Regeringen klar med ny analyseenhed, der skal sikre konsulentbesparelser

Som led i regeringens mål om at nedbringe konsulentforbruget har Økonomistyrelsen fået en analyseenhed på plads, som skal hjælpe de statslige institutioner med alt fra budgetanalyser til mål- og resultatstyring.

Regeringen er kommet et skridt længere i sin kamp mod at nedbringe forbruget af eksterne konsulenter.

Økonomistyrelsen er gået i luften med en ny enhed, kaldet Statens Analyser og Implementering (SAI), som kan hjælpe statslige institutioner med en lang række opgaver, som ofte før blev løst med bistand fra konsulenter.

Enheden kan blandt andet give sparring til departementer, styrelser og statslige institutioner inden for budgetanalyser, brugerundersøgelser, projektledelse og implementering af nye løsninger.

"Vi håber, at rigtig mange statslige institutioner vil trække på vores analytikere og projektledere, som har den klare fordel, at vi på forhånd har en stor viden om kerneområderne og konteksten for opgaveløsningen i staten," siger Rikke Ginnerup, kontorchef for Center for Modernisering og Analyse, i en pressemeddelelse.

Den nye enhed skal også lave tværgående analyser, og af styrelsens mål- og resultatplan fremgår, at enheden i 2021 gerne skal levere analyser, svarende til cirka 28.000 projekttimer og med en brugertilfredshed på mindst fire ud af fem.

Analyseenheden er et af flere tiltag, der skal bidrage til, at regeringen kan realisere sit besparelseskrav på konsulenter i staten, der i år lyder på cirka 800 millioner kroner stigende til omkring 850 millioner kroner i 2023. 

 Følger projekterne til dørs
De stærkere analysekompetencer internt i staten giver bedre mulighed for end hidtil at inddrage medarbejdere fra de berørte arbejdspladser, lyder det fra Pia Løvengren Ravn, kontorchef for Implementering af Resultat- og Økonomistyring.

"Med SAI har vi mulighed for at inddrage vores kollegaer i staten mere i udviklingen af løsningerne, end det sædvanligvis er muligt på markedet. Vi arbejder typisk i blandede teams med både SAI-medarbejdere og medarbejdere fra institutionen, fordi det giver skræddersyede løsninger, som virker i praksis - også når analyserne er afsluttet. Vi ’leverer altså ikke bare til kantstenen’, men følger projekterne til dørs og bistår med at understøtte en grundig implementering," siger hun i pressemeddelelsen.

Foruden en analyseenhed er regeringen også i gang med at opruste de interne kræfter inden for rekruttering og juridisk bistand. For de tre enheder alt i alt forventede regeringen sidste år ekstraudgifter på 27,7 millioner kroner årligt fra 2021.

Ti overordnede arbejdsområder
Den nye analyseenhed bistår med opgaver inden for disse ti overordnede kategorier:

1. Kvalitets- og forbedringsanalyser, som bidrager til en mere veldrevet organisation
2. Budgetanalyser, som identificerer muligheder for effektiviseringer og omprioriteringer
3. Surveys og evalueringer, der giver viden om et specifikt område
4. Projektstyring og facilitering af workshops og fokusgrupper
5. Hjælp til at understøtte strategisk processer med mål- og resultatstyring
6. Kortlægning af processer og arbejdsgange
7. Rådgivning og sparring om, hvordan analyser kan designes, gennemføres og implementeres
8. Afklaring af styringsbehov og implementering af en udvalgt styringsmodel
9. Opsætning og implementering af fællesstatslige it-systemer
10. Ledelsesinformation med de data, der giver den bedste styring.

Forrige artikel Bødskov nedsætter ekspertudvalg til at sætte skik på skattevæsenet Bødskov nedsætter ekspertudvalg til at sætte skik på skattevæsenet Næste artikel Ugens embedsmand: Jacob Krog Søbygaard mærker den stigende efterspørgsel på Klimarådets arbejde Ugens embedsmand: Jacob Krog Søbygaard mærker den stigende efterspørgsel på Klimarådets arbejde