Det nordiske elmarked er et lyspunkt i krisen

KLUMME: Det nordiske elmarked er for alvor kommet på lystavlen i Europa, og inden længe danner København rammen for et møde med 14 af Nordeuropas energiministre. Et lyspunkt i krisen, der forhåbentlig kan styrke energidialogen i Europa, skriver Ulrich Bang.

Af Ulrich Bang
EU-Chef, Dansk Energi 

 

En politisk nedsmeltning truer Det europæiske Fællesskab. Kommissionen er som vanligt kommet med et arbejdsprogram for næste års initiativer, men det er med en anderledes dyster baggrundsmusik, arbejdsprogrammet er blevet modtaget af EU-Parlamentet og blandt interesseorganisationer lige fra Dansk Energi til kirkelige organisationer.

 

EU er i krise med en David Cameron, der lyder, som om Storbritannien løber mod udgangen, og en Angela Merkel, som tydeligvis er ved at miste tålmodigheden med blandt andre briterne. Læg dertil en dyb splittelse med en euro-gruppe, der arbejder med fuld damp mod stadig tættere integration.

 

Danmark står sammen med de andre lande uden for euroen, og vores mange forbehold gør det ikke nemmere at forsvare danske interesser. Men vi har ikke norske tilstande endnu, hvor man blindt kopierer EU-lovgivning uden at sidde med ved bordet.

 

Vedvarende energi på tværs af landegrænser 

Krisen og splittelsen i EU åbner også muligheder. Således er det nordiske elmarked for alvor kommet på lystavlen. Forleden udtalte den tyske miljøminister, Peter Altmaier, på en konference i Berlin, at han gerne ser, at Tykland kigger mere mod det velfungerende nordiske energimarked for at lære, hvordan man kan få omstillingen til mere vedvarende energi og udfasningen af atomkraften til at hænge sammen.

 

Succesen i Norden er med Altmaiers ord, at vi gennem et velfungerende og tæt integreret elmarked kan hjælpe hinanden, så norsk vandkraft er backup for dansk vindkraft, når det ikke blæser, og danske kraftværker hjælper Norge og Sverige, når der er lavvande i de nordiske vandmagasiner og dermed mindre vandkraft. Rygraden i dette er et velfungerende frit elmarked på tværs af landegrænser.

Men Peter Altmaier stopper ikke her. Han opfordrer til, at man opretter en international klub af EU-lande, der kan hjælpe hinanden med at omstille energisektoren fra fossil produktion til mere vedvarende energi. Også på dette område kan man høste erfaringer fra Norden ifølge ministeren selv.

 

Udmeldingen fra den tyske miljøminister er måske særegen, men rammer præcis de udfordringer, den europæiske energisektor står overfor. Mange europæiske lande – herunder Storbritannien – står nemlig med seriøse problemer i forhold til at omstille energiproduktionen, så den kan matche det voksende behov for strøm i Europa.

 

Norden bliver centrum for europæisk energipolitik 

Altmaier er ikke alene om at sætte fokus på Norden. Den 21. november mødes 14 nordeuropæiske energiministre og EU’s energikommissær Günther Oettinger i København i det, der for en dag bliver epicentrum for en drøftelse af, hvordan man opnår fælles forståelse på den energipolitiske scene.

Det er klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (R), der har indbudt til rundbordsdrøftelsen, som på ministerniveau vil se på, hvilke udfordringer og barrierer der er, og hvordan man sikrer de nødvendige investeringer i energisystem og -infrastruktur.

 

To dage tidligere sætter Dansk Energi toppen af den nordeuropæiske industri- og energibranche stævne ved arrangementet ’North European Energy Dialogue, High Level Industry Discussion’ i Bruxelles, hvor man som optakt til ministermødet vil diskutere industriens syn på udfordringer, barrierer og investeringer. Formålet er at levere politiske anbefalinger til de 14 nordeuropæiske energiministre.

Finder man en nordeuropæisk forståelse og løsninger, der kan sikre vækst og investeringer i energiinfrastruktur?

 

Det er vi meget klogere på efter den 21. november, men ét er klart. Midt i krisen er der også lyspunkter, og som nordlyset lyser op i mørket, kan en forstærket energidialog af fælles udfordringer forhåbentlig danne grobund for fremtidige løsninger.

Forrige artikel Yderligere integration kan være nødvendigt Yderligere integration kan være nødvendigt Næste artikel Tid til endnu et EU-memorandum Tid til endnu et EU-memorandum