Den dag drakmer og lire blev en trussel

Af Lene Espersen,
MF, EU-ordfører, Konservative

Da Grækenland og Italien i sin tid trådte ind i eurosamarbejdet og opgav deres nationale valuta, var det alligevel nok de færreste, der ville betragte en tilbagevenden til egen valuta som en katastrofe. Euroen var et positivt tilvalg - ikke et desperat fravalg af egne penge. Desværre valgte politikerne i disse og andre europæiske lande efterfølgende at fravige de økonomiske krav, der var forudsætningen for indtrædelse i møntunionen.

Samtidig viser den aktuelle gældskrise i såvel USA som Europa med al tydelighed, at når politikerne fører en uansvarlig økonomisk politik, med store budgetunderskud og dertilhørende ophobning af gæld, fører det uomtvisteligt til tab af frihedsgrader i den økonomiske politik. Møntunion eller ej. Hvis man ønsker at bevare retten til at føre en selvstændig økonomisk politik, kræver det, at man har balance i budgettet og i krisetider holder underskuddet på et niveau, så man i de gode tider kan betale pengene tilbage.

Alligevel hører vi gang på gang EU- og euromodstanderne påstå, at den nuværende krise i Grækenland, Italien, Irland osv. skyldes euroen, og nu sætter modstanderne trumf på ved at klandre kreditorerne for at stille krav. Man kalder det en utidig indblanding fra " Bruxelles" ! Intet kunne være mere forkert.

Nødvendigt med skrappere regler
Når man oparbejder gæld, kan det ikke komme som en overraskelse, at pengene skal betales tilbage. Hvis man så samtidig ønsker at være en del af en stærk valuta, der yder nationen beskyttelse økonomisk, kan det heller ikke komme som en overraskelse, at man som minimum må efterleve de spilleregler, som man selv har accepteret. Man kan med rette bebrejde landene, der deltager i euro-samarbejdet, at man i for mange år lod indenrigspolitikken sejre og så igennem fingre med brud på stabilitets- og vækstpagtens krav. Men Frankrig og Tyskland er som de første syndere heller ikke gode rollemodeller.

Til gengæld må man nu rose såvel eurolandene som EU's beslutningstagere for at have taget ved lære af fortidens eftergivenhed og nu indføre obligatoriske skrappere redskaber. Selvom situationens alvor i den grad er "in our faces", lurer bekymringen, om hvorvidt alle nu også har forstået budskabet! Derfor obligatoriske regler.

Fornyet usikkerhed i Grækenland og Italien
Fra tragediens moder Grækenland viser politikere og befolkning med al tydelighed, at ikke alle har fattet alvoren. Efter at IMF, Den Europæiske Centralbank og eurolandene har udvist enestående vilje til at hjælpe grækerne ved at reducere gælden med 50% - og forære grækerne 750 mia. danske kroner - burde grækerne kvittere med taknemmelighed og glæde. Den reaktion udeblev - tværtimod gav grækerne igen-igen usikkerheden nye vækstbetingelser. Det er derfor velgørende, at kreditorerne nu giver Grækenland det ultimatum, de for længst skulle have haft- der skal sættes tæring efter næring. Seneste kapitel i tragedien er rejsegiganten TUI´s krav til græske feriesteder om at udfærdige kontrakter i såvel euro som drakmer! Tillidsbægeret er for længst væltet. En ny koalitionsregering er på vej.

Ligeledes har Italien, der opbærer verdens tredjestørste statsgæld (efter USA og Japan), ryggen mod muren. Tre årtier hvor budgetunderskud har været normen blandt hyppigt skiftende regeringer, kombineret med dårlig konkurrenceevne, har bragt Italien frem som problembarn nr. 1 i Europa. Men i modsætning til Grækenland, der i makroøkonomisk forstand er letvægter, vil en sammenbrudt italiensk økonomi have dramatiske konsekvenser for hele Europa og euroen. Derfor skal der leveres nu, hvis tilliden skal genoprettes. I begge lande forventes nye koalitionsregeringer at skulle genskabe den tillid.

Læren af dette?
Hvis man som befolkning ikke ønsker at blive dikteret af andre udefra, kræver det økonomisk ansvarlighed - så brug ikke flere penge, end du tjener.

Hvis du som politiker ønsker at have folkets tillid - så drop populismen og tag de modige beslutninger. Og stå ved dem. Ellers risikerer du et eftermæle som Papandreou og Berlusconi.

debat@altinget.dk