“Jeg var med til at blåstemple noget, som var snyd med fondsmidler”

Som følge af Altingets afsløringer af civilsamfundsorganisationers brud på arbejdsmiljøloven har en række ansatte i ngo'er kontaktet Altinget for at fortælle om dårligt arbejdsmiljø og ledelsessvigt. Her er Kim Jensens fortælling. 

Kim Jensen er et opdigtet navn. Redaktionen er bekendt med kildens identitet. 

Fonden blev snydt
"I 2016 blev jeg ansat som projektmedarbejder i en stor dansk ngo, der opererer i Asien. Jeg skulle være med til at finde dokumentation og lave rapporteringer, når der var givet penge til et projekt. Jeg glædede mig helt vildt til opgaven, for det var et arbejde, jeg brændte for. Men noget var galt.

Hurtigt gik det op for mig, at der ikke var styring på projekterne. Særligt et af projekterne var blevet glemt, selvom en lille dansk fond havde givet et par hundrede tusinde kroner til at hjælpe hjemløse børn i det pågældende land. Her havde organisationen lovet at lave aktiviteter, der skulle styrke børnenes læringsevner. Men i slutningen af året gik det op for ledelsen, at de ikke havde gennemført nogen aktiviteter i projektet, selvom de havde lovet fonden, at de ville lave mere end 30 aktiviteter.

Dækprojekter og panik
Projektet var ikke sat i gang, der var ingen dokumentation, afrapporteringen var ikke lavet, og pengene var brugt. Jeg var tidligt i min ansættelse, da ledelsen bad mig om at skrive nogle artikler om projektet. Det var virkelig ubehageligt, for da jeg tog ud og snakkede med børnene, fortalte de, at det var første gang, der blev holdt et arrangement. Jeg fik en klump i halsen og ondt i maven. Det gik op for mig, at noget var helt galt. Der var ikke noget projekt, og vi kunne ikke nå at holde de aftalte arrangementer og slet ikke sikre en ordentlig kvalitet. I stedet blev der afholdt et par små ’dækprojekter’ i panik i slutningen af projektperioden.

Jeg var ikke rejst ud for at lave pr for noget, der bare var noget rod. På den anden side følte jeg ikke, jeg havde noget valg. Jeg følte mig presset til at skrive artiklerne og dække for noget, der ikke var blevet til. Det var jo en del af mit job.

"Det her er fup. Det er snyd"
Jeg skulle tage billeder og skrive artikler, så jeg var med til at dokumentere, at de gjorde en forskel, og de holdt aftalen, og at projektet reelt gjorde en forskel for børnene. Der var en stemme i mig, der sagde, det her er fup. Det er snyd. Gør noget ved det. Men jeg følte mig magtesløs.

Der var så meget usikkerhed om, hvorvidt der ville komme ny støttebevilling, og det pressede alle medarbejdere. Hvis jeg begyndte at stille spørgsmålstegn, var jeg bange for, at det ville virke som om, jeg var illoyal og ikke ville hjælpe organisationen med at komme stærkt ud af året.

Selvom ingen sagde noget direkte, vidste medarbejderne godt, hvad der foregik. I vores afdeling var det ikke en hemmelighed, at vi dækkede over det her, men ingen turde gøre noget. Det er jo ikke, fordi folk i organisationen er ondskabsfulde og ønsker at snyde, men der var bare rod i så stor en del af administrationen. 

Skiftende ledere uden ansvar
Det var et helvede at arbejde i. Hver dag stod jeg og tænkte: "Hvorfor gør jeg det her?" Selvom jeg følte, det var forkert, kunne jeg ikke rigtig sige det til nogen. For vi havde skiftende ledere, og da den øverste chef stoppede, kom der en midlertidig chef, som ikke tog ansvar for projekterne og pengene. Han fokuserede bare på at få organisationen på benene og ud på den anden side, uden pletter i regnskabet.

Vi var mange unge medarbejdere, og jeg synes, vi blev kastet ind i ansvarsområder, hvor vi ikke havde kompetencer, fordi organisationen hele tiden var i forandring. Der var samtidig ikke nogen, vi kunne betro os til, hvis vi så noget, som ikke var i orden. Det er problematisk, for der er ikke plads til at være skeptisk. Det hele kørte i et højt og hektisk tempo, og man blev presset ud i situationer, hvor man måske var med til at gøre ting, som var moralsk helt forkerte og måske ulovlige. 

Stress og opsigelse
Jeg blev rigtig stresset og syg, så jeg blev nødt til at sige op, fordi det bare gentog sig. For organisationen vælger jo ikke at lukke, fordi de ikke har styr på deres projekter. De fortsætter, selvom de ikke har overblikket og kompetencerne.

Jeg er sikker på, at pengene er brugt på et andet godt projekt, men det var et chok at finde ud af, at organisationen var så dårlig til at håndtere sin økonomi. 

Jeg håber ikke, at andre kommer ud for noget af det, jeg har oplevet. Men jeg ved, at det jo fortsætter. Personen, der bad mig om at dække over det her projekt, var jo ikke bare en mellemleder, det var den øverste chef.

"Hvorfor greb jeg ikke ind?"
I dag spørger jeg mig selv, hvorfor jeg ikke gik ind på chefens kontor og sagde stop? Men så er jeg ret sikker på, jeg havde mistet mit job. Og den her branche er så lille, at jeg frygter, at jeg ville blive frosset ude. Jeg var ikke klar til at miste mit job og miste muligheden for at blive i den her sektor, og det er jeg rigtig flov over i dag. Jeg tror, mange i ledelsen i Danmark blot anså dette som ’en fejl’, men i min ansættelsestid så jeg gentagne eksempler på fejlslagne projekter og regnskabs-rod. Det er enormt problematisk.

I dag er afrapporteringen sendt af sted, og fonden tror, den har gjort en kæmpe forskel."

nordahl@altinget.dk