Linea Søgaard-Lidell: Corona- og klimakriserne har vist, at det er muligt at skabe forandring i EU

Da jeg valgte at stille op til Europa-Parlamentet, mødte jeg mange, der spurgte, ”hvad jeg dog ville helt dernede”, og pointerede, at ”der er så få danskere, at man ikke har indflydelse”.

En af de mest fasttømrede idéer om vores europæiske parlament er bare stadig, at det er et hus, der måske mere skal ses end høres. Uden reel indflydelse. Et ”Mickey Mouse-parlament”, som den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher kaldte det engang.

Heldigvis må jeg konstatere, at drillerierne og fordommene er overdrevne. Det kan sagtens lade sig gøre at påvirke den store EU-maskine, også selvom man kun er ét ud af 705 medlemmer af det store parlament.

Noget af det første lovgivning, som landede på mit skrivebord, var EU’s klimalov, og selvom den blev forhandlet i et år, lykkedes det at få mit eget aftryk med hele vejen til den endelige tekst, som blev vedtaget i foråret 2021. I Europa-Parlamentet havde jeg nemlig foreslået, at alle fremtidige lovforslag fra EU burde vurderes ud fra deres effekt på klimaet. Den idé nåede hele vejen gennem forhandlingerne og betyder, at EU fremover skal tænke på klimaet, hver eneste gang vi laver ny lovgivning.

Ridser i lakken

Er alle fordommene om et tandløst Mickey Mouse-parlament så gjort til skamme? Ikke helt.

Jeg oplever stadig, at vi i Europa-Parlamentet på nogle områder ikke får den indflydelse, som burde være en selvfølge. Det gælder for eksempel for EU’s store corona-genopretningspakke, hvor vi har sat vigtige krav til, hvor mange penge der skulle bruges på grønne og digitale initiativer. Men da landene sendte deres planer ind til EU, holdt Ursula von der Leyen kortene tæt til kroppen.

Selvom Parlamentet havde fået til opgave at føre kontrol med pengene, kunne vi ikke få lov at se planerne. I stedet vurderede Kommissionen planerne i det skjulte og besluttede egenrådigt, om de skulle godkendes. Det går simpelthen ikke. Det er europæernes skattekroner, der betaler for corona-redningspakken, og vi er nødt til at have omfattende demokratisk kontrol med, hvordan de penge bliver brugt.

Vi står overfor en klimakamp

Den sidste halvdel af mandatet står i klimaets tegn. Det er nu, vi skal finde vejen til rent faktisk at nå vores nye klimamål og opfylde klimaloven. Jeg skal selv forhandle det stykke lovgivning, som giver alle EU-landene hver sit klimamål, som de skal nå fra 2021 til 2030, for at vi samlet set får reduceret CO2-aftrykket med mindst 55 procent.

Det bliver en svær kamp at få lande som Rumænien og Bulgarien til at bidrage mere til klimakampen – på nogle områder har de haft meget lave krav i forhold til lande som Danmark. Men hvis vi tager vores klimamål alvorligt, er vi nødt til at få alle lande til at komme på banen og indrette os sådan, at man ikke kan smyge sig udenom. Den kamp tager jeg gerne.

Heldigvis rykker EU virkelig på klimapolitikken lige nu. Vores vigtigste opgave er at overholde Parisaftalen, så den globale temperatur ikke stiger mere end halvanden grader. Det skal vi gøre på en måde, så vi bevarer en stærk og konkurrencedygtig økonomi i EU og sørger for, at EU bliver ved med at have en stemme globalt.

Under corona-krisen har vi set, at EU-lovgivning ikke behøver være et ekstremt tungt og mangeårigt projekt. Vi lavede en akut løsning med corona-genopretningspakken, og jeg har aldrig set en hurtigere lovgivningsproces, end da vi lavede det digitale covid-certifikat, der gør det nemt at vise coronapas på tværs af landegrænser. Dén handlekraft skal vi tage med os de næste to og et halvt år. Det har klimaet brug for.

 

Altinget har modtaget tilskud fra Europa-Nævnet til debatindlæg, der fremmer oplysning og debat i Danmark om EU. Alle indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning, og skal overholde de presseetiske regler.

debat@altinget.dk