Kun en grøn landbrugsreform kan skabe bedre rammevilkår

DEBAT: Det er fejlagtigt at tro, at en svækkelse af indsatsen over for vores natur vil skabe bedre rammevilkår for landbruget. Tværtimod. Kun en grøn landbrugsreform kan skabe bedre rammevilkår for danske landmænd, mener Christel Schaldemose (S), medlem af Europa-Parlamentet.

Af Christel Schaldemose
Medlem af Europa-Parlamentet (S)

Jeg taler jævnligt med danske landmænd og med folk, der repræsenterer dem. Og jeg tager ofte imod besøgsgrupper fra landbrugsskolerne i Danmark, når de er på besøg i Europa-Parlamentet. Mange emner er til debat: landbrugsstøttens størrelse og indretning, dyrevelfærd, antibiotika-forbruget, miljøkravene og så videre. Jeg oplever i stigende grad, at alle disse emner bliver samlet under hatten "rammevilkår".

De danske bønder vil gerne have de samme rammevilkår som deres tyske kolleger. Isoleret set er det jo meget forståeligt. Hvis jeg ikke skulle se på konteksten af mit arbejde, så kunne jeg da også drømme om at få det samme i løn for mit arbejde, som mine rumænske kolleger får for deres indsats i Europa-Parlamentet.

Men virkeligheden er en anden. Vilkårene er forskellige, selv om vi har et indre marked for landbruget. For eksempel er vores skatteniveauer ikke ens, købekraften er ikke den samme, og borgernes sundheds- og sygehustilbud er forskellige fra land til land. Sådan kunne jeg blive ved. Derfor er der intet mærkeligt i, at vilkårene samlet set for landmændene er forskellige. Forskellene gør jo blandt andet, at danske landmænd kan sælge deres kød til Japan. Japanerne vil ikke have kød fra hvilket som helst land i EU, fordi der er forskel på produktionsmåden, på kontrollen, på sikkerheden. Alt sammen elementer, der bidrager til de danske rammevilkår.

Svært at finde fælles fodslag
Når det er sagt, så er der bestemt ting, vi kunne gøre for at udligne eller reducere forskellene. Vi kunne forsøge at sikre en mere ensartet og hurtig implementering af EU-reglerne. Vi skal presse EU-Kommissionen til at sikre, at alle medlemslande gør deres for at efterleve vores fælles krav om staldbyggeri, miljøkrav og meget andet. Lige nu ser det desværre ud til at trække i en forkert retning. Vi er pt. i gang med at gennemarbejde de 7415 ændringsforslag, der er stillet i Europa-Parlamentet til reformen af EU's landbrugspolitik. Det er svært at finde fælles fodslag - i hvert fald for de forslag, som trækker i en fornuftig, grøn og brugbar retning.

Flertallet i Landbrugsudvalget ønsker som minimum at fastholde landbrugsstøtten på det nuværende niveau. Desuden vil flertallet også udvande de få, nye grønne elementer, der er i Kommissionens forslag. Det er en meget trist udvikling, som først for alvor vil svække dansk landbrugs rammevilkår. Ingen forestiller sig vel, at Folketingets flertal vil tillade, at der dyrkes endnu mere intensivt, end der gøres i dag? Tværtimod. Randzonerne er jo et eksempel på det modsatte. Derfor burde alle gode kræfter, der arbejder med landbrugspolitik i Danmark - uanset om det er på hjemmebane eller i Bruxelles - kæmpe hårdt for så meget "grønning" som muligt.

Det er fejlagtigt at tro, at en svækkelse af indsatsen over for vores natur kan skabe bedre rammevilkår for dansk landbrug. Nej, det handler i stedet om at gøre landbrugsreformen så grøn som mulig - kun på den måde kan vi indskrænke rammevilkårs-kløften på en fornuftig måde.

Forrige artikel EU-kamp om politiske visioner og markedets realiteter EU-kamp om politiske visioner og markedets realiteter Næste artikel Fredsprisen uden fred Fredsprisen uden fred