Per Øhrgaard: Europa trues af kræfter, der vil styrte verden ud i kaos

Af Per Øhrgaard
Professor emeritus, CBS

Klodens beståen, verdensfreden og det liberale og sociale demokrati kan kun sikres gennem skabende kræfter og institutioner, som står mål med de farer, der truer dem.

I de sidste 70 år har Europa udviklet et stadig tættere samarbejde på væsentlige områder. Europa har ydet sit bidrag til opnåelsen af de beskrevne mål. Men arbejdet er ikke gjort færdigt, og derfor trues målene nu i stigende grad af kræfter, som vil opløse samarbejdet og styrte Europa og verden ud i kaos.

Det er de europæiske folks liv, ære og velfærd, som står på spil. Europas befolkninger har krav på, at det går ordentligt til i deres verden.

Europæerne må stå sammen
Derfor må Europas stater og folk stå sammen om følgende:

-En sikring af retsstatslige normer inden for hele det område, som er omfattet af Den Europæiske Union.

-En rammesætning for kapitalens frie bevægelighed, som sikrer, at demokratisk vedtagen politik ikke kan løbes over ende af private økonomiske interesser.

-En indsats for at mindske uligheden inden for og mellem samfundene. Al hidtidig historie viser, at samfund med stor ulighed er mere sårbare end samfund, hvis borgere føler ejerskab til de fælles rammer.

-En indsats for at begrænse den menneskeskabte del af de klimaforandringer, som truer hele klodens og dermed også Europas eksistens.

En fælles europæisk indsats på disse områder vil foruden at gavne Europa selv kunne være til inspiration for stater og folkeslag uden for Europa.

Til sikring af de retsstatslige normer har Europa allerede to domstole: EU-Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Disses domme gives umiddelbar retsvirkning i de europæiske samfund, og de må ikke kunne underløbes af nationale domstole og forvaltninger.

Kapitalens frie bevægelighed gøres transparent gennem et universelt register over formuer, værdipapirer og andre finansielle instrumenter. Alle finansielle transaktioner belægges med en skat, hvis provenu går direkte til fællesskabet. Medlemslandenes virksomheds- og kapitalbeskatning kan kun i begrænset omfang afvige fra gennemsnittet i Unionens lande.

Den voksende ulighed mellem Unionens medlemslande modarbejdes ved udstrakt støtte fra de velstående til de mindre velstående, herunder ved fælles finansiering og fælles hæftelse for lån, eventuelt også ved eftergivelse af gammel gæld. Støtte til et medlemsland gøres afhængig af, at landets egen lovgivning sigter mod at mindske den interne ulighed, for eksempel ved at beskatte særlig store indkomster og kapitalgevinster særlig stærkt og ved at bevare, respektive indføre eller genindføre formueskat.

Klimaindsatsen kan til en begyndelse finansieres med indtægterne fra transaktionsskatten. Fællesskabet skal kunne pålægge lande, som ikke lever op til fællesskabets målsætninger, at gøre dette mod til gengæld at kunne modtage støtte til nødvendige strukturforandringer.

Styrk institutionerne 
Alle disse initiativer kræver en styrkelse af de fælles institutioner, som imidlertid, hvis den gode vilje er til stede, ikke behøver at ske på bekostning af national myndighed eller stolthed. Det er langt mere løfterigt at være delagtig i en europæisk suverænitet end ved at klynge sig til forestillingen om en rent national suverænitet at gøre sig til offer for kræfter, som selv de mægtigste medlemmer af Unionen ikke kan tæmme alene, men som kun kan tæmmes – og derved gøres frugtbare - af alle medlemmer i fællesskab.

Bevidstheden herom er øjensynlig endnu kun i sin vorden. Et middel til at øge den er større information på tværs af grænser og sprog: en bredere - fri og kritisk! - pressedækning af fællesskabets problemer og handlinger, større fortrolighed med flere af fællesskabets sprog, større udveksling af skoleelever og studerende mellem landene.

I stedet for at satse på standardisering af alt bør der satses på at bringe variationerne i frugtbart samspil. Fremtiden ligger hverken i en åndløs standardisering eller i et brutalt kaos, men i samvirket mellem respekt for mangfoldigheden og stræben efter enhed.

debat@altinget.dk