En verden vi kan li'?

KLUMME: Vores mange klimaløsninger kalder på initiativ fra borgere, virksomheder og organisationer. Det skriver Connie Hedegaard, EU-kommissær for klima, der har fremsat ny platform for en klimadialog.

Af Connie Hedegaard
EU-kommissær for klima

Med daglige rapporter om tørkerekorder, rekordudslip af CO2, rekordhøj afsmeltning i Arktis og rekordhøje fødevarepriser er det ikke underligt, at flere og flere bliver bekymrede over klimaforandringerne.

Og alligevel - trods voksende bevidsthed – gør alt for mange alt for lidt selv for at undgå unødvendig belastning af klimaet. Mange gør ikke engang de ting, som ville spare dem tid og penge. Det skyldes dels barrierer og manglende incitamenter. Men det handler også om, at frygt kun kan motivere os til et vist punkt. Mennesker har brug for noget at stræbe efter. Vi skal vide meget konkret, hvad vi kan gøre. Og vi har brug for at vide, at vores handlinger gør en forskel.

Europæernes initiativ gør en verden til forskel
Så lad mig sige det klart: JO, det betyder noget. Det gør en verden til forskel, faktisk. Hvis alle europæere ændrede vaner i forhold til kost, indkøb, transport, opvarmning med videre kunne vi i 2020 nedbringe CO2-forureningen med hvad, der svarer til det samlede årlige udslip fra Sverige, Irland, Finland, Rumænien, Bulgarien, Ungarn og Portugal.

Det er baggrunden for, at Kommissionen har iværksat et nyt outreach-initiativ i Europa. Sammen med Oscar-vinder Colin Firth, den britiske klimaminister, Ed Davey, og repræsentanter fra europæisk erhvervsliv og civilsamfund lancerede jeg i sidste måned 'A world you like' i London.

Eksisterende løsninger skal bruges
En verden, du kan li', er en platform for dialog om klimaløsninger. I det ligger der for det første, at vi fokuserer på, hvad der kan gøres med eksisterende løsninger. For vi HAR allerede mange af løsningerne. Jeg har endnu ikke besøgt ét land i EU, som ikke kunne fremvise originale og innovative klimaløsninger. CO2-neutrale rådhuse, hospitaler, hoteller, hele bydele. Smarte transportløsninger, hvor ny teknologi nedbringer trængsel og forurening. Gourmet-restauranter, som udelukkende bruger lokale råvarer.

For det andet betyder det, at initiativet også handler om at lytte og finde ud af, hvad der afholder folk fra at gøre de ting, som helt oplagt er en god idé. Som at tage cyklen på arbejde, for eksempel. Det er der heldigvis ganske mange, der gør i Danmark efterhånden. Men i snit bruger folk i europæiske storbyer snildt otte hele dage om året på at sidde i kø i deres biler. Tager man cyklen, sparer man penge. Man sparer tid. Man sparer CO2. For ikke at tale om de ca. 4 kilo spæk, man sparer sin figur for. Det samme gælder for energibesparelser i hjemmet. At skrue ned for varmen med kun én grad kan reducere din årlige regning med 5-10 procent.

Når flere mennesker ikke allerede gør de ting, må det være, fordi de ikke kender til dem, eller fordi noget holder dem tilbage. Vi har brug for at vide mere om barriererne, så vi kan diskutere med medlemslandene, hvordan vi fjerner dem.

Aktiv debat for verdens bedste klimaløsning 
Derfor inviterer vi folk til at deltage i debatten. Og det samme gælder for virksomheder og organisationer. Dem tilbyder vi vores platform som et showroom for deres løsninger. Partnerskaber er kampagnens DNA. Og vi er glade for den store interesse, som organisationer i hele Europa har vist initiativet. Ved lanceringen havde mere end 75 organisationer fra alle medlemsstater allerede meldt sig som officielle partnere - erhvervsorganisationer, ngo'er, universiteter og offentlige institutioner.

Siden er der kommet nye til hver dag, og vi har for længst rundet de 100. Herhjemme arbejder vi blandt andet sammen med Dansk Industri, modebranchen, uddannelsesinstitutioner – blandt andet Københavns Universitet – og Mandag Morgens bæredygtighedsinitiativ, Sustainia.

Over det næste år vil vi afholde en konkurrence for at finde den bedste, mest originale europæiske klimaløsning. Min opfordring til virksomheder og organisationer herhjemme er: Hjælp os. Med konkrete initiativer. Med at fremvise jeres løsninger. Og med at finde den bedste europæiske klimaløsning. Hjælp os med at skabe en verden, vi kan li'!

Forrige artikel Mere Norden i Europa Mere Norden i Europa Næste artikel En En "ommer" til kommissær Reding