Embedsmandsundersøgelser uden konsekvenser

Af Michael Gøtze
Professor i forvaltningsret og ph.d., Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Embedsmandsapparatet er under pres for tiden. Sager om embedsmænd i klemme fylder meget i pressen, og der er med rette diskussion i mange fora af embedsmandsrollen. Det sker ikke mindst i lyset af, at der er igangsat et rekordstort antal af optrevlinger af embedsmænds mulige ansvar for urent trav. Det store antal af undersøgelser er set udefra i sig selv et problem for tilliden til embedsmandsapparatet. Set med embedsmandsbriller ser meget uden tvivl anderledes ud, og nogle vil nok mene, at der er en større klapjagt på ofte navngivne embedsmænd i gang.

Det er dog et åbent spørgsmål, om embedsmændene reelt er så jagede. Da vi efterhånden kan sætte kryds ud for flere markante ”sager” som afsluttede, kan sagerne gradvist væves sammen i et større billede. Et gennemgående mønster er, det kun er i få sager, at den juridiske del af oprydningen ender med kritik af de involverede. Et yderligere mønster er, at hvis sagen får konsekvenser, er det ofte i den klart milde ende af skalaen over ansættelsessanktioner. I et køligt juridisk perspektiv synes de magtfulde embedsmænd i ret vidt omfang at have fat i den lange ende, når det gælder facit af granskninger af mulige fejl og ulovligheder.

"En undskyldelig nødløgn"
Dette mønster ses tydeligt i f.eks. Zornig-sagen og Christiania-sagen. I juni blev der som bekendt sat punktum i undersøgelsen af ledende embedsmænds rolle i sagen om, ”Der er en million til dig”. Den relativt nye socialminister landede den besværlige sag ved at uddele advarsel til departementschefen og tilrettevisninger til to ledende medarbejdere. I advokatundersøgelsen af sagen var tonen dog mere kras, og de pågældende ledere kan ikke være helt utilfredse med de uddelte ”smånæser”.

Endnu mere afdæmpet blev konklusionen i den ellers højdramatiske Christiania-sag. I maj måned blev en departementschef og en afdelingschef i Justitsministeriet formelt set frifundet i en diger og juridisk nyskabende rapport i tjenestemandssagen om deres mulige ansvar for misinformation af Folketinget. Sagen vedrørte aflysningen af Retsudvalgets tur til Christiania tilbage i 2012, og den rev taburetten væk under den tidligere justitsminister sidste år. Embedsmændenes bidrag til misinformationen af Folketinget blev dog af forhørslederen med et helt nyt juridisk begreb tilgivet som ”en undskyldelig nødløgn”. Sagen fik således ingen konsekvenser for embedsmændene overhovedet.

SKAT skruede op på blusset
Billedet er i september blevet en anelse mere nuanceret af, at SKAT i den såkaldte ”bøllemetode-sag” i kølvandet på afsluttede tjenesteforhør af seks medarbejde har valgt at forflytte to medarbejdere. De må billedligt talt vænne sig til at have kontor med udsigt til baggården, og de skal indtil videre ikke have med den borgervendte del af SKATs arbejde at gøre. De to forflyttelser dækker angiveligt over bl.a. fejl i form af ”forvaltningsmæssig ulovlig disposition”. Der er dog ikke tale om degradering. Udgangspunktet i de tjenstlige undersøgelser var her de helt milde sanktioner, og SKAT har som arbejdsgiver altså valgt at skrue lidt op for blusset efter al virakken i pressen om disse sager. To medarbejdere blev i øvrigt frifundet.

I forhold til konsekvenser er de fleste undersøgelser således endt både blidt og blødt. En advarsel er den mildeste sanktion i kataloget over disciplinære sanktioner. Da dele af selve substansen i sagerne forbliver interne anliggender, er det selvsagt svært at sige, hvad der er den rette takst for fejl. I f.eks. Zornig-sagen står det dog klart, at der var tale om helt basale procedurefejl.

Dette mønster kan efter min opfattelse skabe frygt for, at undersøgelserne hurtigt går i glemmebogen og ikke får den store normerende virkning. Dette scenarie kan måske ændre sig, når vi når frem til afslutningen af skattesagen og statsløsesagen, som begge endevendes af undersøgelseskommissioner. I skattesagen har der i pressen været forlydender om, at sagens centrale aktører står til frifindelse. Uanset at mange undersøgelser ender med små skvulp, kan det være værd at fastholde, at antallet af sager tyder på, at embedsmandsrollen er udfordret. Selve oprydningen i de mange sager synes reelt at være op til embedsmandssystemet selv.

debat@altinget.dk