Mere Norden i Europa
DEBAT: Med et stærkt nordisk samarbejde kan vi genvinde EU-projektets troværdighed og skabe stærke rammer for Europas politiske arkitektur, lyder det fra Morten Løkkegaard (V), medlem af Europa-Parlamentet.
Det er ingen hemmelighed, at fremtiden for det europæiske fællesskab er præget af stor usikkerhed. Det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at EU skal reformeres. Men hvordan? Svaret på det centrale spørgsmål kan ændre det politiske landkort, både nationalt og i Europa-Parlamentet.
Øget nordisk samarbejde
Meget taler for at tage en seriøs diskussion om mulighederne for et udvidet nordisk samarbejde i liberalt EU-regi. For det er et helt overset faktum, at vi nu for første gang i historien har tre nordiske lande i EU-samarbejdet samt et mere på vej (Island) og et på reservebænken, Norge. (Bonus-info: Norge implementerer som ikke-medlem stort set al EU-lovgivning uden at have indflydelse på den - og betaler mere per indbygger til EUs budget end Storbritannien).
I Europa-Parlamentet ville en øget nordisk koordinering også styrke vore danske muligheder for at holde døren åben til Eurozone-politikerne, fordi denne nordiske gruppering ville indeholde politikere fra både Euro-lande og ikke-Euro-lande.
Endelig ville det give Venstre et yderligere godt argument for EU-samarbejdet i en vanskelig tid, hvor den folkelige forankring og tilslutning til projektet er under pres. Et stærkt Norden i kernen af den europæiske lovgivningsproces og det stadig mere magtfulde Europa-Parlament kan få stor betydning.
Føderalisme når det giver mening for borgerne
Og hvordan skal sådan et samarbejde så forholde sig til det - i dansk-nordisk sammenhæng - forbudte F-ord...føderalisme?
Ja, der skal det være mit forslag, at vi i Venstre forholder os nøgternt og udogmatisk til den ofte lidt hysteriske diskussion. En irsk, liberal kæmpe, tidligere parlamentsformand Pat Cox, sagde det meget rigtigt på den nu overståede liberale ELDR-partikongres.
Borgerne i Europa er ikke optagede af en akademisk diskussion om føderalisme eller ej. Borgerne ønsker, at politikerne løser de store problemer, som borgerne slås med. Det vil først og fremmest sige den store arbejdsløshed og de gammeldags samfundsstrukturer, der forhindrer økonomisk vækst. Denne løsningsorienterede "fix-it"-attitude bør være ledetråden i diskussionerne. Altså: Gøre så meget som muligt - ved at ændre så lidt som muligt.
Borgerne ønsker justeringer - små skridt ad gangen. De ønsker enkelthed og en vis automatik, det vil sige effektive beslutninger, hvor 27 stemmer ikke altid bremser alt. Og endelig ønsker borgerne gennemsigtighed og afprøvelse, det vil sige ordentlig modtager-rettet kommunikation og lejlighedsvise folkeafstemninger om de vigtigste spørgsmål. Det er i denne kontekst, at føderalisme skal - ikke diskuteres til døde - men praktiseres, når det giver mening for borgerne.
Det forekommer mig at være en ualmindelig begavet og enkel tilgang til en meget kompliceret udfordring. Som det hedder i reklamen: "Problems can be difficult. Solutions can not!"
Et nordisk særkende
Denne udogmatiske, pragmatiske og løsningsorienterede tilgang er et nordisk særkende. Derfor giver det god mening, at de nordiske liberale fører an, når fremtidens europæiske politiske arkitektur skal skabes.
Ideen er at lave et udvidet samarbejde mellem de nordiske repræsentanter i Europa-Parlamentets liberale gruppe, ALDE-gruppen. Danskere, svenskere og finner og senere eventuelt esterne og hollandske VVD. Et samarbejde, som både før og efter 2014-valget vil stå relativt stærkere, fordi britiske Lib-Dem's og tyske FDP'er er i risiko for at blive halveret. I den kritiske situation er der virkelig brug for en stærk og klar, fællesnordisk liberal stemme, der kan høres - også i Eurozonen og syd for Alperne...
Basis kunne være en art manifest, som gør det klart, hvor vi står med hensyn til de fundamentale spørgsmål om graden af integration. I praksis kunne vi gå sammen om et valgkampsprogram og fælles forhandlingsplan for konstitueringen efter valget.
Nordisk, politisk kultur og adfærd ville blive styrket i Parlamentet, og et stærkt Norden i kernen af EU’s lovgivningsproces ville få uvurderlig betydning.
Og det vel at mærke på et tidspunkt, hvor der mere end nogensinde er brug for netop denne politiske kultur, hvis det europæiske projekt skal genvinde troværdigheden.
Min erfaring efter tre et halvt år i Europa-Parlamentet er, at vi har været for dårlige til at udnytte vores fællesnordiske potentiale. Efter næste valg bliver mulighederne formentlig endnu større.
Tiden er kommet for mere Norden i EU.
At satse på skifergas er som at tisse i bukserne
En verden vi kan li'?
