Nu får ukrainske flygtninge direkte adgang til arbejdsmarkedet

Regeringen og et flertal i Folketinget blev fredag enige om en to-årig særlov, der skal sikre ukrainske flygtninge adgang til det rødglødende, danske arbejdsmarked fra første dag. Både fagbevægelse og arbejdsgivere bakker op, og loven bliver nu hastebehandlet, så den kan træde i kraft den 16. marts. 

Krisen i Ukraine sætter også aftryk på arbejdsmarkedet og retorikken om udenlandsk arbejdskraft i Danmark.

Et flertal i Folketinget blev fredag enige om en to-årig særlov, der giver ukrainske flygtninge uhindret adgang til job i blandt andet landbruget fra første dag. Og både fagbevægelse og arbejdsgivere bakker op.

”Det skal selvfølgelig ske på ordentlige vilkår. Men vi står nu i en særlig situation, og hvor vi samtidig mangler arbejdskraft. Her vil vi gerne vil give en mulighed for mennesker, som virkelig er i nød, for at få en chance på arbejdsmarkedet," sagde næstformand Ejner Holst på et kort pressemøde fredag mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter.

{{toplink}}

Generelt ordnede forhold

Ejner Holst understregede, at der stadig er både ledige seniorer og handicappede, som mangler et arbejde. Det har fagbevægelsen de seneste måneder flere gange understreget i forbindelse med debatten om udenlandsk arbejdskraft, hvor den har været lodret uenige med arbejdsgiverforeningerne om behovet. 

Blandt andet har den været imod at sænke beløbsgrænsen for udlændinge uden for Europa af frygt for løndumping blandt især faglærte.  

"Det er rigtig, at der har været nogle problematiske sager. Men dem tager vi hånd om. Generelt er det sådan på arbejdsmarkedet, at der er ordnede forhold. Det forventer jeg også, at der vil være for de ukrainere, der nu måtte komme til," sagde han fredag.

Kan udfylde huller på arbejdsmarkedet

Fredag pegede udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye på, at der er netop nu er akut mangel på arbejdskraft i mange sektorer. Blandt andet i landbruget, som beskæftiger halvdelen af de godt 9.000 ukrainere, som arbejder i Danmark. De har fået adgang via forskellige erhvervsordninger, typisk som fodermestre og driftsledere i landbruget, men kan nu altså se frem til at få nye kollegaer, der slipper for de ansøgninger.   

"Det her handlers selvfølgelig først og fremmest om humanitær hjælp til mennesker på flugt fra bomber. Men når vi kigger på beskæftigelses-statistikken for de ukrainere, som er her, burde vi være i stand at matche dem meget hurtigt," sagde han og tilføjede:

"Det vil fortsat være op til arbejdsmarkedets parter at sikre de vilkår, de bliver ansat under."

Regeringen, DA og FH vil løbende drøfte behovet for nye tiltag på arbejdsmarkedet som følge af konflikten i Ukraine. 

Særloven ventes fremsat næste mandag og skal træde i kraft den 16. marts efter en hastebehandling. 

Forrige artikel Millionerne hober sig fortsat op i ukendt fond for udstationerede Millionerne hober sig fortsat op i ukendt fond for udstationerede Næste artikel Formand for Forenet Kredit stopper Formand for Forenet Kredit stopper
DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl, fik ifølge flere kilder tilbudt posten som ambassadør i Japan, men takkede nej. Dermed er regeringens plan om en politisk udpeget ambassadør slået fejl.