Whistleblowers er vigtige bagstoppere

Af Michael Gøtze
Professor, ph.d., Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

En af den moderne embedsmand M/K’s mange opgaver er at fungere som garanti for faglighed og saglighed på de travle kontorer rundt omkring i stat og kommune. Det er i hvert fald idealet. Der skal altså hives i den modsatte retning, hvis man fra politisk side er parat til at gå så vidt som til at gennemtrumfe et resultat, som ikke kan rummes inden for faglighedens og saglighedens ofte ret elastiske grænser.

Hvis man som embedsmand siger fra og måske endog udadtil råber op om uregelmæssige og ulovlige processer internt i systemet, er en af vejene frem at gå ind i rollen som whistleblower. Det er erfaringsmæssigt dog en svær rolle at spille med mange dilemmaer, og man kan ende i både helterollen og skurkerollen alt efter, hvilke øjne der ser.

Svag juridisk beskyttelse
Et aktuelt eksempel er Eritrea-sagen, hvor to navngivne – nu forhenværende – ansatte i Udlændingestyrelsen offentligt valgte at undsige en lidt mudret fact finding mission til Eritrea. Efter de to ansattes opfattelse var manøvren udtryk for bestilt arbejde, og rejsen til Eritrea var forhåndsbestemt til at munde i en rapport, som flugtede godt med et bredt politisk ønske i Folketinget om opbremsning i tildelingen af asyl på dette område.

I Udlændingestyrelsens ledelses øjne var der omvendt intet usædvanligt i missionen eller forløbet som sådan. De to ansatte er nu på vej væk fra deres stillinger, og der er lagt låg på sagen indtil videre. Med Dansk Magisterforenings mellemkomst er der indgået et forlig om fratrædelse. Uanset hvilken version af forløbet, der er tættest på realiteterne, viser blandt andet denne sag i mine øjne, at whistleblowers står svagt rent juridisk.

Se på mere godtgørelse
Der er derfor grund til at overveje en styrkelse ikke mindst på det ansættelsesretlige niveau. Som medlem af Udvalget om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger har jeg sammen med mange andre været med til at diskutere behovet for blandt andet øget ansættelsesretligt værn, og det er der nu også kommet en diger udvalgsbetænkning ud af (Betænkning nr. 1553).

Trods valget af en lidt naivistisk tegning på betænkningens forside er der for mig at se grund til at gøre reklame for indholdet i betænkningen, da de mange sider indeholder fagligt juridisk stof til eftertanke og diskussion. Der er både mange tanker og meninger om fænomenet whistleblowing og om den gryderet af regler, som knytter sig til whistleblowing.

Med hensyn til betænkningens buket af anbefalinger er der efter min opfattelse grund til at arbejde videre med især forslagene om at skrue på de ansættelsesretlige håndtag i form af for eksempel øget lovmæssig beskyttelse mod afskedigelse, en noget stærkere bevismæssig beskyttelse af whistleblowers mod afskedigelse og mulighed for øget godtgørelse, hvis der er sket uberettiget fyring.

En vigtig nødbremse
Rent samfundsøkonomisk er whistleblowing interessant ved, at der er tale om en bagstopper-funktion, som i udgangspunktet ikke koster noget. De ansatte er der jo allerede. Læg dertil at der er tale om en nødbremse, der er tæt på der, hvor det sker, hvad der kan være vigtigt i forhold til især det for tiden meget omdiskuterede spørgsmål om overpolitisering af embedsmandsrollen.

Hvis embedsmænd med indsigt og omtanke begynder at aktivere whistleblower-knappen, vil det kunne have en præventiv virkning, og en del ”sager” vil kunne tages i opstarten. Når der skal trækkes i modsat retning af overpolitisering og nedprioritering af faglighed og saglighed, er det selvsagt i høj grad op til embedsmandsapparatet selv. Og her er whistleblowers vigtige bagstoppere.

debat@altinget.dk