Rigspolitichef Thorkild Fogde er tilbage i tjenesten

Forhørsledelsen har afsluttet sin tjenstlige undersøgelse af rigspolitichef Thorkild Fogde og konkluderer, at der ikke er begået nogen forseelse i minksagen. Han genindtræder derfor allerede fredag som rigspolitichef. 

Rigspolitichef Thorkild Fogde er fredag vendt tilbage til sit job efter et halvt års hjemsendelse.*

Det sker efter, at forhørsledelsen har konkluderet, at han ikke har begået nogen tjenesteforseelse i forbindelse med minksagen.

”Forhørsledelsen med tidligere højesteretspræsident Thomas Rørdam i spidsen er nået frem til, at Thorkild Fogde ikke har begået nogen tjenesteforseelse. Jeg har naturligvis lagt forhørsledelsens konklusion til grund. Han vil på den baggrund genindtræde i tjeneste,” udtaler justitsminister Peter Hummelgaard (S).

Rigspolitichef Thorkild Fogde blev hjemsendt og fritaget for tjeneste af daværende justitsminister Mattias Tesfaye (S) i august 2022. Det skete efter en indstilling fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen på baggrund af Minkkommissionens beretning.

Herefter blev et tjenstligt forhør af Thorkild Fogde iværksat af Medarbejder- og Kompetencestyrelse med bistand fra Kammeradvokaten. Justitsministeriet har dermed ikke været involveret i forhøret.

{{toplink}}

Ny minister

Det tjenstlige forhør er blevet gennemført af en forhørsledelse bestående af forhenværende højesteretspræsident Thomas Rørdam samt to landsdommere. Det er denne forhørsledelse, der nu konkluderer, at Thorkild Fogde ikke har begået tjenestebrud, og derfor kan han nu genindtræde i tjenesten.

I løbet af Thorkild Fogdes hjemsendelse har han fået en ny chef, da Peter Hummelgaard efter dannelsen af den nye SVM-regering er blevet justitsminister. Den ny minister ser frem til byde rigspolitichefen tilbage:

”Thorkild Fogde har ydet en enorm indsats for Danmark, ikke mindst gennem corona-krisen. Jeg glæder mig til samarbejdet med ham," udtaler Peter Hummelgaard.

Lene Frank, der hidtil har været fungerende politidirektør, vender tilbage til sin stilling som politidirektør i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

{{toplink}}

*Opdateret klokken 23.50: Tidligere fremgik det ved en fejl, at hjemsendelsen varede mere end et halvt år. Altinget  beklager fejlen.

Forrige artikel Chef i Ankestyrelsen bliver ny forsikringschef i Lærernes a-kasse Næste artikel Deloitte finder ny chef for den offentlige sektor