FTF: Offentligt ansattes ytringsfrihed skal lovbeskyttes

WHISTLEBLOWER: FTF-formand Bente Sorgenfrey kræver, at politikerne indfører bedre lovbeskyttelse af offentligt ansattes ytringsfrihed. Trine Bramsen (S) vil afvente regeringens whistleblower-udvalg, som er på trapperne med anbefalinger til tiltag.

Inden for meget kort tid vil regeringens såkaldte whistleblower-udvalg komme med deres anbefalinger til tiltag, der skal sikre offentligt ansattes ytringsfrihed.

Men allerede nu kræver FTF, som selv sidder med i udvalget, at man fra politisk side bør styrke lovbeskyttelsen af de offentligt ansattes ytringsfrihed.

“En lovreguleret øget beskyttelse af de ansatte kan være med til at sikre, at kritisable forhold kommer frem i lyset. Når den nye betænkning snart kommer, opfordrer FTF politikerne til at handle,” skriver formand for FTF Bente Sorgenfrey i et debatindlæg på Altinget.

Frygter konsekvenserne
Bente Sorgenfrey hæfter sig ved nye tal fra Folketingets Ombudsmand, der viser, at når det gælder sager, der handler om en offentligt ansat, der får sin ytringsfrihed undertrykt, går Ombudsmanden i 52 procent af tilfældene ind i sagen på eget initiativ.

For alle andre sager er det kun i 12 procent af tilfældene, at Ombudsmanden har taget sagen op på eget initiativ.

Dette er ifølge Bente Sorgenfrey et tegn på, at offentligt ansatte ikke tør tage kampen, når de har oplevet negative konsekvenser af at udtale sig om deres arbejdsplads offentligt.

“De er simpelthen for skræmte til at tage sagen op,” skriver hun.

S venter på udvalget 
Retsordfører Trine Bramsen (S) er fuldstændigt enig med Bente Sorgenfrey i, at der skal fokus på problemet.

“Vi har gennem de seneste år set, at det er nødvendigt at beskytte offentligt ansattes ytringsfrihed. Med et kommunikationssamfund, der bliver stadig mere omfattende, er der grund til at lave et serviceeftersyn,” siger hun.

Samtidig understreger hun dog, at hun ikke vil komme med konkrete løsningsforslag, før whistleblower-udvalget er kommet med deres anbefalinger.

Forrige artikel Flagning på halv stang i anledning af angrebet i København Næste artikel Skærpet regulering kan ramme lønmodtagere på pengepungen Skærpet regulering kan ramme lønmodtagere på pengepungen