Professor: Lad nu udenrigstjenesten gøre dét, den er bedst til

Af Martin Marcussen
Professor i statskundskab 

En meget stor del af den danske økonomi er eksportbaseret. En række store virksomheder trækker beskæftigelsen i Danmark.

Når eksportmarkedet er gået i stå, som det er sket i forbindelse med coronakrisen, vil det få direkte betydning for dansk vækst og beskæftigelse.

Derfor er det også naturligt, at der for nyligt er vedtaget en eksport- og investeringspakke på 225 millioner kroner. Den skal anvendes til at genoprette den danske eksport.

Pengene er øremærkede. Det betyder, at Udenrigsministeriet ikke kan gøre, hvad det vil, for at kickstarte den danske eksport.

Pengene skal bruges til eksportfremstød (deltagelse på messer, delegationsrejser, omdømmearbejde og meget andet) og til at reducere den timepris, som det danske erhvervsliv plejer at betale for at modtage ydelser fra Udenrigsministeriet.

Kunne pengene bruges bedre? 
Det danske erhvervsliv er naturligvis glade for pakken og al den hjælp, som Udenrigsministeriet kan tilbyde.

Men samtidig er sagen jo også den, at 225 millioner kroner ikke er et særligt stort beløb. Særligt ikke hvis pengene smøres tyndt ud over alle eksportørerne i alle sektorer i alle de lande, vi handler med.

I praksis er det min vurdering, at de fleste eksportører højst vil få en rabat på nogle tusinde kroner for den service, de modtager fra Udenrigsministeriet. Det er tvivlsomt om det er dét, der er afgørende for, at vi får eksporten op i gear igen.

Spørgsmålet er, om pengene kunne bruges bedre?

Hvad ville man i Udenrigsministeriet bruge pengene til, hvis man vel at mærke fik lov til at gøre det, man er bedst til?

Her er fire bud på aktiviteter, der alle sigter mod eksportens rammevilkår. De fire bud er baseret på den antagelse, at de eksporterende virksomheder i Danmark allerede er dygtige til at konkurrere og til at læse deres respektive eksportmarkeder.

Hvad de derimod har behov for er assistance til at skabe de rette markedsbetingelser i form af fri adgang, fri konkurrence og kamp mod skatteundragelse, korruption og kopivarer.

Åbn nye ambassader
For det første er det nødvendigt at intensivere arbejdet i EU med henblik på at genoprette det indre marked.

Det er i nærområderne, vi sælger allermest. Vi er helt afhængige af, at der mellem EU-landene etableres noget, der er tilnærmelsesvist et perfekt marked. Der er stadig meget, der halter, og Danmark bør investere ressourcer i at tage en lederrolle i kampen for fair og holdbar frihandel.

Det kræver, at der investeres i EU-kontorene hjemme på Asiatisk Plads og i EU-repræsentationen i Bruxelles.

For det andet skal vi igen til at arbejde meget mere direkte med de væsentligste politiske og økonomiske aktører i de europæiske hovedstæder.

Det skal vi, fordi der alle steder er protektionistiske strømninger, der skal imødegås med klassisk diplomati og tillidsopbygning. Vi har over det seneste årti neddroslet vores diplomatiske tilstedeværelse i Europa. Nu skal der bygges op igen.

Vi skal udsende flere dygtige diplomater til vore ambassader. Og de steder, hvor vi ikke har ambassader, som eksempelvis i Schweiz’ hovedstad Bern, skal vi etablere dem.

Ikke kun brandslukning 
For det tredje vil det være nødvendigt at arbejde målrettet mod at styrke EU’s rolle i international handelspolitik.

Danmark kan ikke alene sikre sig favorable handelsaftaler med nogen som helst, men vi kan bidrage til at EU står stærkt. Det vil betyde, at vi skal investere mere i handelskontoret hjemme på Asiatisk Plads.

Og så skal vi udlåne nogle af vores bedste diplomater til den fælles udenrigstjeneste og de internationale organisationer, der regulerer den internationale økonomi.

For det fjerde er vi nødt til at genopbygge Udenrigsministeriets analysekapacitet. Det gælder den geopolitiske og økonomiske analyse af international politik, men også den lande- og regionsspecifikke analyse.

Vi skal vide mere om, hvad der sker, og vi skal have en bedre idé om, hvad der kommer til at ske i den nære fremtid. Det kræver ressourcer at omstille både ude- og hjemmetjenesten til ikke kun at brandslukke, men også til at tænke analytisk og strategisk.

Pengeindsprøjtningen på næsten en kvart milliard over to år falder på et tørt sted for udenrigstjenesten.

Problemet er bare, at udenrigstjenesten tilsynelandende ikke får lov til at gøre dét, som den er allerbedst til, nemlig at lave klassisk diplomati. Derfor får vi ikke nok for pengene.

debat@altinget.dk