Har Serbien viljen?

Af Ismar Dedovic
Historiker og Balkankommentator

Så fik Serbien endelig sin blåstempling af EU: I sidste uge fik landet tildelt status af kandidatland til Unionen. Dette er umiddelbart en glædelig nyhed, for det giver håb om, at en normalisering af Balkan for alvor er undervejs, idet endnu et land fra det tidligere Jugoslavien nu kan påbegynde reformprocesser, der kan stimulere økonomien og sikre en bedre fremtid for dets borgere.

Dog blinker en række advarselslamper ikke for langt ude i horisonten. En række kommentatorer i regionen har påpeget, at selvom tildelingen af kandidatstatus er med til at styrke Serbiens position på den "europæiske vej", så bliver vejen frem langtfra nem.

Serbiens videre færd mod Unionen vil afhænge af to overordnede ting: EUs evne og vilje til at holde fokus fast på Serbien og Balkan og Serbiens evne og vilje til at gennemføre de nødvendige tiltag, som kan europæisere landet.

Udfordringerne
I dette øjeblik kæmper Serbien med følgende store udfordringer:

1. En skrantende økonomi, der gør livet stadig hårdere for landets borgere. Visse egne af Serbien er så hårdt ramt, at det kan føre til total økonomisk kollaps og - ifølge visse eksperter - endda udløse sult.

2. Korruption! Korruptionen kan være en effektiv bremse på alle de reformer, det forventes, at Serbien skal gennemføre, og som mange af Serbiens borgere også ønsker gennemført.

3. Forholdet til nabostaterne: Serbien har lige nu mere eller mindre problematiske forhold til samtlige af sine nabostater. Ud over de kendte problematikker i forholdet til Kosovo, Montenegro og Bosnien-Hercegovina, så er der uløste stridigheder med Ungarn og Rumænien omkring mindretalsbefolkninger, med Kroatien omkring krigsforbrydere og organiseret kriminalitet etc.

I de fleste af disse er Serbien ikke ene om at skabe problemet, men da de fleste af nabolandene har en stærkere forhandlingsposition, vil det i sidste ende være Serbien, der taber på uløste konflikter. Rumæniens trussel om at blokere for tildelingen af kandidatstatus til Serbien grundet bekymring for det rumænske mindretals situation i Serbien er et udmærket eksempel på dette.

Hvor er viljen?
Har Serbien evnen og viljen til at løse disse udfordringer? Ja, evnen har man sikkert. Dette har man vist i flere omgange, fx under den nu afdøde premierminister Djindjics regeringstid, da Serbien rykkede sig hurtigt væk fra Milosevic-tidens politik. Siden da synes viljen dog at have manglet, og den politiske elite i Serbien synes mest optaget af at holde sig på magten og ikke genere vælgerne for meget. Selv den angiveligt pro-vestlige præsident Boris Tadic har kun leveret resultater, når han blev presset af EU eller USA.

Tadics succes i forhold til EU skyldes ligeså meget EUs evne til at slække på kravene over for Serbien og holde den pro-vestlige kandidat på magten. De virkelige fremskridt har fundet sted, når enkelte EU-lande stædigt holdt fast i de krav, som man stillede. Det bedste eksempel på dette er Hollands modstand mod at give Serbien kandidatstatus, før Mladic og Hadzic var i Haag.

Serbien skal presse hårdt
Flere kommentatorer i Serbien har siden peget på, at Tysklands hårde linje i Kosovo-spørgsmålet var inspireret af Hollands ditto i forhold til Mladic og Hadzic, hvilket i sidste
ende førte til en art løsning af striden mellem Beograd og Pristina. Dette betyder ikke, at Tadic er særlig korrupt eller "ond", men blot at han ønsker at opnå mest muligt for mindst
muligt arbejde, hvilket er et generelt træk ved politikere på Balkan.

Det er altså vigtigt, at EU vedbliver med at presse Serbien - og alle de andre lande fra ex-Jugoslavien - til at gennemføre reformer og levere konkrete resultater, for ellers vil dette ikke ske. EU har evnen til dette, selv i en tid hvor Unionen er presset fra mange sider. Om EU
omvendt har viljen til at udøve presset og overvåge regionen nøje, har vi endnu til gode at se.

debat@altinget.dk