Professor emeritus: S bruger stråmand i debatten om Rossen

Af Tim Knudsen og Peter Heyn Nielsen
Hhv. Professor emeritus i statskundskab og ph.d.-studerende, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet

Socialdemokratiske fortalere som Jesper Petersen og David Trads for den særlige rådgiver Martin Rossens placering som medlem af regeringen uden at være minister glider hele tiden uden om kernepunktet i debatten.

Spørgsmålet er: Kan vi leve med, at en rådgiver får beslutningskraft på linje med ministre i regeringens koordinations- og økonomiudvalg uden selv at have ministeransvar, uden at Folketinget kan afæske ham spørgsmål om hans virksomhed, uden at kunne kaldes i samråd, uden at Folketinget kan give ham et mistillidsvotum, uden at kunne undersøges, som en minister kan blive det, og så videre, og uden at Rossen føler sig forpligtet til at svare på spørgsmål fra medierne? 

Brug af stråmand
Socialdemokraterne bruger hele tiden den stråmand at skrive om, at der er behov for, at statsministeren får hjælp til at fastholde regeringens langsigtede kurs. Men det er evident, at der er behov for det, og at det er legitimt at ansætte særlige rådgivere.

Snarere kunne vi bekymre os om, at regeringen har alt for få særlige rådgivere. De skal bare ikke have ministermagt, for som Margaret Thatcher sagde det: "Rådgivere rådgiver, ministre bestemmer". Rossen har nu beslutningsmagt uden ansvar. Ansvar får han, når statsministeren indser, at det var en fejl ikke at udpege ham til minister.

Regeringen kunne i øvrigt godt bruge en række viceministre, hvis de ikke skal brænde ud alt for tidligt.

Her kunne dagens socialdemokrater med Mette Frederiksen i spidsen lære af deres store forgænger, statsminister Thorvald Stauning, som af blandt andre Dan Jørgensen stadig fremhæves som alletiders største danske socialdemokrat.

Inspiration fra de gamle
Stauning var efter otte års uafbrudt statsministertid i 1937 ikke alene helbredsmæssigt slidt, men også idémæssigt udbrændt. Men Stauning råbte ikke på rådgivere, han ønskede ministre.

Stauning udtalte, at der i regeringen var en minister, der var bekymret over ministrenes voldsomme arbejdspres. Han mente, at enten måtte der flere ministre til, eller også skulle der indføres viceministre.

Han udtalte: "Egentlig forekommer tanken om en slags "hjælpeministre" mig tiltalende, jeg vil endog mene, at det er et godt system. I Sverige har de jo nogle konsultative ministre, ministre uden portefølje, der kan remplacere fagministrene, når disse på anden måde er optaget."

Spørgsmålet om ministrenes arbejdspres blev i 1937 også rejst af både den tidligere justitsminister Zahle og justitsminister K.K. Steincke. Steincke: "Ministrene kan absolut ikke forsvarligt passe administrationsarbejdet og samtidig følge arbejdet i en halv snes rigsdagsudvalg."

Men Stauning svarede nu blot, at tanken om "hjælpeministre" "måske" kunne overvejes i den forfatningskommission, som var i gang med at forberede et nyt grundlovsforslag. Han havde  mere og mere sat kursen mod en ny grundlov som en passende slutsten på sin politiske karriere.

Undgå udbrændthed
Da regeringen gik til valg i 1939, førte Stauning mere valgkamp på, hvad der var udrettet, end det, som regeringen ville udrette. Det gav tilbagegang hos vælgerne.

Desværre for Stauning trak han sig alligevel ikke som planlagt efter at have fået en ny grundlov igennem. For hans grundlovsforslag faldt i 1939.

Hans storslåede politiske karriere endte i tomgang og et vanærende grundlovsbrud under den tyske besættelse, da kommunistiske folketingsmedlemmer blev jaget sammen med hundredvis andre.

Nogle "hjælpeministre" kunne vel have udsat ministrenes nedslidning og hjælpe dem til at tænke klarere og mere visionært.

debat@altinget.dk