Dansk Erhverv: EU vil skabe vækst uden om bankerne

DEBAT: Der er brug for en bredere palet af finansieringskilder for virksomheder - både i Danmark og EU. Junckers investeringsplan er første spæde forsøg på et tiltrængt indre kapitalmarked, skriver Jelena Soskic, europapolitisk konsulent i Dansk Erhverv.

Af Jelena Soskic
Europapolitisk konsulent i Dansk Erhverv

De seneste par dage har vi i danske medier kunnet følge polemikken om, hvorvidt det er bankerne, der er for dårlige til at låne ud, eller om det er virksomhederne, der ikke har gode nok projekter.

Men hvad end sandheden er, har vi har brug for at skabe en bredere palet af kilder for finansiering - både i Danmark og EU.

Et fællesmarked for kapital
I USA kan virksomheder blive noteret på et vækstmarked og søge finansiering gennem business angels, crowdfunding eller fonde, hvis de ikke kan få eller ikke ønsker bankfinansiering. Fordelingen mellem kapital og bankfinansiering er i USA 80 til 20, hvor det i EU er 20 til 80.

Junckers investeringsplan kan ses som det første spæde forsøg på et indre kapitalmarked, om end investeringerne ikke er allokeret på markedsvilkår, da der vil være garantier i ryggen.

Og selv om Junckers investeringsplan har fået hårde knubs med på vejen, er potentialet for at skabe succes til stede. Investorer er på jagt efter afkast, der er gode projekter i EU, som vil gavne den europæiske økonomi, og rammevilkårene for investeringer er over de senere år blevet styrket. 

Rammevilkår for europæiske investeringer
EU er også ved at lægge sidste hånd på de såkaldte langsigtede investeringsfonde (ELTIF).

Disse fonde findes i dag, men de må ikke pulje penge på tværs af medlemslande, og det skal de have lov til, hvis vi skal kunne skaffe kapital til eksempelvis Junckers investeringsplan, der er bygget op omkring langsigtede investeringer i energi- og transportinfrastruktur. Der er stor efterspørgsel efter penge til infrastruktur, efter sigende 1500 – 2000 milliarder euro frem til 2020. 

Der er dog stadig en lang række udfordringer med at få skabt et reelt indre marked for kapital. Medlemslande har forskellige skatteregler, der i nogle lande ikke tilskynder til private investeringer, og investorer bliver nærmest straffet for at generere kapital. Det skal vi have lavet om på.      

Derfor vil vi se frem til, at Jonathan Hill, kommissæren for finansiel stabilitet, services og kapitalmarkedet, til sommer 2015 vil fremlægge sin køreplan for et indre marked for kapital. Dansk Erhverv vil gerne bidrage med indspark til gavn for europæiske virksomheder og vækst.

Forrige artikel Helveg:  Retsforbeholdet skader danskernes retssikkerhed Helveg: Retsforbeholdet skader danskernes retssikkerhed Næste artikel Kofod: Junckers milliarder skal sikre grøn dagsorden Kofod: Junckers milliarder skal sikre grøn dagsorden