et gennembrud for lokalsamfund, ansatte og andre i de mange lande, hvorfra varer eksporteres til EU.

Men som forslaget er nu, er der risiko for at de, der anlægger sag om erstatning ved en domstol i virksomhedens EU-hjemstat, i stedet får en dom imod sig. Det vil kunne opleves som endnu en manglende anerkendelse af virksomhedernes negative indvirkning og dermed føje spot til skade.

Den lille jordnøddefarmer mod den store forretningsadvokat

I civile søgsmål skal den, der mener at have lidt skade, selv anlægge sag – her mod virksomheden. Det kan i sig selv kan være kostbart.

Selv om der er forskelle mellem forskellige landes retssystemer, er tankegangen desuden grundlæggende, at parterne selv skal tilvejebringe de oplysninger, der skal ligge til grund for dommerens afgørelse. Det kan forekomme enkelt for den, der har en god sag, men virkeligheden kan være anderledes.

Der skal argumenteres for, at der har været et tab og at der er klar sammenhæng med virksomhedens utilstrækkelige due diligence.

På områder som miljø og menneskerettigheder, hvor udviklingen påvirkes af eksterne forhold, er det ikke ligetil.

Det gælder også i sager, hvor er muligt at læne sig op ad en afgørelse fra anden domstol eller national myndighed om, at virksomheden ikke har udført tilstrækkelig due diligence. Kendskab til relevant retspraksis og lovgivningen i hjemlandet og værtslandet kan være afgørende. Den viden har advokater – ellers ved de, hvordan de skal finde den.

I civile sager står parterne så at sige over for hinanden, eller rettere: Deres advokater gør det. Og god advokatbistand koster. Man kan spørge, hvordan en jordnøddefarmer fra Senegal, en kaffebonde fra Brasilien, en palmeoliearbejder fra Indonesien eller en landsby fra Ghanas kakaodistrikter vil være stillet over for store europæiske fødevarevirksomheder i forhold til adgang til kostbar advokatbistand.

Selv hvis ngo’er kan støtte dem, ophæver det ikke behovet for erfaren advokatbistand til at føre sagen. En retshjælpsordning vil skulle være meget gavmild for at gøre det muligt at tilkøbe sig advokatbistand, der kan matche den, som store virksomheder kan købe sig til.

Alternativ: Lad det offentlige tage sagen

I det videre arbejde med forslaget kan man med fordel skele til erfaringer fra andre lande med ordninger, der søger at udjævne forskellen mellem parternes adgang til relevant advokatbistand og sikre deres balance i civile søgsmål.

I Danmark kan det være relevant at overveje mulighed for at koble det civile krav til en straffesag mod virksomheden om utilstrækkelig due diligence. Her fører det offentlige sagen og kan dermed være med til at løfte kravet om erstatning, hvis virksomheden dømmes i hovedsagen.

{{toplink}}

Endelig er der grund til at overveje, hvordan man kan fastholde styrken fra den nuværende ordning med såkaldt ’nationale kontaktpunkter’ under OECD’s Retningslinjer for Multinationale Virksomheder som klageorgan, og endda styrke dem yderligere.

Trods svagheder har kontaktpunkterne blandt andet adgang til at foretage undersøgelser i klagers hjemland, som en domstol ikke har, og til at hjælpe klager i processen. Kontaktpunkterne kan supplere domstolenes rolle.

Med et unikt lovbaseret grundlag har det danske OECD-kontaktpunkt, Mæglings- og Klageinstitutionen for Ansvarlig Virksomhedsadfærd, allerede nu adgang til at foretage undersøgelser og tage sager op ad egen drift, som på flere måder kunne indgå i overvejelser om forfinelse af en EU-ordning.

debat@altinget.dk