Michael Kristiansen: Det politisk tonedøve Finansministerium slår til igen

På sin vis forstår man godt finansminister Kristian Jensens frustration og bitterhed over forløbet af det planlagte salg af Ørsteds ejerskab af Radius.

Hvad der umiddelbart lignende en politisk ukompliceret indbringende milliardforretning, endte i en politisk udstilling af finansministeren som en politisk amatør, og hele processen får Danmark til at fremstå som et land med ”italienske tilstande”, som den italienske byder Enel sarkastisk kommenterede på baggrund af det aflyste salg.

Et forløb, som fremadrettet vil få udenlandske investorer til at tænke sig endog meget grundigt om, inden de poster millioner af kroner i seriøst at indgå i og overveje investeringer i et land, hvor den politiske beslutningskraft er så porøs og uforudsigelig.

Når finansministeren så samtidig skal høre på både Enhedslistens Pernille Skipper og SF’s Pia Olsen Dyhrs forblommede vrøvl om udenlandske kapitalfondes hærgen, og at nu har venstrefløjen bremset Finansministeriet neoliberale tankegang, så forstår man, hvis ministeren både har fået hovedpine og lyst til at kaste med ting.

Der var ingen kapitalfonde tilbage i feltet, og uanset hvem der kom til at eje Radius, var de underlagt regler og lovgivning, der vil gøre det umuligt for eksempel at hæve priserne eller sælge virksomheden videre til russere, kinesere eller Goldman Sachs.

Så har Kristian Jensen ikke ret, når han går verbalt amok på Mette Frederiksen og anklager hende for at være uden rygrad, når hun sådan springer i målet? Svaret er et rungende nej!

Ansvaret for denne helt igennem pinlige proces er ikke oppositionens ansvar, men derimod et finansministerium, der atter optræder som de tonedøves dirigent per excellence, når det kommer til salg af halv- og heloffentlige virksomheder. Ministeriet kan så muligvis dele en del af ansvaret med Ørsted og ministeren.

Mere om det senere. Historien først.

Ørsted ønsker helt forståeligt at frasælge Radius, som ikke længere giver nogen fremadrettet strategisk mening eller værdi for selskabet. Derfor henvender Ørsted sig til dets hovedejere i Finansministeriet, som tilslutter sig idéen og sætter en proces op. Man aftaler med Dong-forligskredsen (herunder S og SF) en køreplan, hvori der blandt andet står, at forligskredsen skal godkende den endelige køber.

Alt ånder fred og idyl. Det er mere eller mindre udtalt, at kapitalfondstyper som Goldman Sachs ikke kan komme i spil, og det mere end hænger i luften, at der jo er oplagte danske købere – endda andelsejede virksomheder (læs: guf for SF og S). Det sidste endda så kraftigt, at flere af de udenlandske købere har været usikre på, om de reelt bare deltog i en skueproces for at skrue salgsprisen op …

Man behøver altså ikke være et politisk orakel for at kunne indse, at et salg af Radius vil give mindelser til salget af en aktiepost i det daværende Dong under Bjarne Corydons ledelse. Og i den proces åndede alt også fryd og gammen, lige indtil Kristian Thulesen Dahl trak DF’s opbakning, og det endte som bekendt med, at SF eksploderede ud af regeringen, og Socialdemokratiet efterfølgende har vendt sig imod alt, der har noget med Bjarne Corydons ministertid at gøre.

Med andre ord: Et salg af Radius risikerer at blive politisk sprængfarligt uanset hvad.

Men hvad gør Finansministeriet? De planlægger såmænd en salgsproces, som skal kulminere januar/februar 2019. Med største sandsynlighed et par måneder før et folketingsvalg … Det er altså at bede om ballade. Det er så politisk tonedøvt, at det er svært at komme på lignende eksempler.

Undervejs holder Mette Frederiksen en tale på partiets kongres, hvori det godt nok er Goldman Sachs, hun ønsker på bålet, men signalet er utvetydigt. Tilsyneladende anfægter dette ikke processen; man har jo en aftale og bla, bla, bla. Men oven i den manglende læsning af Mette Frederiksen, så er den store synder, at man intet fortæller offentligheden. Jeg er overbevist om, at første gang, 95 procent af danskerne hørte om salget af Radius, var, da det blev aflyst.

Ingen havde fortalt offentligheden om rationalet bag salget – og det er ellers udmærket. Ingen fortalte om, hvem de potentielle købere var – og ikke mindst, hvem de IKKE var. Ingen fortalte om det utal af restriktioner, der er lagt ned over at drive en sådan forretning. Og her kan ministeriet godt dele en del af ansvaret med Ørsted, der også har forholdt sig ualmindeligt tavse.

Og det er netop tavsheden, der har givet næring til Pelle Dragsteds langsomme, men sikre underminering af processen. Og da finansministeren så krævede, at forligskredsen skulle godkende ikke den valgte køber, men hele det resterende felt af potentielle købere, så fik Mette Frederiksen sin begrundelse til at komme ud af en proces og en aftale, partiet sikkert aldrig burde være gået ind i. Og det kan man kritisere hende for.

Men ansvaret for dilettanteriet er Finansministeriets. Og omkostningerne er enorme – både for de involverede aktører, men potentielt også for landets omdømme og fremtidige salg.

Og så bare en afsluttende pointe: Hvis Kristian Jensen ikke mener, at Mette Frederiksen har nogen politisk rygrad, hvad mener finansministeren så om Kristian Thulesen Dahls rygrad? For DF var også stået af. Og ham vil han gerne i regering med …

-------

Michael Kristiansen (f. 1962) er journalist og var pressechef i partiet Venstre, indtil han i 2001 blev særlig rådgiver for daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. I 2007 blev han vært for det politiske program Mogensen og Kristiansen på TV 2 News, som i dag kører på tiende år under navnet Tirsdagsanalysen. Desuden driver han kommunikationsbureauet Kristiansen+Partners og er forfatter til en række politiske biografier.