Europæisk FBI truer retssikkerheden

DEBAT OM EUROPOL: De ansatte i Europol kan begå justitsmord uden at blive stillet for en domstol. Manglen på kontrol med den europæiske politimyndighed truer borgernes retssikkerhed.

Af Pernille Skipper
Retspolitisk ordfører (EL) 

Tanken om Europol som Europas svar på det amerikanske forbundskriminalpoliti, FBI, er på sin vis besnærende.

Hvem ville ikke ønske sig en europæisk udgave af den snedige specialagent Dale Cooper fra tv-serien Twin Peaks til at stå vagt om vores samfund?

Vi kender jo FBI som en effektiv og højt specialiseret politistyrke, som kommer den lokale sherif til tiltrængt undsætning, når han er nået ud, hvor han ikke kan bunde. Og det vil da være til gavn for alle, hvis den effektivitet kunne blive virkelighed i Europa.

Ingen parlamentarisk kontrol
Imidlertid vil det være synd, hvis man baserer sin stillingtagen til Europol på Hollywoods glansbillede af FBI. Der er nemlig stor forskel på et europæisk samarbejde og et overstatsligt forbundspoliti, særligt når det kommer til retssikkerheden.

Selv tilhængerne af Europol-samarbejdet må - hvis de samtidig er tilhængere af retssikkerhed for den enkelte borger - ønske sig en tæt parlamentarisk kontrol med politiets indgreb over for borgerne.

Det er helt naturligt, at enhver myndighed med magtbeføjelser også skal kontrolleres, så vi sikrer os mod misbrug. Hvis politiet overskrider deres beføjelser i Danmark, kan de blive stillet for en domstol, og Folketinget kan kontrollere, at politiets mange beføjelser bliver brugt til gavn for borgerne.

Den parlamentariske kontrol er dog ikke etableret på europæisk plan, ligesom der ikke er udsigt til, at den bliver det inden for en overskuelig årrække. Det betyder i praksis, at hvis Europols ansatte skulle misbruge deres beføjelser, begå justitsmord eller andre ulovligheder, er det mildt sagt svært at stille dem for en domstol. Og så er retssikkerheden på spil og Hollywoods glansbilleder til at overse.

DDR's Stasi 
Når der ikke er klare retningslinjer for, hvordan borgere, demokrati og samfund kan kontrollere, at myndigheder med magt ikke misbruger den, har man reelt en stat i staten. Så kan man ikke længere tænke smukke tanker om FBI-agenter, der redder demokratiet. Nej, så må tankerne ledes hen på helt andre efterretningstjenester som fx DDR's Stasi, som egenrådigt bestemme,r hvem der er skyldige, og hvem der kan gå fri.

Der er ingen tvivl om, at der er behov for samarbejde på tværs af landegrænser, når menneskehandel og våbensmugling skal bekæmpes. Og det danske politi samarbejder da også i stor stil med andre lande i forbindelse med både præventivt arbejde og efterforskning.

Det kan og skal selvfølgelig udbygges og forbedres hele tiden, men det er ikke lig med, at Europol bør udbygges. Samarbejde på tværs af landegrænser behøver ikke at betyde, at der skal etableres en overstatslig myndighed, at borgernes retssikkerhed sættes på spil, eller at vi skal acceptere en stat i staten.

Andre alternativer
Eksempelvis kunne Danmark i højere grad bidrage til opbygningen af det såkaldte Østersøsamarbejde, som bl.a. samarbejder om bekæmpelse af menneskehandel med inddragelse af både politi, socialmedarbejdere og sundhedspersonale.

Og det kan vi heldigvis godt uden at opbygge myndigheder, der står over almindelig parlamentarisk og demokratisk kontrol. Det kan vi godt uden et europæisk FBI.

Forrige artikel Grænseløs kriminalitet kræver politisamarbejde Grænseløs kriminalitet kræver politisamarbejde Næste artikel Nye trusler nødvendiggør Europol Nye trusler nødvendiggør Europol