EU er nationalstatens redning
DEBAT: Historien viser, at krise fik de nationale politikere til at indgå samarbejde i EU, konstaterer professor Thorsten Borring Olesen. Et øget samarbejde mellem de europæiske lande er nødvendig for at imødegå fremtidens udfordringer.
Af Thorsten Borring Olesen
Professor i Historie, Aarhus Universitet
I moderne europæisk historie er den europæiske integrationsproces i form af dannelsen af EF i 1958 og senere EU i 1993 helt afgørende knudepunkter. Det er de, fordi udviklingen af disse samarbejder rokkede afgørende ved den statslige organisationsmodel, som Europa havde udviklet over de foregående 5-700 år.
Den statslige organisationsmodel var først blevet udviklet gennem oprettelsen af såkaldte territorialstater i den første halvdel af perioden, som senere igen i den sidste del videreudviklede sig til egentlige nationalstater.
Nationalstatens redning
Den europæiske integrationsproces brød ikke med det statslige organisationsprincip. Tværtimod argumenterer en hel skole af historikere for, at integrationsprocessen blev de vesteuropæiske nationalstaters redning efter den legitimationskrise, som de (fleste) havde oplevet med den økonomiske krise i 1930'erne og Anden Verdenskrig.
Krisen havde de håndteret dårligt, hvilket bl.a. var med til at bane vejen for diktaturer som Hitlers, og Anden Verdenskrig havde de fremprovokeret gennem deres rivaliseringer.
Men redningen havde en pris, og den bestod i, at den statslige magtudøvelse nu blev suppleret med en overstatslig dimension med base i EF/EU's institutioner. Magtudøvelsen kom til at foregå i overlappende mønstre og strukturer - ikke helt ulig det man kendte i middelalderen før territorial- og nationalstaternes dannelse.
Dette var ikke helt uproblematisk af mange grunde, men ikke mindst fordi nationaliseringen af de europæiske befolkninger var lykkedes så godt, at de undertiden havde svært ved at acceptere overførslen af suverænitet til de europæiske institutioner. Denne vanskelighed er kun blevet forstærket i de seneste par årtier, hvor EU i stigende grad også er blevet et politisk samarbejde.
Legimitationskrise
Spørgsmålet er derfor, hvorfor mange regeringer i dag fortsat accepterer og støtter integrationsprocessen. Det kræver historiske forklaringer. Som nævnt havde integrationsbestræbelserne oprindelig rod i statens legitimationskrise i 1945 efter krise og krig.
Men denne legitimationskrise afspejlede i virkeligheden et større historisk problem, nemlig at Europa økonomisk og politisk havde mistet positionen som verdens førende magtcentrum.
Det var sket i en gradvis proces gennem første halvdel af det 20 århundrede og kom helt symbolsk til udtryk under den kolde krig, hvor de europæiske magter mistede kolonierne og blev opsplittet i et Vest- og et Østeuropa, som kom til at indgå som klientområder hos de nye supermagter USA og Sovjetunionen.
Den europæiske integrationsproces - som i øvrigt under den kolde krig blev stærkt promoveret af USA - var et forsøg på at imødegå (Vest)Europas fald ved at skabe et mere sammenhængende Europa baseret på et stort marked og efter den kolde krig - hvor USA's europainteresse har været klart dalende - også et sammenhængende politisk Europa med henblik på at ruste det til at kunne klare politiske udfordringer i sit eget rum (krigen i Jugoslavien var en dyr erfaring) og lade sin stemme høre i en stadig mere globaliseret verden.
Mere politisk integration
Men Europa er delvis lammet i denne proces, fordi de europæiske institutioner ikke vil og kan være effektive uden folkelig legitimitet og derfor heller ikke vil være gearet til at klare fremtidens udfordringer.
Ser vi blot et par årtier frem - måske endda kortere - vil verdenspolitikken blive afgjort i et fredeligt eller mindre fredeligt samspil mellem nye stormagter som Kina, Indien, Brasilien, måske Rusland og et par stykker til samt naturligvis USA, som fortsat vil være dominerende langt ind i det 21. århundrede.
Hvis Europa ikke vil stille sig tilfreds med at blive parkeret på sidelinjen, peger dette scenario på, at Europa må fremtræde mere samlet. Udfordringerne kan ganske enkelt ikke håndteres enkeltvis af de europæiske nationalstater.
Nationalstatens mentale panser
Derfor må der arbejdes stærkt på at sikre større folkelig opbakning til et Europa baseret på demokratisk-føderale organisationsmodeller med nye balancepunkter mellem det nationale og overnationale.
Dette kan imidlertid kun ske, hvis politikere og borgere indser, at velfærd og sikkerhed ikke længere først og fremmest kan og skal varetages på nationalt grundlag.
Men at drive den pointe hjem bliver svær. Nationalstatens mentale panser er nemlig så solidt forankret i europæernes sind, at Europa i det 21. århundrede risikerer blot at vende endnu en side i den historiske forfaldsfortælling, som indledtes i det forrige århundrede.
Sådan bekæmper vi arbejdsløshed for unge
EU's magt bygger på løgn
