Karen Melchior: Der er behov for et charter for digitale rettigheder

DEBAT: Vi skal have en ny tilgang til data fra noget, som vi kan eje og forbruge, til fundamentale rettigheder for privatliv. Derfor har vi brug for at udvide databeskyttelsesforordningen til et charter for digitale rettigheder, skriver Karen Melchior.

Af Karen Melchior (R)
Medlem af Europa-Parlamentet

Jeg vil være en stemme for det åbne og frie internet. Det kræver, at vi ikke længere skal acceptere symbolske lappeløsninger, men insistere på reelle løsninger for den digitale verden, som vi alle lever i.

Jeg vil arbejde for at sikre lige konkurrencevilkår for techvirksomheder. Fjernelse af monopoler er godt, men ikke hvis de erstattes af nye. Jeg vil sikre dig mod masseovervågning og profilering gennem et sæt af digitale rettigheder, fordi EU for mig først og fremmest er et værdifællesskab af åbne og frie samfund.

Når de gamle forretningsmodeller aktivt beskyttes med særlovgivning, bliver det ødelæggende for Europas innovation. Ophavsretstreformen er en lappeløsning, der bekæmper innovation for at beskytte forældede forretningsmodeller.

Ophavsretshaverne brugte flere kræfter på at beskytte deres forretningsmodeller fremfor at forstå den digitale virkelighed og tilpasse sig. Den digitale innovation gavner alle, for eksempel både Google og nyhedsbranchen, omend vi bør se på en rimelig fordeling af de indtægter, som den digitale innovation skaber.

Bryd med monopoler
Techvirksomheder er blevet etableret med ideen move fast and break things, hvor man ser stort på eksisterende regler, mens man disrupter markeder og monopoler.

Forretningsmodellen for nye techvirksomheder er vækst og exit: Vis, du kan vokse, så du bliver købt af en af de store spillere. For eksempel blev Instagram og Whatsapp købt af Facebook, mens Facebook valgte at kopiere og integrere Snapchats koncept fremfor at købe dem – og er ved at udkonkurrere dem på grund af Facebooks dominans.

Dataportabilitet skulle sikre, at vi som brugere og forbrugere kunne vælge mellem forskellige platforme, men virkeligheden blev en anden. Jeg ønsker, at det skal være lige så nemt at skifte online platform eller programpakke som at række ud efter en anden pakke vaskepulver i supermarkedet. Den løsning skal findes, og den skal findes på et europæisk niveau.

Kontrol med data
Vi skal have en ny tilgang til data fra noget, som vi kan eje og forbruge, til fundamentale rettigheder for privatliv og lige muligheder. Vi skal sikre vores digitale rettigheder gennem udformning af et charter for digitale rettigheder.

I dag er det umuligt at leve uden at efterlade digitale fodspor. Dine fodspor er i sig selv ikke værdifulde, og det giver ingen særlig beskyttelse at kræve dem slettet. Rådata kan ikke i sig selv bruges til så meget. Det værdifulde kommer fra analyse og profilering af data fra vores onlineadfærd.

Når de afledte data fra profilering eller træning af AI-algoritmer allerede er skabt, så hjælper det ikke at kræve rådata slettet. Derfor er det ikke “ejerskab” over data, som er vigtigt, men kontrol med brugen af data både i forhold til dig selv, men også de afledte konsekvenser for andre. Derfor har vi brug for at udvide databeskyttelsesforordningen til et charter for digitale rettigheder.

Jeg vil have en beskyttelse af dig som borger, medarbejder eller forbruger mod fejlagtig og uretfærdig forskelsbehandling på baggrund af profilering. Der skal indbygges tilsyn og kontrol for at sikre mod, at du forhindres i at blive ansat, få en forsikring eller et lån, fordi en fejlagtig algoritme, uden du vidste det, har kategoriseret dig som kriminel eller som en dårlig betaler.

Forrige artikel Økologisk Landsforening: Her er vores ønsker til en ny regering Økologisk Landsforening: Her er vores ønsker til en ny regering Næste artikel Pernille Weiss: Vælgerne kræver handling og samarbejde, og det vil vi give dem Pernille Weiss: Vælgerne kræver handling og samarbejde, og det vil vi give dem