Lektor: Der er ikke længere interesse for folkekirkens radikale demokrati

Måske troede du, at folkekirken bliver styret af præsterne, men det er ikke tilfældet. Folkekirken bliver styret af radikalt demokrati.

Det radikale ligger i, at den eksisterende lovgivning indebærer, at frivillige (menighedsrådsmedlemmerne) har ledelsesret over de fagprofessionelt ansatte (undtagen præsten), det vil sige organist, kordegne, kirketjenere og kormedlemmer, som i øvrigt er ansat under forskellige overenskomster.

Det er også radikalt, at de har ansvar for vedligeholdelse af alle kirkens bygninger (kirke, præstegård, sognehus), og dertil ansvar for overholdelse af alle de bestemmelser om lovgivning, for eksempel grøn omstilling, som kommer fra diverse ministerier.

Det er radikalt at bede folk om at gøre i deres fritid. Men det er også udtryk for et lokaldemokrati, som ingen måske længere er interesseret i?

Minimal interesse for demokratisk arbejde

For Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer handler ”menighedsrådsarbejdet om at skabe de bedste vilkår for evangeliets forkyndelse eller sagt med andre ord, så handler det om at gøre en aktiv indsats i det lokale demokrati til gavn for den lokale folkekirke”.

{{toplink}}

Lokalt demokrati er menighedsrådenes selling point. Men hvorfor er det ikke spændende at være med til at bestemme?

Kirkeministeriet oplyste 14. december 2020, at mere end 100 menighedsråd ud af 1.634 menighedsråd ikke er fuldtallige i forbindelse med menighedsrådsvalg 2020. 118 menighedsråd mangler i alt 212 medlemmer.

Det er tankevækkende, hvor lille interesse der er for dette lokale demokratiske arbejde. Samtidigt med at nogle politiske partier raser imod centralisering i Københavnstrups fine saloner, er der ikke kapløb om at indtage pladserne i det lokale, demokratiske arbejde i menighedsrådene.

Hvordan skal det forstås? Og hvis medlemstallet fortsat falder, hvad skal vi så stille op med bygningerne? De flere tusinde mange smukke middelalderkirker, som blev oprettet som statens internet, forstået på den måde at kirkerne var kongens måde at kommunikere med undersåtterne på igennem præsterne.

Manglende interesse for folkekirken?

Kirkerne var del af en governance-struktur, som skabte sammenhæng i kongeriget. Med jævne mellemrum blev der sendt bulletiner fra København til kirkerne om at læse op i søndagens gudstjeneste, hvem kongen havde besluttet vi skulle gå i krig med, havde tabt til eller vundet over, kongelige ægteskaber, dødsfald, nye børn.

Kirken var som statens forlængede ledelsesarm med til at indrullere folk i lægdsruller og forsvar: Kirken har også været med til at lære alle danskere at lære at læse, fordi Danmark ved reformationen i 1536 tilsluttede sig Martin Luthers lære, som omfattede, at alle borgere selv skulle kunne læse biblen.

Denne ideologi, om at sognets menighed (landsbyens/byens beboere) selv skulle kunne læse og tænke, har haft enorm betydning for den demokratisering af Danmark.

Teologer som N.F.S. Grundtvig (1783-1872), Christen Kold (1816-1870), og kvinder som Louise Skrike (1842-1935) og Jutta Bojsen-Møller (1837-1927) kæmpede for oplysning og folkestyre. Demokratiseringsprocessen i folkekirken er en proces af denne teologiske og politiske kamp for borgernes tros-, og åndsfrihed.

{{toplink}}

Men nu er det ikke spændende mere. Er den manglende lokale opbakning så udtryk for, at der er noget galt med det lokale demokrati? Eller er det udtryk for, at der ikke er interesse for folkekirken?

Måske skal man kombinere svaret på de to spørgsmål og sige; der er interesse for folkekirken, men ikke med den radikale opfattelse af demokrati, som eksisterer på nuværende tidspunkt.

Selvom mange af aktørerne på det folkekirkelige område anser det for problematisk, hvis det lokale demokrati svækkes yderligere, så er det småt med løsninger til den manglende interesse for det lokale menighedsrådsarbejde.

Lokaldemokrati skal omdefineres

Selv har jeg tidligere foreslået at flytte personaleansvaret til provsti eller stift og professionalisere dette. Men argumentet imod dette er, ifølge centrale aktører, at menighedsrådet ikke ”bare” skal være et aktivitetsudvalg i forhold til, hvad der skal foregå i kirken (meditation, koncerter, drop-in dåb og bryllup, legestue, flygtningecafé, voksenundervisning, sorggrupper, ungdomsgudstjenester).

Men måske er det for nogle af de mange menighedsrådsmedlemmer, der forlader menighedsrådsarbejdet, egentligt det eneste de ville: Komme med forslag til aktiviteter.

Nogle menighedsrådsmedlemmer er interesserede i at holde tilsyn med bygninger og præstegårde, men det hidtidige selling point, lokaldemokrati, trænger formentligt til en omdefinering, hvis man skal tiltrække og fastholde nye medlemmer til arbejdet.

Et af Martin Luthers slagord var: Semper reformandum: Altid forandring. Det vil sige, at kirken skal altid være klar til at gøre sig relevant for sin samtid.

Menighedsrådsmedlemmer er naturligt interesserede i at forkynde evangeliet til folket i en tilgængelig form. Men det er ikke sikkert, at den nuværende organisering med et radikalt demokrati til og af frivillige kommer længst ud med budskabet. Form har betydning for indholdet. Også for folkekirken.

debat@altinget.dk