Pernille Weiss: Nyt EU-forslag forkaster magtens tredeling med rendyrket planøkonomi

Jeg har før kaldt det et blodfattigt forsøg på revolutionen, der nationaliserer virksomheder. Og jeg gør det igen.

Mens jeg undrer mig over de enorme ideologiske forskelle, der er mellem EU-Kommissionens mange udkast til strategier, direktiver, forordninger, og så videre. Heldigvis er en del af dem ganske fornuftige og afspejler respekt for det indre marked og kræfterne heri. Men enkelte stikker helt af.

Som nu igen-igen forslaget til direktivet om ”Corporate Sustainability Due Diligence”. Før hed det ”Sustainable Corporate Governance” og fik to røde kort af Kommissionens egen kvalitetskontrol, Regulatory Scrutiny Board (RSB), for ikke at overholde EU’s egne Principper for Bedre Regulering i kraft af en ikke overbevisende konsekvensanalyse.

Kan kvæle virksomhedernes lyst til at blive i EU

Især den del, der handlede om selskabsIedelse, er problematisk. Heri ligger det egentligt eksproprierende i Kommissionens forslag.

Det, der handler om rettidig omhu, kan der godt være lidt musik i for den dels vedkommende, der handler om det, der med stoisk logik ligger inden for virksomhedernes rækkevidde af indflydelse. Det vender jeg tilbage til om lidt.

Vi skal lige dvæle kortvarigt ved, at Kommissionen, da den får de to røde kort, vælger at tage ’selskabsledelse’ ud af navnet og bytte rundt på de andre ord i titlen og smide det sympatiske ’rettidig omhu’ på sidste del af det nye navn, hvorefter den genfremsætter stort set samme forslag én gang til. Som om Europa-Parlamentet og Rådet kan køres træt. Eller køres rundt med lidt numerologi.

I grunden komisk – hvis det blot ikke var sandheden. Men det er det, og den skal man som bekendt tage alvorligt. Det håber jeg mine kollegaer i Europa-Parlamentet vil gøre. Bortset af Enhedslistens Nikolaj Villumsen, som af ideologiske årsager er undskyldt. Og det håber jeg så sandelig, regeringen gør.

LÆS OGSÅ: Nikolaj Villumsen: Uansvarlige virksomheder bør bøde for krænkelser. Men det slipper de for med en svag EU-lov

Vent ikke til sagen er så langt, som fælles mindsteløn i EU og øremærket barsel kom det – hvor det blev for sent at hælde det ned ad brættet for implementering i Danmark. Eller som direktivet for løntransparens og direktivet for kønskvote-tvang i bestyrelser nok kommer det, fordi der ikke bliver reageret effektivt nok.

Med argumenter og med taktiske gulvøvelser i netværk, der bliver store og stærke, langt ud over Danmarks grænser, så det kan lykkes at kvæle det lag af ukrudt, der ellers kan brede sig i bunden af europæiske virksomheders lyst til at blive i EU og hermed selve vores økonomiske vækst og konkurrencekraft. Intet mindre. Det må vi forstå.

EU kan ikke redde verden

Der er mange konkrete problemer med Kommissionens seneste og trodsige forslag med det sympatiske navn. Men lad mig her fremhæve de tre overordnede og allerværste:

For det første savnes stadigvæk den helt grundlæggende præmis.

Nemlig, at direktivforslaget skal løse et problem, der med sin tydelige fremstilling kalder på EU’s handling.

Det lyder banalt. Men kendsgerningen er, at forslaget alene er et ideologisk ’nice-to-do’ værk, der hviler på den fejlslutning, at EU kan og skal redde hele verden ved at (europæiske) politikere – og vel at mærke ikke dem ude i nationalstaterne – skal ind og bestemme på ledelsesgangene i private virksomheder.

Sidstnævnte er direktivforslagets andet problem. Faktisk går det så langt, at det beskriver, at der skal oprettes ’new sustainable regulators’, som i virkeligheden kan sammenlignes med Finanstilsynet.

{{toplink}}

Kommissionen forslår også, at den selv skal forbinde disse nye nationale tilsyn på EU-niveau, så man hermed - på sigt - får et slags føderalt Finanstilsyn, som skal tilse og styre virksomhederne i deres bestræbelser på at være direkte forpligtet på at opfylde EU’s Klimalov.

Hvabehar? Ja, du hørte rigtigt.

Forslag glemmer magtens tredeling

Det er rendyrket planøkonomi og nationalisering af private virksomheder og en kogevask af bestyrelsesansvaret, så det krymper til at kunne underkaste sig politiske luner og stemning, frem for ansvaret for at lede virksomheden på markedets præmisser og i respekt for selskabsledelsesretten og øvrig gældende lovgivning.

Var der nogen, der sagde ’magtens tredeling’, som jo ellers er et stolt europæisk princip? Næ – det er vist glemt.

For det tredje og sidste, afslører forslaget denne gang, at den protektionistiske trend har bidt sig fast i Kommissionens måde at se verden på.

Hvis forslaget, som det ligger nu, bliver til noget, vil det det med sit ekstreme værdikæde-fokus lukke stort set alt samarbejde med tredjelande, som ikke har en jordisk chance for at kunne leve op til kravene.

Det gælder både virksomheden i tredjelandet og den europæiske virksomhed. Hvordan er det lige, at det er særligt bæredygtigt? Nej, vel?

Det her er ikke en ommer. Det er et no-go.

{{toplink}}

debat@altinget.dk