Politikmagere kan aflaste departementschefer

Af Jørgen Rosted
Rådgiver og tidligere departementschef i Erhvervsministeriet

På engelsk bruges ordet policymaker. Det har vi ikke på dansk, så hvad mener englænderne med det?

Ifølge Oxford Dictionary er en policymaker "a person responsible for or involved in formulating policies, especially in politics," mens en politiker er "a person who is professionally involved in politics, especially as a holder of an elected office", og en government official er "an official who works for a government department".

Både ministre og embedsmænd kan være policymakere. Det afhænger af, om de er med til at lave politikken. Men en policymaker kan også være en person, der er specielt udpeget til at lave politik og hverken er politiker eller embedsmand.

Der er stor forskel på at give politiske råd og at lave politik. Politisk rådgivning sker i en rådslagning med ministeren om, hvilken politik der skal føres. Mange giver ministeren politiske råd, og det er også en vigtig opgave for ledende embedsmænd at give politiske råd, men det er ikke noget, der tager ret lang tid.

Det er helt anderledes med det at lave politik. Det må der bruges rigtig lang tid på, og det kan strække sig over en lang periode. Det kan let tage et år eller to at lave en større politisk reform, og mange kan være involverede i opgaven.

Ministeren har ansvaret
I de gode gamle dage kunne ministrene også bruge tid på at lave politik, men det er der ikke længere tid til. I Danmark er embedsmændene de eneste i departementerne, der laver politik, og det er mere reglen end undtagelsen, at departementschefer og afdelingschefer i departementerne bruger over halvdelen af deres tid på at lave politik, og mange embedsmænd i departementerne bruger al deres tid på at lave politik. På dansk bruger vi ordet skomager om den person, der laver sko, så det er vel nærliggende at bruge ordet politikmager om den person, der laver politik.

Selvom det er politikmagere, der laver politikken, er det i sidste ende ministeren, der tager stilling til indholdet og træffer beslutningen om, at en bestemt politik skal forelægges parlamentet og offentligheden. Der kan undervejs være råd fra politiske rådgivere, men ministeren må selv træffe beslutningen og tage ansvaret for den. Det kan hverken politikmageren eller rådgiveren.

Mandat fra ministeren
Mange lande har særligt udnævnte politikmagere, som ofte er medlem af ministerens stab eller kabinet. De kan normalt ikke give tjenstlige ordrer til embedsmænd, det kan kun ministeren.

Det forekommer imidlertid ofte, at embedsmændene accepterer, at særligt udnævnte politikmagerne i forløbet med at lave politik har politiske prioriteringer på vegne af ministeren, men hvis departementschefen er i tvivl, kan departementschefen altid selv gå til ministeren.

Hvis der ikke er særligt udpegede politikmagere, er det departementschefen, der i forløbet har politiske prioriteringer på vegne af ministeren, og der er normalt ingen, der har adgang til ministeren, hvis de kommer i tvivl om departementschefens prioriteringer deles af ministeren.

Afgørelse af stridigheder
Hvis der er forskellige opfattelser mellem særligt udpegede politikmagere og embedsmænd, kan det give konkurrence, og det kan være en kompetent konkurrence, da politikmagerne både er fagligt dygtige og har lang erfaring med at lave politik.

Hvis uenigheden varer ved, må ministeren i den sidste ende tage stilling til, hvilken politik der skal laves. Det er således ministeren, der træffer den endelige beslutning og står til ansvar over for parlamentet. Det gør politikmageren ikke.

Som embedsmanden har den særligt udpegede politikmager naturligvis et ansvar, men det er et ansvar over for ministeren og dermed indirekte over for parlamentet. Svigter de det, må ministeren afskedige politikmageren eller embedsmanden, hvis ikke ministeren selv skal miste parlamentets tillid.

Problemer med begreberne
Er særligt udpegede politikmagere så det samme som politisk udnævnte embedsmænd? Ikke i UK og mange andre lande. De særligt udpegede politikmagere er en del af ministerens stab og kommer og går med ministeren, og de er ikke underlagt det samme regelsæt som embedsmænd.

I USA og Sverige kan man måske tale om politisk udnævnte embedsmænd. I begge lande udnævner ministeren personer med beføjelser, der meget ligner danske departementschefers, men de kommer og går alligevel med ministeren. I USA udnævnes de øverste to til tre lag i alle departementer af ministeren. Det sker hver gang, der skiftes præsident, og det tager fire til seks måneder at få dem alle på plads.

Der findes politikere i den danske debat, der går ind for politisk udnævnte embedsmænd, men det er mit indtryk, at de snarere går ind for særligt udpegede politikmagere og ikke den amerikanske eller svenske udgave af politisk udnævnte embedsmænd. Men det er lidt svært at blive klog på, da vi ikke bruger begrebet politikmagere.

Skaber stor opmærksomhed
Når mange lande har en eller anden form for særligt udpegede politikmagere, er det selvfølgelig, fordi det er en udbredt opfattelse, at det har nogle fordele. Først og fremmest bliver den samlede kompetence til at lave politik større, så ministeren får flere muskler til at lave politik.

I mange lande vækker det større opsigt og fører til mere medieomtale, når en særligt udpeget politikmager forlader sit job, og en ny træder til, end når danske ministerier skifter departementschef. Og når medierne i lande som UK, Frankrig og Tyskland skal vurdere om en ny minister vil styrke regeringen, er det ikke kun ministeren, der vurderes, det er i lige så høj grad det team af politikmagere, som ministeren bringer med sig.

Aflaster departementschefen
Når det alene er embedsmænd, der er politikmagere, er der en naturlig tendens til at bygge videre på den tradition eller det system, som embedsmændene har bygget op gennem de sidste mange år, hvorfor det kan tage en del år inden virkningerne af en ny politik bliver tydelig, selvom der er skiftet regering, og selvom regeringen medbringer nogle særligt udpegede politiske rådgivere.

Særligt udpegede politikmagere vil aflaste departementschefernes opgave med at lave politik, så de får mere tid til at sikre den faglige kvalitet af ministeriets produktion og til at sørge for en administration af ministerområdet, der lever op til god forvaltningskik.

Måske kan tilstedeværelsen af særligt udpegede politikmagere også gøre det tydeligere for departementschefen, hvornår der skal siges nej til løsninger, der er på kant med eller overtræder reglerne.

 

debat@altinget.dk