Pernille Weiss: Vælgerne kræver handling og samarbejde, og det vil vi give dem

Af Pernille Weiss (K)
Medlem af Europa-Parlamentet

"Hvad er det vigtigste og mest afgørende, du vil opnå i Parlamentet – og hvorfor?"

Sådan blev jeg af Altinget spurgt for en uge siden. Her er mit svar, som jeg har overvejet nøje i lyset mine to ugers erfaring som medlem af Europa-Parlamentet.

Læg dog dertil erfaringer og refleksioner fra et halvlangt liv, hvoraf hele den voksne del har været tilbragt som særdeles aktiv i politik og den anden del i vælgerens iagttagende perspektiv, hvorfor jeg har set, hvordan min stemme blev forvaltet. Den sidste del kendetegnet af konstant bevægelse i en art bermudatrekant af enten positiv begejstring, defaitistisk overbærenhed eller hovedrystende bekymring.

Derfor er mit svar ikke en måltavle af konkrete løfter. Det er simpelthen for nemt at afgive på dette præmature tidspunkt af min genoptagne politiske karriere. Ikke at jeg ikke vil gøre det. Det er allerede sket til diverse medier med bindende citater om klimapolitiske milepæle som en bindende EU-klimalov, forpligtende CO₂-reducerende budgetter, klimamærkning, målrettet klimaforskning, målrettede afgifter på sorte energikilder og så videre. Jeg står ved det hele!

Og begiver mig ind i det europæiske politiske landskab med ambitioner om, at EU kan blive CO₂-neutral tidligere end 2050. Læg dertil, at jeg vil fokusere benhårdt på få de ydre grænser (Frontex) til at fungere asap – som i asap! Ellers blokerer migrationspøgelset for viljen til alle de grønne omstillingsprojekter, vi skal have sat i gang i EU's største og mest forurenende lande.

Garant for fakta
Skal det lykkes, er det dog afgørende, at jeg – og mine kollegaer – forholder os bevidst og omhyggeligt til det håndværk, politik også er. Et håndværk, som formår at afmontere den ellers truende permanentgørelse af Europa-Parlamentet som en kampplads for tomme løfter til i stedet for at være det demokratiske og fakta-respekterende værksted, der leverer bæredygtige løsninger til den grønne omstilling.

Dét ser jeg som den mest afgørende udfordring i et Europa, hvor nationalisme, populisme og protektionisme på den ene side bruges som undvigemanøvre af højtråbende standup-smarte politikere, der ikke kan løsrive sig fra mikrofonerne og likes-tælleren på de sociale medier.

Og på den anden side et Europa, hvor vælgerne i de fleste lande har brugt de bredeste pensler i stemmeboksen og malet en gigantisk vognstand af forventninger til især løfteindfrielse på klimadagsordenen. Af disse to sider, kan kun den ene forandre sig. Den anden vil – hvis den skuffes – true selve eksistensgrundlaget under det Europa, vi kender.

Klimavalg
Europavalget var i høj grad et klimavalg. Men det var også et valg, hvor vælgerne gav udtryk for et kæmpestort: 'Nu-tager-I-jer-sammen-kære-politikere!' Jeg er helt enig med dem, og det bliver også mit særlige bidrag i det Europa-politiske arbejde. For ellers kan jeg ikke indfri de løfter, jeg har givet.

Som Danmarks afgørende stemme i den største partigruppe i Parlamentet går jeg på to ben: Det ene er fyldt med alt det, jeg vil for klimaet, for migrationspresset, for danske arbejdspladser og et stærkere indre marked, der sejler stærkt og sikkert på det globale handelshav. Det andet er mine værktøjer til at opnå det, jeg vil. Og dét ben skal have særlig opmærksomhed og træning.

I de kommende fem år står den derfor på masser af pragmatisme-pushups, bulking af bullshit-detektoren, fakta-fitness og ubetinget lydhørhed over for de sprækker, der nok skal vise sig i modstanderes forsvarsværk imod at tage ansvar.

Det gælder over for både de drillesyge socialister, som fra deres mindretalsgrupper er vant til at råbe højt og ansvarsløst selvretfærdigt – og det gælder de reaktionære nationalister og egoister, der bruger EU som økonomisk malkeko og/eller syndebuk for egne utilstrækkeligheder.

Vælgerne vil se holdspil nu. Fordi de vil se resultater. Det skal de få. Alt det, jeg overhovedet magter at få mine kollegaer med til.

debat@altinget.dk