Er euroen reddet?

Af Rina Ronja Kari
Talsperson ved Folkebevægelsen mod EU

I sidste uge slog EU-præsident Herman Van Rompuy fast, at NU var euroen reddet - og faktisk var der flere lande, som ønskede optagelse i euroen, og ingen var på vej ud.

Nu er det jo ikke første gang, at EU-lederne fastslår, at nu er alt godt, og man behøver ikke spekulere mere over, om euroen bliver splittet op.

Og også denne gang må man konstatere, at det er meget muligt, at alting går godt oppe i Rompuys hoved, men det er vist så også det eneste sted, hvor ting ser lyserødt ud.

Faktisk blev der sagt præcist det samme sidste år på denne tid, at nu var euroen reddet, og så viste det sig alligevel, at der var store problemer.

Problemet er ikke løst
Og sandheden er jo, at der til stadighed kommer nye deprimerende tal fra eurozonen. Især arbejdsløshedstallene er jo dybt deprimerende, og det er, som om at EU slet ikke vil anerkende, at i takt med at der kommer flere arbejdsløse, og der kommer flere offentlige nedskæringer, så vil økonomien også skrumpe i EU-landene.

Problemet er blandt andet, at når man måler underskuddet og gælden i procent af BNP, kan man næsten ikke undgå, at den vil stige (især gælden), når man skærer ned - for så bliver BNP jo mindre, og dermed udgør gælden en større procentdel.

Det betyder så yderligere nedskæringer og endnu flere arbejdsløse.

Der kan heller ikke herske tvivl om, at spørger man befolkningerne i for eksempel Grækenland, Spanien eller Italien, så er problemet langtfra løst - der meldes om humanitær krise i Grækenland, og arbejdsløsheden er eksploderet.

Virkeligheden ser fortsat dyster ud
Når Rompuy mener, at det hele går godt, så er det selvfølgelig, fordi det efterhånden er lykkedes for EU at overtage magten over den økonomiske politik i de enkelte EU-lande (og i Danmark). Og der er heller ikke tvivl om, at når man tager så forskellige økonomier og forskellige lande og samler dem i én møntunion, så må den naturlige følge være, at man skal samkøre økonomierne - ellers vil der ske en splitning.

Det overraskende er ikke, at det er resultatet, men det demokratiske problem er, at man ikke ville indrømme det fra start, og at befolkningerne stort set ikke har været taget med på råd.

Og det, vi ser rundtomkring i landene, er jo også massive protester og demonstrationer, ligesom der vokser en stor politikerlede op, hvor det virker næsten umuligt at råbe politikerne op.

Set fra EU's side ser det muligvis godt ud lige nu (hvis man ser bort fra de dystre tal for økonomierne), men set fra befolkningernes side kan der vist ikke være tvivl om, at den står på: rekordhøj arbejdsløshed, ingen penge til mad og medicin med videre og voldsomme nedskæringer på velfærden. Med andre ord ikke ligefrem positivt.

debat@altinget.dk