Tid til endnu et EU-memorandum

KLUMME: Med EU’s kommende store integrationsspring er det nødvendigt, at Danmark tager stilling til sin fremtidige rolle i EU, lyder det fra Lykke Friis, europaordfører for Venstre. Hun fremsætter tre emner til dansk europapolitik.

Af Lykke Friis (V)
Europaordfører for Venstre

Konklusionerne fra det Europæiske Råd i oktober viste med al tydelighed, at der blandt de 17 lande i eurozonen er betydelig vilje til at finde en endegyldig løsning på eurokrisen ved at øge integrationen i eurozonen og dermed rette op på en række af euroens konstruktionsfejl.

Det kommende integrationsspring, der med stor sandsynlighed inkluderer både et separat budget for eurozonen, bankunion og en styrkelse af den demokratiske kontrol vil tvinge Danmark til at gøre op, hvilken rolle vi fremover skal have i EU. Med et klart A- og B-hold som den nye normaltilstand i EU, må vi i Danmark tage stilling til, hvor vi står. Alternativet er at lade de andre medlemslande bestemme Danmarks placering. 

Det er i denne sammenhæng, at Venstre har opfordret regeringen til at indkalde de EU-konstruktive partier til at formulere et EU-memorandum, der kan udgøre grundlaget for regeringens position i de traktatforhandlinger, som vi efter topmødet i december vil kunne skimte mere eller mindre tydeligt i horisonten.

Tradition for bred dansk europapolitik 
Tanken med et EU-memorandum er i øvrigt ikke banebrydende, men helt i tråd med dansk europapolitik, hvor der er tradition for at indgå brede europapolitiske aftaler i forbindelse med EU-traktatprocesser, der uundgåeligt har mærkbare konsekvenser for danske interesser. Ja, faktisk gjorde statsministeren sig til talsmand for netop et memorandum tilbage i 2006, under EU’s såkaldte ”tænkepause”, der kom efter den forliste forfatningstraktat. I en kronik forfattet sammen med Svend Auken skrev Helle Thorning-Schmidt: ”Et sådant dansk memorandum fra oktober 1990 kom til at spille en positiv rolle i formuleringen af den nye traktat. Lad os gøre det igen. Lad os sende et dansk memorandum ... 'Hvad dælen nøler vi efter?' Siger vi til regeringen".

Videreudvikling af principper om fleksibel integration
Paradoksalt nok kan Venstre stille samme spørgsmål i dag. Umiddelbart er der tre emner, der vil være interessante at inkludere i et nyt memorandum. For det første kunne partierne videreudvikle de principper om fleksibel integration, som statsministeren fremlagde i sin tale på Europakollegiet i Brügge.

Uanset om Danmark på sigt kommer til at placere sig inden eller uden for kernen, har vi en markant interesse i, at kernen forbliver åben, det vil sige at ikke-eurolande senere kan tilslutte sig, og at der ikke udvikler sig konkurrerende institutioner, såsom et separat Euro-Parlament for eurolandene. Det skyldes ikke alene, at Danmark hermed får mulighed for at tilslutte sig på et senere tidspunkt, men også at EU’s problemer og udfordringer helt grundlæggende kræver, at EU27 i størst muligt omfang holder sammen, ikke mindst for at undgå opsplitning af det indre marked.

Dansk bud på udvikling af EU-samarbejde
For det andet kunne memorandummet indeholde konkrete indspil til, hvordan vi fra dansk side mener, at samarbejdet skal udvikle sig. En oplagt mulighed ville her være den kommende diskussion om demokratisk legitimitet. Når nu eurolandene afgiver øget kompetence til EU, hvordan sikrer man så samtidigt, at den demokratiske legitimitet styrkes?

Debat om Danmarks fremtidige placering i EU
Endelig bør partierne i et memorandum forpligte hinanden på en bred offentlig debat om, hvor Danmark skal placere sig i fremtidens EU. Her nytter det ikke at henvise til eurolandene med en bemærkning om, at ændringerne ikke vedrører os på grund af euroforbeholdet. Ikke mindst hvis man også har tænkt sig at bede danskerne tage stilling ved en folkeafstemning, når den netop igangsatte integrationsproces engang har fundet sin afslutning.

 

Forrige artikel Det nordiske elmarked er et lyspunkt i krisen Det nordiske elmarked er et lyspunkt i krisen Næste artikel EU støtter ikke opdræt til tyrefægtning EU støtter ikke opdræt til tyrefægtning