Provst: En fornyelse af menighedsrådsloven kræver, at vi starter helt forfra

Af Sophie Juel
Provst i Frederiksværk Provsti

Frygt ikke.

Menighedsloven skal revideres. God ide. Jeg vil tillade mig at efterlyse, at kirkeministeriet og folkekirkens parter benytter lejligheden til at tænke nyt og tænke forfra. Mere end blot en revision.

Der er sket meget i det samfund menighedsrådene har skullet fungere i siden 1903, og hvis vi forsat vil give lægfolk en legitim, demokratisk forankret myndighed i folkekirken, er det bydende nødvendigt, at den bagvedliggende lovgivning understøtter menighedsrådene anno 2024.

Der er mange spørgsmål i tiden, som kirken må forholde sig til. Uanset hvad ens kirkepolitiske eller teologiske ståsted er, så må vi, i vores struktur – hvor menighedsrådene er en grundpille, rustes bedre til at adressere disse udfordringer.

Ingen frihed eller fleksibilitet

Lad mig bringe et eksempel på, hvordan det ikke skal gøres: Sidste år kom der ny lovgivning vedrørende folkekirkens økonomi. Her skulle menighedsråd og provstier sættes "fri" til at finde lokale løsninger, løse opgaver i fællesskab og flytte tunge ansvarsområder fra for eksempel menighedsråd til provsti eller til et samarbejde imellem sogne. Ja, det er bare at gå i gang kunne man forstå.

Alle gode intentioner. Det er blot ikke den virkelighed, vi har oplevet ude i sogne og provstier. Der er ikke en oplevelse af stor frihed eller fleksibilitet. Tværtimod.

På provstiplan oplever vi en tung sagsgang, hvad angår at få godkendt vedtægter til de samarbejder, der nu skulle gøre alting lettere.

Når vedtægten så er godkendt, skal der så endnu en tung(ere) sagsgang til for at få lov til at oprette stillingerne.

Når menighedsrådene her i området ønsker, at provstiet skal ansætte en bygningskonsulent, der kan hjælpe menighedsrådene med de mange komplicerede byggesager, eller en HR-jurist der kan hjælpe med personalespørgsmål, og vi i fællesskab har sat penge af til lønninger med mere, så skal vi alligevel afvente kirkeministeriets godkendelse af, om det nu er rimeligt, at vi skal bruge de stillinger. Det opleves mere som formynderisk end frihed.

Start forfra på menighedsloven

Her op til menighedsrådsvalg 2024 fortæller vi historien om menighedsrådenes store frihed til at påvirke det lokale kirkeliv og at prioritere ressourcer og økonomi. Der er ingen "over" det lokale menighedsråd – provsti og stift er udelukkende tilsynsmyndigheder.

Men det hjælper ikke noget at sige, at der er stor frihed, når langt de fleste menighedsråd oplever at have frihed til meget lidt. At byggeprocesser bliver unødigt langsommelige og bøvlede.

{{toplink}}

At personaleområdet, herunder for eksempel overenskomster med mere, i dag er så komplekst, at det er urimeligt over for både menighedsråd og medarbejdere.

Her er tale om opgaver, som – i for eksempel det kommunale system – varetages af en administration og et embedsværk.

Så hvad angår den seneste revision af lov folkekirkens økonomi, er det min fornemmelse, at man har forsøgt at blæse med mel i munden. Man vil sætte menighedsråd og provstier fri… men alligevel ikke rigtig fri? Eller har man bygget oven på et lovmæssigt fundament, der grundlæggende skulle have være støbt helt om?

Så et grundlæggende ønske når det gælder menighedsrådsloven: Start nu helt forfra.

Frihed i det lokale

Hvad er det for nogle opgaver vi forventer, at et menighedsråd skal forholde sig til og løse anno 2024? Giv så menighedsråd og provstier friheden til at løse opgaverne på den måde, som giver mening lokalt.

Den lovgivning, der gælder i resten af samfundet, gælder selvfølgelig også folkekirken, og her må menighedsrådsloven ikke være et (yderligere) benspænd i forhold til at overholde de ofte komplekse regler, som menighedsrådene skal implementere på lige fod med andre statslige og kommunale institutioner.

Helt konkret bør menighedsrådsloven give mulighed for, at et nyvalgt menighedsråd beslutter, hvilke ansvarsområder man ønsker selv at varetage, og hvilke man ønsker at uddelegere (til ansatte – evt. i samarbejde med andre sogne, eller til provsti/stift).

Der må åbnes op for forskellige måder at være menighedsråd, og det menighedsråd, som har kompetencerne og finder arbejdet med for eksempel bygninger og kirkegård meningsfuldt, skal ikke fratages den opgave. Omvendt skal det menighedsråd, der blot ønsker at beskæftige sig med de kirkelige aktiviteter også have den mulighed.

Et tandløst tilsyn

Parallelt hermed må det også gøres tydeligt, hvad man så tager på sig, når man som menighedsråd tager ansvar for eksempel personaleområdet.

I dag er tilsynet grænsende til tandløst. Stift og provsti kan sende den ene skrivelse efter den anden, holde møder, trykke lidt på økonomien, men grundlæggende er der ikke mange konsekvenser for et menighedsråd, der ikke lever op til sit ansvar.

Ansvarsopgaverne skal gøres klare og tydelige, så man kan vælge til eller fra, men når man har en ordning som menighedsråd, hvor rådet ikke blot er et politisk organ, men har embedsværkets forpligtelser, må der også gives enkle og rimelige værktøjer til, at provsti og stift aktivt kan skride ind der, hvor et menighedsråd ikke lever op til sit ansvar.

Kirken er et gammelt hus, men vores menighedsråd og provstier skal have mulighed for at agere i et moderne samfund, derfor er det mit håb og ønske, at man vil gå frygtløst til arbejdet med at forny menighedsrådsloven – og stop endelig ikke der, når det gælder en gennemgang af den folkekirkelige lovgivning.

debat@altinget.dk