Hvorfor bekymre sig om stigende ulighed?

Af Maria Jepsen
Direktør for forskningsafdelingen hos ETUI 

Det næste Europæiske Råd og det sociale trepartstopmøde finder begge sted den 1. og 2. marts. Under topmødet vil finanspagten blive underskrevet, og den første fase af Det Europæiske Semester (medlemsstaternes koordination af økonomi) afsluttes. Vækst og jobskabelse vil igen være på dagsordenen, da begge dele trænger på som centrale emner for flere og flere medlemsstater.

Fokus på beskæftigelse og vækst er en reaktion på den hårdnakkede, høje og voksende ledighedsprocent i de 27 EU-lande og de dystre økonomiske udsigter for 2012. Stramninger ser ikke ud til at gøre noget godt for nogen af dem. I december 2011 oplevede ledigheden en rekordhøjde på 9,9 % i de 27 EU-lande - fra 4 % i Østrig til 23 % i Spanien.

Ledighed er allestedsnærværende
Meget få lande i EU kan for nærværende sige, at ledighed ikke er et reelt problem og nægte, at der skal gøres noget for at øge beskæftigelsen og sænke ledigheden. Når det er sagt, ser det imidlertid ud til, at der gøres meget lidt taget problemets omfang i betragtning.

Ifølge konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 30. januar skulle der kunne frigøres 82 mio. Euro i ubrugte EU-midler som en hjælp til jobskabelse, især for unge, men samtidig besluttede rådet med ansvar for beskæftigelse, social- og arbejdsmarkedspolitik, sundhed og forbrugerpolitik medio februar, at retningslinjerne for beskæftigelse i Europa 2020-strategien skulle forblive uændrede, selv om der ligeledes blev annonceret en beskæftigelsespakke for foråret 2012. 

Det er vanskeligt at tro, at snakken om at øge beskæftigelsen er andet end gammelt nyt fra struktur- og arbejdsmarkedsreformerne, som vi har set over de seneste par år - foranstaltninger, der ikke vil hjælpe meget på kort sigt. Men annonceringen af en beskæftigelsespakke skaber imidlertid håb om, at mere kortfristet politik baseret på efterspørgsel efter arbejdskraft vil blive fremmet.

Stor bekymring for ulighed
I mellemtiden sætter befolkningerne i Europa ord på deres utilfredshed og bekymringer, ikke alene om arbejdsmarkedets udsigter, men ligeledes med hensyn til hvordan regeringer håndterer uligheder og fattigdom i deres respektive lande.

Ca. 65 % af EU-borgerne mener, at ulighed håndteres dårligt i deres land (tallet ligger på ca. 55 % for den danske befolkning). I de 27 EU-lande mener 45 % af befolkningen, at situationen er forværret over de seneste 5 år; i Danmark er tallet ca. 35 %. Endelig mener 90 % af befolkningen i de 27 EU-lande, at indkomstforskellene er for store (i Danmark er tallet på ca. 65 % i henhold til Eurobarometer nr. 370).

Der er som følge heraf en stigende fornemmelse af, at den voksende ulighed i de fleste EU-medlemsstater er problematiske og ikke håndteret ordentligt. Det burde ikke være nogen overraskelse, da ulighed længe har været anset som værende af mindre betydning, idet det vurderes, at fordelene ved vækst skulle spredes og komme samtlige grupper og individer i samfundet til gode. En række nylige undersøgelser har imidlertid vist, at denne antagelse ikke var berettiget, idet ulighed, herunder navnlig indtægtsforskelle, er vokset i EU-medlemsstaterne og særligt hurtigt i de nordiske lande.

Ringere forhold på arbejdsmarkedet
Danmark har, navnlig over de seneste 15 år, udviklet sig fra at være ét af de lande med de mest lige indtægter til at ligge tæt på de 27 EU-landes gennemsnit. Den stigende ulighed skyldes arbejdsløshed, usikre ansættelsesforhold og mindre effektive sociale ydelser for personer i de lavere indtægtsgrupper, men også væksten i kapitalindkomst og lavere skatter for de højtlønnede. Dette bør der fokuseres på i enhver vækst- og jobskabende strategi; det vil medføre en noget anden tilgang til den politik, der er fulgt over de seneste 15 år med hensyn til økonomisk politik og arbejdsmarkedspolitik.

Dette indebærer, at tendensen til at deregulere og øge fleksibilitetsbehovene skal revideres, og at der skal tages højde for ulighedens flerdimensionale natur, der har fundet fodfæste i de europæiske samfund. For ulighed opleves ikke kun med hensyn til stigende indtægtsforskelle, men ligeledes  inden for uddannelse, sundhed, adgang til social beskyttelse og fremtidsudsigter.

I 2012-udgaven af Benchmarking Working Europe opsummeres dette flerdimensionale og divergerende billede af ulighed i Europa, og den advarer om, at den aktuelle kurs underminerer den politik og de institutioner, der gjorde Europa til et lige og rigt samfund.

Folket ønsker lighed
Befolkningerne i Europa fortæller politikerne, at de har interesse for lighed. De fortæller, at politikerne nu skal vise, at vækst- og jobskabelse ikke vil ske på bekostning af et endnu mere ulige samfund og mindre social samhørighed.

Det, som Europa har brug for, er en dagsorden, der bygger på ønsket om et vidtfavnende og retfærdigt samfund - både i og på tværs af landene i EU. Denne type dagsorden kunne skabe de rigtige rammer ved at sørge for sikkerhed til befolkningen såvel som de finansielle midler, der er nødvendige for investering i fremtiden.

debat@altinget.dk