Er UK ved at løsrive sig fra EU?

ANALYSE: Storbritannien melder sig næppe ud af EU. Men en anselig del af den konservative fløj kræver, at premierminister David Cameron overholder sit løfte om en skarpere linje i parties EU-politik. Det fortæller Ole Helmersen, lektor ved CBS.

Af Ole Helmersen
Lektor ved CBS med speciale i britiske politiske samfundsforhold

Hvis man overfladisk iagttager den britiske EU-debat, kunne man få det indtryk, at Storbritannien er på vej til at melde sig ud. Det er ikke overraskende, at i en periode, hvor euroen og EU som sådan er i en alvorlig krise, bliver debatten i de EU-lande, hvor EU-skepsissen nok traditionelt har været stærkest, også skarpere end i andre lande.
 
Under overfladen
Hvis man imidlertid kigger lidt grundigere under overfladen, bør det stå klart, at Storbritannien næppe er på vej ud af EU. Der er to spor i den britiske EU-debat. På den ene side debatten, som den udspiller sig i ikke mindst den populistiske tabloidpresse. I det regi forspildes ingen chance til at kritisere EU, og en del politikere fra De Konservative og UKIP (United Kingdom Independence Party) benytter gerne disse til at fremføre deres EU-skeptiske eller direkte EU-fjendtlige synspunkter. Hvis man kun følger den debat, kan man nemt få det indtryk, at det kun er et spørgsmål om tid, før Storbritannien forlader den klub, der grundlæggende, i de kredse, anses som værende til skade for landets interesser.

Det andet spor er en mere seriøs politisk debat, som udspiller sig især inden for Det Konservative Parti; en debat, som giver den siddende premierminister og konservative partiformand, David Cameron, store problemer; som truer hans autoritet og lederskab og kan ende med at bidrage til, at han taber næste parlamentsvalg i 2015.

Folkeafstemning om EU-forhold?
Der er ingen tvivl om, at en ret stor del af de nuværende Konservative parlamentsmedlemmer mener det alvorligt, når de ønsker Storbritannien ud af EU eller i det mindste en genforhandling af nogle af de fundamentale elementer i medlemskabet. De forlanger derfor en folkeafstemning om Storbritanniens forhold til EU snarest muligt. I oktober 2011 så man alvoren i dette, da ca. 90 af David Camerons egne i parlamentet stemte imod partilinjen i et spørgsmål om netop en folkeafstemning. 90 er mange, men dog stadig under en tredjedel af samtlige.

Ligesom lederne af de to øvrige store partier i parlamentet lovede også David Cameron en folkeafstemning om EU i De Konservatives valgprogram frem mod parlamentsvalget i 2010 – hvis der blev tale om yderligere afgivelse af suverænitet fra Storbritannien til EU, og han lovede allerede frem mod 2005, hvor han blev valgt til Konservativ partiformand, at køre en hårdere linje i partiets EU-politik. Det er de løfter, som en stadig mere ’krigeriske’, og som en stor fløj i hans parti nu kræver, at han indfrier, og det er derfor, at den politiske debat om emnet forekommer skarpere end tidligere.

De Konservatives EU-fodspor 
Selv om EU-debatten også tidligere har været skarp hos De Konservative, har det været Konservative regeringer, der har taget afgørende skridt i Storbritanniens forhold til EU. Fra indmeldelsen i 1973 over tilslutning til det Europæiske Monetære System i 1990 til ratificering af Maastrichttraktaten i 1991. Det er fortsat, trods løfter om folkeafstemninger, en del af regeringsgrundlaget for Storbritanniens nuværende koalitionsregering af Konservative og LiberalDemokrater, at Storbritannien fortsat vil spille en positiv rolle i Europa og i EU.

Så britisk udmeldelse af EU ligger næppe lige om hjørnet.

Forrige artikel Venstre og DF: Hold fingrene væk! Venstre og DF: Hold fingrene væk! Næste artikel Lad befolkningen bestemme Lad befolkningen bestemme