EU's krise og dens politiske følgevirkninger

Af Thomas Pedersen
Lektor, Ph.D. ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, og forsker i europæisk integration, international politisk ledelse og politik og kultur.

For få uger siden udtalte den franske præsident, Francois Hollande, at EU´s finanskrise set med hans øjne var overstået. Jeg vil mene, at han i nogen grad har ret. Spørgsmålet er så, hvordan krisen har påvirket – og vil påvirke - EU's integration?

Udskudte reformtanker
Den første iagttagelse, man i den forbindelse kan gøre, er, at – som kommissionspræsident Barroso har erkendt – den økonomiske bedring også svækker presset for mere radikale reformer i EU, herunder traktatændringer.

Det bliver sværere for blandt andet tyske politikere at bruge kriseretorik til at begrunde nye føderale tiltag. Det betyder ikke, at sådanne reformtanker er passé – den føderale union er langtfra ”stendød” – snarere bliver de udskudt. 

Fortsat ØMU-succes for Tyskland
Tysklands ”europatræthed” skal ikke overvurderes. Nok er der bekymring ved udsigten til en ”latiniseret” europæisk centralbank, hvor Tyskland oftere nedstemmes (det sker allerede). Men økonomisk er ØMU-en fortsat en kæmpesucces for Tyskland, den har positive afledte effekter for Tyskland, og der er ikke nogen stærk EU-modstand i Tyskland.

Det er også tydeligt, at der er selvforstærkende tendenser i den finansielle integration – man kan så at sige vanskeligt sige A uden også på et tidspunkt at sige B.

Problematisk pragmatisk problemløsning 
Der er ganske vist en tendens til, at man i stigende grad finder pragmatiske, uformelle løsninger på de økonomiske og sociale problemer i EU, for eksempel gennem konkrete strukturforbedringer inden for Euro-zonen med dens 17 medlemmer. Van Rompuy foreslog for eksempel i efteråret oprettelsen af et separat euro-zone-budget.

Problemet er, at mens mange økonomiske tiltag kan gennemføres uformelt, er det sværere at se, hvordan en sideløbende styrkelse af de politiske og demokratiske strukturer kan ske uden ændringer i de formelle strukturer. Og i sluterklæringen fra EU-topmødet i december hedder det blandt andet, at "… yderligere integration af politikudformningen og større samling af kompetencer skal ledsages af en tilsvarende inddragelse af Europa-Parlamentet”. Man kan godt regne med, at Europa-Parlamentet og dets allierede i de nationale hovedstæder vil vide at holde regeringerne fast på disse løfter.

Polarisering og føderalisering
En anden tendens er polariseringen mellem EU-kernen og ”udegruppen”, herunder særligt Storbritannien. Jeg mener ikke, man skal undervurdere muligheden for en hel eller delvis britisk udtræden af EU, og træder UK først ud i randen af EU, bliver der åbnet op for en egentlig føderalisering af den europæiske økonomi, som er det, markederne i øjeblikket presser på for.

En detalje – en meget sigende detalje – som gjorde et stort indtryk på mig, var, da jeg sidste år hørte David Owen, forhenværende britisk udenrigsminister og grundlægger af det meget EU-venlige midterparti SDP, udtale i Overhuset, at efter hans mening var en britisk udtræden af EU noget, man burde tage alvorligt som en mulighed – og man hørte ham også stilfærdigt tilføje, at det måske heller ikke var det værste, der kunne ske – og det vel at mærke sagt af den politiker, som for 30 år siden brød med Labour på netop EF-spørgsmålet.

debat@altinget.dk