Lad befolkningen bestemme

DEBAT: De Radikale vil lede befolkningen i forudbestemt retning via selektiv folkeafstemning om de danske EU-forbehold. Det er ansvarsløst. Befolkningen skal fuldt ud bestemme Danmarks forhold til EU.

Af Søren Bo Søndergaard (N)
Medlem af Europa-Parlamentet og Folkebevægelsen mod EU

På det radikale landsmøde i forrige weekend blev det endnu engang slået fast, at partiets flertal ønsker ”et opgør med de danske forbehold”.

Det er jo fair nok: De er 110 procent for EU og ønsker, at Danmark skal være fuldt og helt med i Unionen – totalt uden forbehold.

På den baggrund må landsmødets konkrete konklusion også undre. Nemlig afholdelse af folkeafstemninger om afskaffelse af forsvarsforbeholdet og en ændring af retsforbeholdet til en tilvalgsordning. Og ”gerne inden valget til Europa-Parlamentet i juni 2014,” som det hedder i udtalelsen fra landsmødet.

De Radikale i taktisk utakt 
Men hov! Hvis det ønske går i opfyldelse, så kommer Danmark jo ikke ”fuldt og helt” med i EU. Vi vil stadig stå uden for euroen og Den Europæiske Centralbank. Vi vil stadig være undtaget en pæn del af det retslige samarbejde, fordi der i Folketinget ikke er flertal for at ”tilvælge” os det. Og vi vil heller ikke være tilsluttet den bankunion og den finansunion, som måske allerede er på plads inden valget i 2014.

Hvorfor tør de radikale ikke spørge befolkningen om alle de udestående spørgsmål i EU-politikken? Hvorfor vil de kun spørge folk på de områder, hvor partiet tror, at de kan vinde et flertal for at overdrage mere magt til EU?

Efter min mening er det taktik af værste skuffe. Folkeafstemninger opfattes tydeligvis ikke som en mulighed for en bred folkelig diskussion og en demokratisk afgørelse af, i hvilken retning Danmark skal gå. I stedet er befolkningen reduceret til stemmekvæg, som skal ledes i en forudbestemt retning.

Befolkningen skal bestemme vores fremtid i EU
Men det er værre endnu. For er det ikke dybt uansvarligt at lade den danske politik flyde i forhold til så vigtige spørgsmål som den fælles mønt og i forhold til den aktuelle opbygning af en stadig tættere Union – blot fordi man ikke tør spørge vælgerne af frygt for svaret?

Derfor er jeg for, at vi beder befolkningen afklare vores forhold til EU. Vil vi i det hele taget være med? Og hvis ja, vil vi så være med i euroen, i den fælles retspolitik, i den fælles militærpolitik, i finanspagten – eller ønsker vi at bevare vores undtagelser.

Helt ærligt: Jeg er dødtræt af taktisk spilfægteri om Danmarks fremtidige placering i Europa. Lad dog befolkningen gennem en række folkeafstemninger bestemme. Det kan passende ske, når vi alligevel skal til stemmeurnerne ved valget til EU-Parlamentet i 2014. 

Forrige artikel Er UK ved at løsrive sig fra EU? Er UK ved at løsrive sig fra EU? Næste artikel EU's budget kræver et bredt europæisk fokus EU's budget kræver et bredt europæisk fokus