R: Lad offentligt ansatte tage styringen over nærhedsreformen

Af Kathrine Olldag (R)
Kommunalordfører

Tillidsreformen, kvalitetsreformen, sammenhængsreformen og nu nærhedsreformen har alle haft det formål at styrke kvaliteten af velfærd i det offentlige og mindske afstanden mellem menneske og myndighed.

Mindre tidstyranni, detailstyring og fremmedgørelse. Tillid til, at det faglige personale faktisk godt kan finde ud af, hvad de skal, uden konstant at skulle dokumentere og afrapportere.

Alt sammen gode hensigter, som paradoksalt nok kun varer lige indtil den næste velfærdsskandale, hvorefter der forlanges mere tilsyn, flere hænder, tættere styring og bedre ledelse. Elses og Niels' plejehjemsforhold i TV 2-dokumentaren 'Plejehjemmene bag facaden' er det seneste eksempel.

Eller hvad blev der af tilliden til fagligheden i regeringens udspil til ny politiaftale? Altså tilliden til, at politiet selv har det bedste bud på, hvordan vi bruger pengene bedst i kriminalitetsbekæmpelsen?

Eller hvad med tilliden til, at kommunerne selv bedst ved, hvilke daginstitutioner der har brug for flere pædagoger, uden at Christiansborg skal detailstyre på fagpersonalets vegne?

Og hvorfor er økonomiaftalen mellem regeringen og kommunerne altid en moppedreng af en aftale med side op og side ned af signalpolitik og detailstyring?

Det er da rimeligt paradoksalt.

Sæt personalet fri uden detailstyring
Nedlukningen af Danmark luftede ud i den målstyrede og detailregulerede folkeskole.

Skoleledelse, lærere og pædagoger fik fuld frihed til at løse opgaven lokalt, og rigtig mange fik ny energi og arbejdsglæde ganske simpelt ved at få fred til at løse opgaven. Den samme melding er tikket ind fra hospitalerne, hvor den akutte situation har nedbrudt fagsiloer og gamle vaner.

Der er en solid pointe i at sætte fagpersonale fri til at løse opgaven, som de finder det bedst. Uden politisk detailstyring. Men kan det overhovedet lade sig gøre? Og vil nærheden indfinde sig, hvis vi slipper offentligt ansatte fri?

For loven skal jo overholdes. Og bliver den det uden tilsyn og afrapportering? Det tvivler jeg på, at Elses og Niels' pårørende har tillid til.

Giver det mening?
Jeg kunne godt tænke mig at vide, om der overhovedet er nogen offentligt ansatte, der reelt kunne mærke de tidligere reformer?

Som tidligere leder i kommunen kan jeg godt afsløre, at hverken jeg, mine kolleger, chefer eller ansatte gik op i reformerne. Vi havde en hverdag, der skulle passes.

Og i forhold til krav oppefra havde jeg allerede rigeligt travlt med at navigere i den kommunale styringskæde, som til mig og mine kolleger producerede direktionsmål, kommunalbestyrelsens mål, fagcentrets resultatmål, områdets langsigtede strategimål og så mine egne institutionsmål.

Det var rodet og ikke særligt meningsfuldt. Jeg savnede at rydde op i junglen. Jeg savnede den gode, ærlige samtale om, hvordan vi sammen kunne skabe meningsfuld sammenhæng mellem det politiske niveau, ledelsen, embedsværket og de udførende led.

For jeg kan godt lide at sætte mål, og jeg tror også på, at politisk ledelse er godt. Men det skal være mål, der giver plads til, at man lokalt selv finder vejen og midlet.  

Ny melding fra Socialdemokratiet
Den seneste melding fra Socialdemokratiet er, at nærhedsreformen kommer som en stribe principper på flere politikområder i stedet for som en samlet pakke.

Indtil videre ser jeg ikke ret meget andet end signalkampe mod eksterne konsulenter og bløde hensigter om afbureaukratisering. Hvis det skal virke, bliver vi nødt til at gribe det an på en anden måde – i fællesskab.

Hvis jeg var statsminister og skulle lave en nærhedsreform, der virkede, ville jeg sende opgaven ud til alle offentlige arbejdspladser med spørgsmålet: Hvordan kunne dit arbejde blive mere meningsfyldt? Og så i øvrigt holde nallerne væk.

Lad dem selv tage styringen og skabe meningen, for med meningen følger nærheden. Og netop her i skyggen af corona, hvor så mange har skullet arbejde på nye måder, ville det være god timing.

Jorden er gødet for nytænkning og opgør med gamle vaner.

debat@altinget.dk