Et minde om fortiden

Af Per Stig Møller
Udenrigsordfører og fhv. udenrigsminister (K)

EU kaldes fredens og frihedens projekt. Det er bare en betegnelse, der ikke siger de unge i dag særlig meget. For i Europa har vi jo fred og frihed. Men det har vi kun haft de sidste 60 år i det oprindelige EF-område og kun de sidste 20 år i de nye medlemslande i Baltikum og Østeuropa. Dette minder den nye danske film "Hvidstengruppen" om.

Modstandsarbejdet
Den så jeg i aftes i Allerød Bio. Salen var fuld. Det er første gang, jeg har oplevet dette i denne lille, gode biograf. Men det er også først nu, at de små biografer uden for de store byer kan vise de nye film og dermed trække os til huse, mens der tales om dem. Det skyldes den digitalisering, som netop har fundet sted. Som kulturminister havde jeg fornøjelsen af at afsætte et støttebeløb til denne digitalisering, og eksemplet i aftes viste, at ideen med den fungerer. Kulturpolitik er konkret og giver konkrete resultater. Det er nemlig vigtigt, at vi i hele landet kan forholde os til og opleve de nye kulturprodukter. Det gavner kunstnerne, producenter og alle kulturinteresserede uden for de store byer. Efter forestillingen kan disse nu slippe for at stå og vente på de kolde stationer og sidde i de ucharmerende togvogne med ølflasker rullende mellem benene. Herefter glæder jeg mig til Thatcher-filmen, som følger lige efter i Allerød Bio.

Filmen om Hvidstengruppen er en fornem fortælling om konkrete menneskers overvejelser og følelser i forbindelse med den svære beslutning om at gå ind i det farefulde modstandsarbejde. Det er ikke en klassisk krigsfilm med skyderier og løben rundt med tyske soldater i hælene. Det er en film om bekymringer, beslutninger, mod, frygt, angst, sorg, død og viljen til at gøre den indsats, der forekom dem nødvendig.

Historiens sus
Modstand og sabotage blev sat i gang rundt omkring i landet af "almindelige" borgere, der følte, at nu var nok nok. I Hvidstengruppens tilfælde var det kroejeren Marius Fiil, der blev kontaktet af godsejer Flemming Juncker, som godt kunne have været med i filmen i stedet for den glade ven Thorup fra Randers. Marius Fiil samlede sin familie og venner om opgaven, der bestod i at sørge for en nedkastningsplads og modtagelse af nedkastede våben og faldskærmsfolk. Den ene af disse blev siden taget af tyskerne og angav under forhøret Hvidstengruppen. Dermed blev det første og væsentlige kapitel i den danske modstandskamp bragt til afslutning. Fra marts ´43 til marts ´44 fik de modtaget og spredt så meget materiel, at det i betydelig grad medvirkede til at øge og skærpe den danske sabotage.

Den 4. januar ´44 blev Kaj Munk dræbt af besættelsesmagten. Den 29. juni ´44 blev otte fra Hvidstengruppen henrettet. Besættelsesmagtens brutalitet skærpede den danske forargelse og intensiverede den folkestrejke, som netop var brudt ud i København den 26. juni.

Tæt på livet
Er alt dette ikke fortid? Jo, heldigvis. Er det da stadig værd at beskæftige sig med denne fortid? Ja, naturligvis. For det første fordi et folk aldrig må glemme sin historie. For det andet fordi historien blev skrevet af levende mennesker, der ikke kunne ane, hvad deres handlinger reelt ville føre til. Hverken for dem selv eller for andre. Det foreholdes gruppen da også i filmen af de mere skeptiske naboer. For det tredje fordi enhver tid har sine udfordringer, som man personligt skal tage stilling til, hvad man skal stille op med. Skal man være aktiv eller passiv? Hvornår må man selv handle, selv om handlingen frarådes af alle de klogere og forsigtigere mennesker? Det var dette, Kaj Munk forholdt sig til i et digt med ordene:

"De gamle syge mænd blev ved at lalle/ at bjerge liv og lemmer er det vigtige/ Helt ind i døden hørte vi dem ralle/ åh vær forsigtige".

Nødvendig dannelse
Hvidstengruppen smed forsigtigheden over bord og fandt noget vigtigere end at bjerge liv og lemmer. Det var takket være mænd og kvinder som dem, at Danmark efter krigen ikke fik status af et land, der samarbejdede med Nazi-Tyskland, men som et land, der kæmpede sammen med de allierede mod tyskerne.

De fortjente denne film, og filmen fortjener, at vi ser den.

Den overbeviser om, hvor nødvendig dannelsen af Det Europæiske Fællesskab/Den Europæiske Union er. I dag er en sådan krig mellem europæiske lande utænkelig, og ingen kan forestille sig tyske soldater i Danmark og tyske domstole, der dømmer danskere til døden. Filmens slutscene, hvor den dødsdømte Fiil omfavner den tyske soldat, fordi han ikke har noget imod tyskeren, men mod besættelsesmagten, er måske opdigtet, men den peger frem mod det frie og fredelige Europa, vi bl.a. takket være ham og hans gruppe nyder så godt af.

debat@altinget.dk