Altinget holder konference om samarbejdet mellem embedsmand og lobbyist

KONFERENCE: Altinget tager temperaturen på et myteomspændt samarbejde mellem lobbyister og embedsmænd, når vi onsdag 26. november holder konferencen "Javel, Hr. Lobbyist: Det gode samarbejde mellem embedsmænd og lobbyister". Se her, hvem du kan møde på konferencen. 

Det gode samarbejde mellem embedsmænd og lobbyister kritiseres nogle gange for at være for nært.

Har vi brug for åbenhed og lobbyregister, eller skal det nuværende gode samarbejde ligefrem udvides?

Det spørgsmål sætter Altinget til debat, når vi onsdag 26. november inviterer embedsmænd, lobbyister, organisationer, tænketanke, private virksomheder, politikere m.fl. til konferencen "Javel, Hr. Lobbyist: Det gode samarbejde mellem embedsmænd og lobbyister" på Vartov i København. 

Konferencen åbnes af kulturminister Marianne Jelved (R), som de sidste mange år har været en del af dansk politik og medlem af Folketinget. 

Claes Nilas, departementschef i Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter og mangeårig formand for Nordisk Administrativt Forbund, taler om nødvendigheden af en forståelse mellem embedsmanden og lobbyisten. Og om den grænse, man skal overholde.

Der vil også være oplæg fra blandt andre Gitte Lillelund Bech, som har taget turen fra politiker til lobbyist. Forfattere og rådgivere Susanne Hegelund og Peter Mose giver deres bud på lobbyistens ti faldgruber og kommer med eksempler på godt og dårligt samarbejde. 

Følg med i programmet, hvor flere oplægsholdere løbende offentliggøres her.

Forrige artikel V og S afviser afhøring af embedsmænd Næste artikel Årets Ting-Pris går igen til Pia Kjærsgaard Årets Ting-Pris går igen til Pia Kjærsgaard