DF: Et regulativt helvede gør det svært at drive virksomhed, ikke selskabsskatten

Det ensidige fokus på selskabsskatten i debatten viser, at politikere ofte misser, hvad det konkret vil sige at drive virksomhed. De små og mellemstore virksomheder står i et regulativt helvede, og vi har brug for forenklede regler, hvor myndighederne ikke er på tværs, skriver Nick Zimmermann. 

Vi skal skabe de bedste forudsætninger for danske virksomheder. Det ensidige fokus på selskabsskatten i debatten viser, at politikere ofte misser, hvad det konkret vil sige at drive virksomhed.

Hvis du spørger den lokale tømrermester, it-iværksætter eller rengøringsdamen med eget firma, hvordan det er at drive virksomhed i Danmark, så hører jeg sjældent klager over skatten. Jeg hører sjældent borgere sige, at selskabsskatten på 22 procent er den store sten i skoen, og alt vil være nemmere, hvis den i stedet er på 20 procent.

Når jeg får mails og taler med virksomhedsejere, så handler det derimod ofte om, at reglerne er komplekse og svære at navigere i. Så komplekse, at det ofte kræver særlige medarbejdere for ikke at få ørene i klemme hos de forskellige myndigheder.

Andre gange handler det om, hvordan virksomhederne stadig mangler kompensation fra nedlukningerne under covid-19, hvor de skal indberette selv de mindste udgifter, og hvor selv den mindste korrektion giver lang ventetid. Disse virksomheder er, forståeligt nok, bange for at gå konkurs under den lange ventetid.

Regelhelvede koster arbejdspladser

Mens de store virksomheder i højere grad kan ansætte de nødvendige medarbejdere til at hitte rundt i alle reglerne, da står de små og mellemstore virksomheder tilbage i et regulativt helvede. De må allerede i deres opstart bruge betydelige midler, ikke på at produktudvikle, men derimod på at finde rundt i alle reglerne.

Det koster Danmark arbejdspladser, vækst og i sidste ende vores fælles velfærd.

Vi kan se, at det faktisk er ret let at stifte virksomhed i Danmark. Men når virksomhederne skal vækste, så halter vi bagefter. Det er her, hvor vi bør sætte ind, så vi kan få flere succeshistorier. Det skal klares gennem forenklede regler samt bedre vilkår og understøttelse, hvor myndighederne ikke er på tværs, men derimod fremstår som en forlænget arm.

Jeg ser derfor frem til, at vi snart skal forhandle en ny iværksætterstrategi i Folketinget. Her håber jeg, at vi får skabt nogle bedre værktøjer for nuværende som fremtidige talenter indenfor iværksætteri. For vi har behov for, at flere tager denne vej i livet.

Strategien skal ikke bare være fyldestgørende, den må heller ikke stå alene. For hvis ikke vi kommer regeltyranniet til livs, vil det også i fremtiden stå i vejen for, at vi kan få flere succesfulde virksomheder i Danmark.

Der er kommet rigtig mange gode forslag gennem tiden. Jeg er faktisk sikker på, at vi på tværs af Folketinget kan blive enige om, hvordan vi giver virksomhederne de bedst mulige betingelser.

Vi mangler blot, at man fra de skiftende regeringers side vil give de små og mellemstore virksomheder i produktionsdanmark den samme respekt, som man udviser til bankerne og medicinalindustrien. Hermed en opfordring.

Jeg vil ikke afvise, at jeg en dag kommer til at stemme for at sænke selskabsskatten. Vi skal altid kigge på, hvad der kan gøre Danmark mere konkurrencedygtigt. Hvis det indbefatter selskabsskatten, så er det også fint med mig.

Men vi har bare mere presserende udfordringer, når det kommer til vores virksomheder. Så lad os handle på dét.{{toplink}}

Forrige artikel Kvinfo: Vi skal have højere ambitioner for ligestilling i lovgivningsarbejdet Kvinfo: Vi skal have højere ambitioner for ligestilling i lovgivningsarbejdet Næste artikel SMVdanmark: Moderaternes iværksætterudspil fortjener ros SMVdanmark: Moderaternes iværksætterudspil fortjener ros
DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl, fik ifølge flere kilder tilbudt posten som ambassadør i Japan, men takkede nej. Dermed er regeringens plan om en politisk udpeget ambassadør slået fejl.