Blød landing i skattesagen

Af Michael Gøtze
Professor i forvaltningsret og ph.d., Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Så kom skattesagskommissionen med sin beretning. Det skete i november. Godt to et halvt år efter kommissionens fødsel og den politiske opstandelse over, hvor meget urent trav, der muligvis var gået i myndighedernes håndtering af Stephen Kinnocks og Helle Thorning-Schmidts skattesag. Vi kan nu så småt gøre boet op efter kommissionens mange anstrengelser med at undersøge sagen og navigere mellem jura og politik.

Hvad er facit efter kommissionens afhøring af 45 vidner på Fremtidsvej, møjsommelig læsning af regnskove af dokumenter, håndtering af flere kulørte indslag undervejs og sidst men ikke mindst udarbejdelse af en beretning på 1700 sider plus en cd-rom med 900 siders vidneafhøring. Alt sammen til en pris i luftlaget omkring de 25-30 millioner skattekroner. Det korte svar er: egentligt ikke ret meget.

Meget forsigtig kommission
Undersøgelsesarbejdet ender som bekendt med en blød landing på de fleste punkter, og hovedaktørerne – herunder den tidligere skatteminister, den tidligere spindoktor for ministeren, og den tidligere departementchef - frifindes enten helt eller så godt som. Noget ramt er dog den i pressen så eksponerede departementchef, Peter Loft, som må begynde at vænne sig til at skulle bide en vis faglig kritik i sig. Det er dog i form af kritik af fodfejl, snarere end utilgivelige synder, og kommissionen har udvist betydelig empati med Peter Loft.

Et gennemgående træk i beretningen er rent juridisk, at kommissionen udfolder stor energi på at lægge en ret markant forsigtighedsbuffer i sine vurderinger af både forløbet og af den jura, som sagen har drejet sig om. Selv i forhold til andre undersøgelseskommissioner får man indtryk af, at skattesagskommissionen har valgt at lægge sig i endog meget god afstand til sagen og juraen. Man er også af den grund nødt til at læse beretningen med en gran salt, da en så fundamental tilbageholdenhed selvsagt må indebære, at meget ikke er bedømt fuldt ud. I forhold til sagens oprindelige to hovedspor – lækagesporet og magtfordrejningssporet - kan facit i forlængelse heraf hurtigt opsummeres. Begge spor ender blindt eller så godt som.

Dunkelt lækagespor
Mest markant er den uopklarede lækage af den fortrolige skattesag til dele af pressen i valgkampsefteråret 2011. Det har indtil nu ikke været muligt at opklare, hvem der lækkede sagen og dermed overtrådte straffeloven. Dette har ellers været den nemme del af sagen, da der ikke er tvivl om, at der er sket et læk.

Det er velkendt, at den tidligere spindoktor for skatteministeren har været sigtet længe. Undersøgelsen af lækagen blev oprindeligt lagt i hænderne på kommissionen på Fremtidsvej og Københavns Politi i fællesskab, men denne dobbeltundersøgelse har ikke været en succes. Kommissionen har inden for de juridiske rammer gjort, hvad den kunne, for at skubbe denne del af sagen fra sig. Resultatet er, at lækagesporet synes at forblive dunkelt.

Magtfordrejningssporet ender reelt også blindt. Det er dog den mere uldne del af beretningen, selv om netop dette spørgsmål står centralt i kommissoriet. Med de juridiske briller er det her påfaldende, at kommissionen ikke tager eksplicit stilling til, om der er sket et forsøg på magtfordrejning eller ikke.

Beretningen kredser i stedet om den formelle regel om vandtætte skotter mellem skatteretlige aktører (skatteforvaltningsloven § 14). Sagen ender således et andet sted end den startede, og man spejder forgæves i beretningens ti siders ansvarsvurderinger efter for eksempel en konklusion om, at Peter Loft frifindes for forsøg for magtfordrejning. Dette siges kun implicit.

Diskutabelt delfacit
I forhold til skatteforvaltningsloven er kommissionens facit som bekendt, at Peter Loft kan kritiseres for at have overtrådt denne regel. Det er dog sket uagtsomt, og kommissionen synes ikke, at det kan betegnes som en tjenesteforseelse. Grundsynspunktet er, at Peter Loft har været lidt for emsig i sin interesse for Skat Københavns håndtering af den konkrete skattesag, men at han ikke har gjort det med vilje. Og kommissionen køber hans forklaring om, at denne tætte interesse var faglig, ikke politisk. Denne del af sagen fremstår noget diskutabel.

Det kan i snæver forlængelse heraf trækkes frem fra beretningens 1700 sider, at kommissionen holder sig helt tilbage fra at følge sine egne afhøringer til dørs i forhold til spørgsmålet om vildledning af ombudsmanden. Her er arbejdet kun halvfærdigt. Det er velkendt, at en dygtig advokat med speciale i arbejdsret for tiden har næsen dybt boret ned i sagen for at vurdere ansvarsspørgsmålet.

Blanding af jura og politik
Det mest bemærkelsesværdige i forhold til kommissionens tilgang til det koordinerede forsøg på at pynte aktlister og sagsakter til ombudsmanden er herudover, at kommissionen vælger at skære dette intermezzo ud af sammenhængen og af det samlede puslespil om skattesagsforløbet.

Man må muligvis forstå beretningens tilgang således, at kommissionen takserer Peter Lofts overtrædelse af kompetencereglerne til at udgøre en uagtsom handling, samtidig med at Peter Loft og hans nærmeste rådgivere tilsyneladende selv har vurderet, at deres tætte og bevidste faglige kinddans med sagen ikke kunne tåle ombudsmandens skarpe blik i sin tid. Kommissionen virker paradoksalt nok her nærmest mildere stemt end sagens nøgleaktører.

Ved læsningen af den lange beretning kan det samlet set være svært at undgå den tanke, at skattesagskommissionen selv med en – helt hypotetisk - tilståelse fra en nøgleaktør ville have været stemt for en mildere vurdering og blødere landing end den ansvarlige selv. Dette er nok en overdrivelse, men det kan illustrere, at skattesagsundersøgelsen i sig selv udgør en interessant blanding af jura og politik.

 

Læs tidligere klummer fra Michael Gøtze:
Lydighedskulturen skal ud af mørket
Embedsmandsundersøgelser uden konsekvenser

debat@altinget.dk