EL: Et solidarisk og grønt europæisk samarbejde

DEBAT: Enhedslisten ønsker et europæisk samarbejde, som åbner for grønne og solidariske løsninger, og som ikke står i modsætning til folkestyret.

EU-projektet er stødt på grund. Selvom EU-tilhængerne ikke vil indrømme det, har vi reelt et EU på vej i flere retninger. Euroen hænger ud over kanten, og eurolandene er prisgivet over for finansmarkedernes luner. Samtidig når arbejdsløsheden nye rekordhøjder, og befolkningernes sociale tryghed er under pres eller på vej væk.

Der er derfor alt mulig grund til at gentænke et europæisk samarbejde og erkende, at EU-projektet har spillet fallit.

Opgør med markedsfundamentalisme
EU er ikke en ligeværdig kampplads mellem højre og venstre. Det er en ulige bane, hvor de røde og grønne spillere er bundet på hænder og fødder af EU-traktaterne. Grundlaget i EU-samarbejdet er markedsfundamentalismen, der tillader diskrimination af vores østeuropæiske kollegaer, forsøger at hindre skrappere miljøregler og stopper landene i at lave en effektiv indsats mod arbejdsløshed.

Derfor møder projektet også voksende modstand fra befolkningen. Frygten for befolkningerne er så stor i EU-eliten, at man ikke længere tør høre dem ved folkeafstemninger og med finanspagten fjerner deres indflydelse på den økonomiske politik.

Fleksibelt mellemstatsligt samarbejde
Den nuværende EU-konstruktion står derfor i modsætning til det europæiske samarbejde, som Enhedslisten ønsker. Vi ønsker i stedet et mellemstatsligt samarbejde, der ikke tromler hen over folkestyret og ser befolkningernes holdning som et problem, men som giver os mulighed for at tackle grænseoverskridende klimaproblemer og forhindre ødelæggende finansspekulation.

Enhedslisten ønsker et fleksibelt samarbejde, der rækker længere ud end den nuværende EU-medlemskreds. Når problemer som trafficking og klimaproblemer skal løses, så er EU reelt en alt for lille ramme. Samtidig bruger EU-bureaukraterne krudtet på den mindste detalje som eksempelvis at forhindre kommunerne i at give støtte til den lokale biograf for at bevare kulturlivet.

Velfærd, jobskabelse og folkestyre
I stedet for at lurepasse og vente på, at Angela Merkel finder ud af, hvad indholdet af den kommende finansunion skal være, så burde Danmark sætte sig i spidsen for de lande, der ikke er eller ikke ønsker at være en del af euroen, men i stedet vil prioritere velfærd, jobskabelse og folkestyre.

Vi har brug for et europæisk samarbejde, hvor der ikke bliver konkurreret på mindste fællesnævner i forhold til løn- og arbejdsvilkår, men hvor demokratiet styrkes over for store virksomheder og finansmarkederne.

I stedet for en EU-harmonisering, der hindrer lande i at gå foran med bedre social sikring eller miljøkrav, burde et samarbejde give mulighed for, at landene kan gå foran med grønne og solidariske initiativer. Enhedslisten ønsker kort sagt et opgør med det liberalistiske EU og i stedet skabelsen af et europæisk samarbejde, der ikke udelukker centrum-venstre-partierne og befolkningerne fra indflydelse.

Forrige artikel LA: Mindre EU – mere Europa LA: Mindre EU – mere Europa Næste artikel DF: Er der overhovedet en fremtid for EU? DF: Er der overhovedet en fremtid for EU?