En europæisk Plan B?

Af Lykke Friis,
EU-Ordfører (V)

De sidste ugers drama i EU har været helt unikke. I en tid, hvor det for længst er blevet moderne at hævde, at Europa har mistet sin relevans på den globale scene, holdt hele verden vejret, da EU(ro)-landene gennemførte et sandt topmødemaraton. Ja, i Europa var det også lige før, at den længe ventede europæiske offentlighed meldte sin ankomst. Hvornår har man tidligere oplevet, at BBC sender LIVE - vel at mærke på tysk(!) - fra Forbundsdagen i Berlin? Selv "udenforlandet" Storbritannien var imidlertid udmærket klar over, at et tysk nej til redningsfonden (EFSF) kunne have udløst en hidtil uset økonomisk krise i EU.

Efter torsdagens kompromis var lettelsens suk da også næsten overdøvende. Med den tidligere tyske udenrigsminister Frank Walter Steinmeiers ord var det lykkedes at komme helskindet igennem en åben hjerteoperation, og markederne reagerede med stor lettelse. Næsten lige så stor var opstandelsen og chokket derfor, da Grækenland sent mandag aften meddelte, at landet vil afholde folkeafstemning. I skrivende stund er det langt fra afklaret, hvornår og ikke mindst om hvad grækerne skal stemme. Men uanset hvad det specifikke afstemningstema bliver, har Francois Mitterrands gamle bon mot fra 1992 allerede fået renæssance - "Man kan stille vælgerne et spørgsmål, men de svarer på et andet"!

En europæisk Plan B
Reelt betyder den nye melding fra Grækenland derfor, at der ikke falder ro over markederne og dermed Europas gældskrise foreløbigt. En stor del af krisepakken var jo netop skruet sammen som en hjælp til Grækenland: Den græske gæld skulle nedskrives, vel at mærke på en sådan måde, at nedskrivningen ikke kastede f.eks. franske banker, der har investeret massivt i Grækenland, ud i uoverskuelige problemer. Men hvad nu hvis Grækenland slet ikke vil hjælpes?

Selvom stats- og regeringscheferne naturligvis vil afholde sig fra at blive alt for specifikke i deres meldinger op til en græsk afstemning, er der derfor ingen tvivl om, at eurolandene allerede nu uformelt må indlede benarbejdet omkring en Plan B. For hvad gør euro-landene i det øjeblik et græsk nej måtte tikke ind på de internationale nyhedsmedier? I praksis vil nej'et jo kunne tolkes som et græsk nej til euroen og dermed må EU-landene være klar til at kunne håndtere denne situation.

Større behov for traktatændring
Her og nu kan der naturligvis kun spekuleres over en sådan Plan B. Det forekommer imidlertid nærliggende, at eurolandene må vurdere, om redningsfonden (EFSF'en) er omfattende nok til at undgå et potentielt "spill-over" til andre lande, der har investeret i bl.a. græske obligationer. Hermed kan presset stige for at også ikke-euro-lande som Danmark spytter i kassen. Alt andet lige er der jo tale om en fælles-europæisk krise! Lige så nærliggende er det, at ikke mindst tyskerne vil pege på, at de internationale markeder nu blot har endnu mere behov for en klarere cementering af, at eurolandene rent faktisk vil overholde de nye finanspolitiske spilleregler. Kort sagt: tyskernes pres for en ny traktat vil næppe aftage.

Al energi på Grækenland 
Uanset hvordan man end vender og drejer det, betyder den græske beslutning derfor, at al energien i EU-samarbejdet vil blive brugt på at håndtere Grækenland og gældskrisen. Det lover ikke godt for de mange andre presserende emner, der ligger og venter på EU's dagsorden - lige fra en revitalisering af det indre marked til vedtagelsen af et syvårigt nyt budget.