EU-kløft mellem partier og befolkning

Af Pia Adelsteen,
MF, EU-ordfører, Dansk Folkeparti

En undersøgelse foretaget for Jyllands-Posten viste tirsdag, at færre og færre danskere bakker op omkring euroen. Det drejer sig om ikke mindre end 63,2 procent, der ville sige nej, hvis euroen kom til afstemning i dag. Jeg kan ikke påstå, at jeg er overrasket. Udviklingen i Grækenland og de øvrige kriseramte eurolande fortæller en historie om, hvordan euro-landene i praksis er sat under en jernhård administration - uden at det på nogen måde skaber vækst i de trængte økonomier. Snarere tværtimod.

Euroen forhindrer et land som Grækenland i at kunne producere sig ud af krisen, og nu er en græsk udtræden af euro-samarbejdet noget, man diskuterer fordomsfrit i Tyskland. Flere eksperter peger på, at konsekvenserne af et græsk euro-exit er blevet overvurderet. Men i EU drejer sagen sig også langt mere om prestige og ideologi end om den virkelighed, europæerne lever i.

Danskerne er skeptiske
Men selv uden den aktuelle euro-krise er det min overbevisning, at danskerne overvejende ville være skeptiske. De ser nemlig tydeligt, at den fælles valuta naturligvis berøver medlemslandene et vigtigt stykke suverænitet. Derfor undrer det mig, at ja-partierne er så forblændede af EU-ideologien, at end ikke den ene meningsmåling efter den anden påvirker dem. Sådan har det været siden afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992.

Befolkningen er skeptisk, men deres partier - med enkelte undtagelser - jublende positive. Heldigvis for ja-partierne har danskernes EU-skepsis ikke nogen stor betydning i forhold til, hvor de sætter deres kryds ved folketingsvalgene, men det burde det faktisk have. EU spiller en så vigtig rolle i dagligdagens politik, at vælgerne i højere grad burde tage konsekvensen af deres EU-skepsis.

Danmark klarer sig fint uden Euroen
Navnlig afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992 og afstemningen om euroen i 2000 viste en dyb afgrund mellem den danske befolkning og det "officielle Danmark". Danskernes nej til euroen i 2000 burde have været en umulighed, eftersom ikke alene flertallet af partierne på Christiansborg anbefalede et ja, men ligeledes fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationerne.

Danskerne fik tudet ørerne fulde om alle de ulykker, der ville ramme Danmark, hvis vi sagde nej til euroen. Det ville slå bunden ud af dansk økonomi, aktiekurserne ville falde drastisk, og tilliden til Danmark ville styrtdykke. Som bekendt indtraf ingen af de nævnte scenarier. Tværtimod klarede Danmark sig i en årrække langt bedre end vore europæiske naboer. Når det kommer til spørgsmålet om EU, eksisterer der en afgørende tillidskrise mellem befolkningen og de politiske partier.

Mere EU-debat
Den eneste grund til, at ja-partierne ufortrødent fortsætter deres EU-begejstring er, at de udmærket ved, at befolkningen ikke lader EU-politikken være afgørende for, hvor de sætter deres kryds, og det er måske i virkeligheden en af grundene til, at ja-partierne i valgkampene altid forsøger at nedtone debatten om EU til et minimum, mens et parti som Dansk Folkeparti gør et ihærdigt forsøg på at bringe EU på den politiske dagsorden i valgkampene. Desværre spiller medierne med på ja-partiernes dagsorden, idet interessen for EU er forsvindende lille i de danske medier. Antallet af korrespondenter i Bruxelles er forsvindende lille, og de beskæftiger sig hovedsageligt med de overordnede linjer.  

Så længe denne tilstand fortsætter, vil intet blive forandret. Ja-partierne kører videre med deres EU-begejstring hen over hovederne på deres vælgere, som ikke tager konsekvensen af denne interessekonflikt. Derfor kan jeg kun råde de EU-skeptiske danskere til at læse partiernes programmer grundigt igennem og sætte sig ind i deres EU-politik. EU tilraner sig stadig mere magt og indflydelse, og Danmark overtager fra nytår formandskabet i EU. Måske det kan åbne op for en hårdt tiltrængt demokratisk storvask på EU-området?

debat@altinget.dk