EU's magt bygger på løgn

Af Morten Messerschmidt
Cand. jur. og Medlem af Europa-Parlamentet (DF)

De fleste husker, at afstemningen i 1972 om EF handlede om højere baconpriser og billigere vaskemaskiner. Mange vil mindes, hvordan daværende statsminister Jens Otto Krag forsikrede, at Danmark på alle væsentlige områder ville bevare sin selvstændighed. Og nogen vil måske huske løfterne om, at samarbejdet hverken ville anfægte vor social- eller arbejdsmarkedspolitik. Udviklingen har vist det modsatte.

Et løgnagtigt grundlag
Om danskerne ville have stemt anderledes, hvis de havde fået sandheden at vide dengang, kan ingen sige. Men at kampagnen i 1972 blev ført på et løgnagtigt grundlag, er uomtvisteligt. I Danmark har vi været velsignet af flere folkeafstemninger op gennem det 20. århundrede - noget som de færreste andre europæere har fået tilbudt. Men hvad er frie valg værd, hvis politikerne har sat sig for ikke at fortælle sandheden?

Det har fra start af været det drivende ønske i EF-samarbejdet at skabe en stadig snævrere union. Det har stået sort på hvidt i traktaterne fra 1957 og således også, da Danmark meldte sig ind i 1973. Politikerne har hårdnakket nægtet, at udviklingen skulle gå i den retning.

Men kendsgerningerne taler for sig selv. Endog i dag holder politikerne sig ikke for fine til at lyve, bedrage og skalte med retsprincipper. Derfor noterer jeg mig med tilfredshed, at den danske regering nu ved domstolene skal forsvare sin beslutning om at ratificere Lissabontraktaten uden at holde folkeafstemning. Det er godt, at de ansvarlige stilles til regnskab. Desværre kan 70ernes politikere ikke stilles til regnskab for deres løgne. Men vi kan lære af dem. Og forhåbentligt kræve den tabte suverænitet tilbage.

Danskerne bliver ikke spurgt
Langt hovedparten af danskere - herunder mig selv - ønsker et praktisk samarbejde i Europa. Det var, hvad vi fik stillet i udsigt i 1972. I dag har vi et ideologisk, føderalt, overnationalt samarbejde, hvor borgere og demokratiske retsprincipper er sat til side.

Havde danskerne kendt til disse forhold i 1972, var det næppe endt med et ja. Og i dag er det for sent - for i dag spørger politikerne ikke længere befolkningen til råds.

Det har vi senest set i forbindelse med finanspagten, som den nuværende regering har valgt at underskrive uden at spørge danskerne til råds. Uanset om der er suverænitetsafgivelse eller ej, er vedtagelsen af finanspagten et emne, som burde diskuteres i åbenhed med danskerne, i stedet for at underskrive noget, som vores egen statsminister ikke engang forstår sammenhængen eller konsekvenserne af.

Tabt suverænitet
EU har løbende frataget Danmark suverænitet. Lige siden 1972, hvor den daværende statsminister Krag beroligede danskerne med ordene: "De ændringer af dansk lovgivning, som et medlemskab af EF nødvendiggør, er ikke særlig omfattende, hverken hvad angår samarbejdets omfang eller karakter", hvorefter Krag med statsmandsattitude slog fast, at Danmark bevarer sin selvstændighed på "alle vigtige områder".

I dag kan man naturligvis diskutere, hvad der er vigtige områder. Men for få år siden dokumenterede Professor Marlene Wind, at op mod 80 procent af lovgivningen inden for visse ministerier i dag kommer fra EU. Det betyder, at en række af vore ministre i dag reelt blot er administratorer for Bruxelles. Hvordan dette kan forenes med betragtningen om, at alle væsentlige områder fortsat er under dansk suverænitet, er forunderligt.

debat@altinget.dk