Pernille Weiss om ensartet selskabsskat: S og V flirter med planøkonomiske argumenter

DEBAT: En artikel i Altinget om flad selskabsskat i EU slår en forkert præmis an, og S og V hopper med på den, skriver Pernille Weiss. 

Af Pernille Weiss (K)
Medlem af Europa-Parlamentet

45 procent ønsker ens selskabsskat i EU, lyder det i overskriften til en artikel i Altinget, som ellers mest handler om noget, undskyld mig, farligt sludder fra Socialdemokratiets og Venstres skatteordførere.

De lyder bedste fald, som om de hellere vil please de adspurgte end forholde sig til perspektiverne. Det kan man ikke. Og man skal slet ikke begynde at lege, at det kan lade sig gøre, når det kommer til skat.

"Bør EU indføre en flad selskabsskat, så virksomheder i alle EU-lande betaler den samme skatteprocent?"

Hvis man stiller et spørgsmål med en klang af moralsk forpligtelse på fællesskabet, skal der alligevel noget til at svare nøgternt og rationelt.

Sådan tror jeg, det er gået med Epinions undersøgelse af vores holdning til en fælles og flad EU-selskabsskat, som er omtalt i Altinget 21. januar.

Jeg blev simpelthen så vred, da jeg læste artiklen. For skattepolitik er et vanvittigt kompliceret område, hvor det er umuligt at hive én skattetype ud af sammenhængen med alle andre skatte-, bidrags- og afgiftstyper.

Helt på månen
Jeg tror egentlig, at færre end 45 procent af danskerne ville ønske sig en flad selskabsskat, hvis vi havde en mere undersøgende og lærende samtale om, hvad selskabsskat egentligt er, og hvordan skat i det hele taget er så unikt et nationalt anliggende, at det er totalt uegnet til en EU-harmonisering.

Medmindre man selvfølgelig er tilhænger af tanken om Europas Forenede Stater og opløsningen af alle nationalstater. Det er jeg imidlertid stensikker på, at langt mindre end 45 procent af de danske vælgere er.

Derfor er det ærligt talt også helt på månen, at både Venstre og Socialdemokratiets ordførere hopper på den umiddelbare stemning, som Epinions måling skaber.

For det første slår artiklen den logik an, at en EU-flad selskabsskat betyder en ens selskabsskatteprocent i alle EU-landene. Det er forkert.

Den vil måske ligge en fælles bund, men som både Venstre og Socialdemokratiet er inde på, skal landene kunne gøre deres egen højere, hvis de vil - og så hører det ensrettede op, før den er begyndt.

Et skattepolitisk kludetæppe
Beskatning af selskaber handler om meget mere end én enkelt skattetype. Derfor vil én flad skattype ikke gøre den forskel, som ligger bag forslagets intentioner om, at vi skal skattesnyd og -unddragelse effektivt til livs.

Den ged kan ikke barberes med en fælles EU-selskabsskat. Det er en total vildfarelse væk fra det slid, det er at få skabt et effektivt og fair samarbejde mellem EU-landende om både skattetyper, opkrævningspraksis og håndhævelse over for skatteunddragere og skattekriminielle.

Men der er ingen vej udenom det arbejde, og det er dén vej, vi skal give noget mere asfalt. Også i et stærkere internationalt samarbejde, da det ikke nytter noget, hvis EU bliver så skattepolitisk et kludetæppe, at virksomhederne flytter væk og tager arbejdspladserne med. Det har vi under ingen omstændigheder brug for.

Thornings træk var klogt
Både Venstre og Socialdemokratiet flirter med planøkonomiske argumenter. For sidstnævnte er det ikke overraskende, selvom man dog skulle tro, at de står på danske produktionsvirksomheders side. Virksomheder, som ligger i Danmark, fordi vi alt i alt, også set med skattepolitiske briller, er et attraktivt land at drive virksomhed i.

Det er trist, at socialdemokraterne har glemt Produktivitetskommissionens pointer fra 2014, som pegede på, at selskabsskatten er "en af de mest effektive instrumenter til at skabe vækst og velstand i Danmark", præcis som OECD også påpeger det.

Men begge siger også, at det er et af de mest følsomme og væksthæmmende instrumenter, hvorfor Helle Thorning-Schmidt (S) gjorde klogt i at sænke selskabsskatten fra 25 procent til 22 procent.

At Venstres Kim Valentin fortsætter flirten med en fælles EU-selskabsskat, som Lars Løkke Rasmussen slog an i sidste valgkamp, er faktisk underligt og bekymrende for det borgerlige Danmarks fælles kamp for dansk erhvervsliv.

Venstre opstiller naiv præmis
Kim Valentin påstår faktisk, at Danmark vil vinde på en fælles EU-skat ved at afgive suverænitet på vores skattepolitik.

Samtidig opstiller han den sympatiske præmis, at en fælles EU-selskabsskat skal sikre, at selskabsskatten ikke stiger i Danmark, og at velfærdsniveauet ikke falder. Men det er naivt, for de to ting hænger sammen.

Hvis EU skal til at bestemme den danske selskabsskat, vil det da påvirke det økonomiske råderum og hermed det spillerum, vi vil have for at indrette skoler, plejehjem, kulturinstitutioner, politi og universiteter, som vi jo skal have for at kunne fortsætte med at være et af verdens mest investeringsattraktive lande.

Det virker som om, at Kim Valentin helt har glemt den fundamentale årsag til, at vores lille land er blevet så stor en eksportnation. For man kan ikke plukke én skat ud af buketten uden at ødelægge det for hele sammenhængen.

Vores autonomi vil mutere 
Skattepolitikken ligger i DNA'et på Danmarks rigdom, og smider vi selskabsskatten over til EU, vil det starte en farlig mutation i vores grundlæggende samfundsstruktur og autonomi.

Der skal være plads til forskelle mellem os borgerligt-liberale partier, men når det kommer til skattepolitik, så burde Kim Valentins parti være tættere på mit, end han tilsyneladende er på Socialdemokratiet.

Jeg håber, at han vender skråen og sammen med mig vil tage det slæb, det af og til er at løse komplicerede problemer med skattesnydere.

Her kan han bruge sit politiske engagement bedre, i stedet for at hoppe på overskrifter fra meningsmålinger, der afslører, at vi borgerlige politikere nok har forsømt at debattere skattepolitik, erhvervspolitik, EU og danske kerneinteresser på en måde, så flere borgere kender til bivirkningerne af de smarte quick-fix-løsninger.

Det håber jeg, at Kim Valentin vil være med til.

Forrige artikel Europabevægelsen: Vi skal styre kapitalismen til alles fordel Europabevægelsen: Vi skal styre kapitalismen til alles fordel Næste artikel DF: Danmark skal ud af EU og ind i et løsere Nordsø-samarbejde DF: Danmark skal ud af EU og ind i et løsere Nordsø-samarbejde