V og S afviser afhøring af embedsmænd

KORT NYT: V og S er begge modstandere af en ny undersøgelsesform i Folketinget, som skal give ret til afhøring af embedsfolk i højspændte politiske sager.

Gruppeformændene Kristian Jensen (V) og Henrik Dam Kristensen (S) melder begge fra over for en ny undersøgelsesmodel, der just er blevet fremlagt af Folketingets formand Mogens Lykketoft (S). Det skriver Politiken.

Modellen vil lade et særligt underudvalg af erfarne folketingsmedlemmer stå for gennemførelse af afhøringer af både ministre og embedsmænd. Men det er en trussel mod retssikkerheden, advarer de to store partier om. De frygter, at embedsmænd bliver presset til at deltage i høringer, hvor de ikke har tilstrækkelig retssikkerhed.

"En ting er, hvad vi politisk byder hinanden på Christiansborg. Men vi skal sikre, at de, der er ansat, har en retssikkerhed, som er bevaret", siger Kristian Jensen til Politiken.

Mogens Lykketoft erkender, at det nu er op ad bakke for modellen, men han understreger, at han stadig er tilhænger af en ny undersøgelsesform.

Login